I Fifa bliver de kaldt ’spilpakker’. I CS:GO bliver de kaldt ’våbenkasser’. Men i daglig tale kalder spillerne dem for ’lootboxes’. På trods af de forskellige navne har de det til fælles, at de er en del af en ny udvikling på spilmarkedet, der giver forældre og eksperter panderynker.
Fænomenet dækker over, at en lang række af de mest populære computerspil har tilføjet muligheden for, at spillerne kan købe digitale lykkeposer, hvor spilleren kan vinde særligt værdifulde genstande. I fodboldspillet Fifa kan man eksempelvis købe spilpakker med digitale fodboldkort, der giver adgang til flere fodboldspillere – eksempelvis eftertragtede spillere som Cristiano Ronaldo.




























