Når stifter af Plastic Change Henrik Beha Pedersen tager hjemmefra om morgenen, pakker han altid sin skramlede, røde drikkedunk i rygsækken. Her har den ligesom termokop og indkøbsnet en fast plads, for så har han altid ved hånden, hvad han behøver for at undgå flaskevand, engangsbægre og plastikposer.
Sådan har han gjort i årevis, men nu er han begyndt at fortælle om det for at inspirere flere til at at gøre det samme. Premieren var på den internationale scene med en TEDx talk, ’My Bottle for Life’, i Shanghai. Nonprofitorganisationen TED arrangerer foredrag, som deles frit på internettet.
»Jeg har besluttet mig for resten af livet kun at drikke vand af min egen flaske, når jeg er på farten. Derfor har jeg den med mig overalt«, erklærer Henrik Beha Pedersen fra scenen med sin nu verdensberømte drikkedunk, købt på Tahiti, i hånden.
Flasken symboliserer, at en simpel adfærdsændring kan få stor betydning, hvis tilstrækkeligt mange lader holdbare, genbrugelige produkter erstatte alt det engangsplastikhejs, der følger i kølvandet af takeaway-kulturen.
