Da jeg midt i 1990’erne flyttede til København, skulle jeg vælge læge. Jeg havde to kriterier: tæt på og kvindelige læger. Dengang lå klinikken i Stefansgade på Ydre Nørrebro, og selv om jeg flyttede fra Nørrebro efter nogle år, beholdt jeg samme læge.
De gjorde nemlig lige præcis det, jeg forventer af min praktiserende læge. De havde tid til at se mig, de tog mig alvorligt, og de få gange, hvor jeg har haft brug for omsorg og henvisninger, leverede de begge dele.
Som da jeg som meget ung fik hold i ryggen, og en af lægerne i stedet for at grine af min skræk for, at jeg nok var ved at blive lam, masserede mig lidt og sendte mig hjem med Panodil og fornemmelsen af, at nogen passede på mig. Eller da jeg fandt et modermærke, og lægen ikke bare kiggede på det, men personligt ringede til en hudlæge og skaffede mig en tid en halv time senere. »Bare så vi er sikre, Sarah«, sagde hun.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind