Det var koldt, og der lå rimfrost på græsset i Fælledparken, da Peter Øvig og jeg i marts 2018 gik vores første tur uden for Rigshospitalets åbne psykiatriske afdeling under hans indlæggelse. Det mindede om Mindeparken i Aarhus, hvor vi havde gået uendelig mange ture som store drenge, og på en måde var det en forsikring om, at vi var i gang igen efter hans lange mørke depression og indlæggelse.
Peter og jeg har været meget nære venner, siden vi var 11 år, med alt, hvad det indebærer af fælles oplevelser, diskussioner og ikke mindst at være kontinuerligt vidne til hinandens liv. Peter er forfatter, og det er efterhånden mange år siden, det gik op for mig, at der var en cyklus i hans liv med arbejdsdisciplin, udgivelser og udmattet mørke, inden han fik fat igen. Jeg har været en del af mørket med samtaler og gåture og forsøg på at forstå, men også med en forestilling om, at det netop var en cyklus, en tillid til, at det ville vende, og at han ville vende tilbage.
