Velkommen til Mia Larsen Shop!«, lyder den glade hilsen på forsiden af netbutikken. Alle tekster er på fejlfrit dansk, billederne er flotte, og der står tilmed et cvr-nummer på siden. Men lad dig ikke narre. Netbutikken er en del af et spind af hjemmesider, der skal fange danskere ind og franarre dem deres penge og kortoplysninger.
Lokkemaden er varer som et par vanter, en sølvring og en citronpresser. De koster alle et par hundrede kroner, og tricket er altså ikke, at du skal blive fristet af uhørt lave priser, men derimod tro, at det er en helt normal netbutik, der har det, du lige står og mangler.


























