Daisy Løvendahl folder forsigtigt de to silkepapirklip i pink og mintblå ud og lægger dem på stuens hvide væghængte bogreol, så de dækker den som en dug. Fra en æske henter hun to skeletter med glimmertøj på og et farverigt malet kranium støbt i gips. Varsomt placerer hun genstandene på silkepapiret en efter en. Så sætter hun lys i stagerne.
Hjemme hos Daisy og hendes mand fejrer familien de dødes dag, og Daisy er ved at bygge sit alter. Siden hun var i begyndelsen af 20’erne og boede i Mexico, hvor hun oplevede den lokale skik, har hun højtideligholdt dagen hvert år for at mindes dem, der var blandt os engang, og for at huske på, at vi ikke selv vil leve evigt.
Det skal vi tale noget mere om, mener hun. Ikke bare om vores afdøde, men om døden. Om det faktum, at vi skal dø en dag. For visheden om døden giver os muligheden for at leve et rigere liv, forklarer Daisy Løvendal. Derfor har hun skrevet bogen ’Dø’, en personlig beretning og en række gode råd til, hvordan man kan bære visheden om døden med sig i livet.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind