København er meget meget stille mandag morgen kl. 5, hvor kun de, der leverer byens skjulte serviceydelser, er vågne. Avisbude, skraldemænd, vaskerichauffører, der leverer linned til hoteller. Et par taxaer, en politibil, der tænder sirenen for køre gennem et tomt rødt kryds. Ude over Trekroner Fortet er nattehimlen sprækket og lyset langsomt ved at bryde frem.
De fleste sover stadig, men Allan Jenkins er vågen. Han ser lyset. Han står foran Admiral Hotel. Han har gråt skæg og venlige øjne, er tæt bygget, men har en lethed i sin gang, som kun har, når man er vant til at bevæge sig. Og så er han venlig over for sin ledsager. En barndom på børnehjem har lært ham at passe på sig selv og andre.
