Ophængt. Børnefamilien stresser mere eller mindre konstant.

Ophængt. Børnefamilien stresser mere eller mindre konstant.

Familieliv

Børnefamilier er stressede det meste af tiden

Forældre er mest stressede, når de er sammen med børnene, og mindst, når de er på arbejde, viser studie fra Envision.

Familieliv

Fredag aften er nærmest det eneste tidspunkt på ugen, hvor børnefamilien er glad og tilfreds.

Resten af ugen er et kapløb med tiden, viser en analyse fra reklame- og vidensbureauet Envision, som har nærstuderet 27 forskellige børnefamilier i Danmark.

»Den største trussel for den moderne børnefamilie er mangel på tid til hinanden«, konstaterer livsstilsekspert Anne Glad, som er strategisk direktør i Envision.

59 procent af de yngre mødre har følt sig stresset inden for den sidste måned, og så godt som alle familierne rapporterer, at de er mest stressede i morgentimerne, når familien skal op og ud af døren, og om eftermiddagen efter fyraften og indtil børnene sover.

Så skulle man tro, at lørdag og søndag var gode. Men nej.

Lørdag er der både en masse praktiske gøremål som indkøb, rengøring og tøjvask samt sociale aktiviteter, og søndag begynder humøret for alvor at dale, når det går op for de voksne, hvor lidt de har nået at slappe af, før en ny hektisk uge begynder igen.

Faktisk er forældrene mindst stressede, når de er på arbejde, viser analysen. Anne Glad er ikke tvivl om, at vi har strukturelt samfundsproblem i Danmark.

»Vi bliver nødt til at skride ind, for der er noget ved den måde, som vi har strikket samfundet sammen på - med to udearbejdende forældre - som ikke fungerer«, siger Anne Glad.

Børnene mistrives

Familie-psykoterapeut Fie Hørby genkender billedet af de konstant stressede forældre.

»Det er desværre sådan, mange har det. Alting går enormt stærkt, og forældrene har det skidt med, at børnene mistrives ved at vokse op under de vilkår, vi byder dem i dag, hvor alting skal gøres hurtigt, og vi hele tiden skal skynde os«, siger Fie Hørby.

De forældre, hun møder, har i stigende grad lyst til at ændre på deres liv og hverdag, men de ved ikke, hvordan.

»Forældrene mangler handlemuligheder inden for de strukturer, vi byder dem i dag, og det er et samfundsproblem. Børnene bliver tabere, men forældrene har også et hårdt liv, som slider dem ned«, siger Fie Hørby.

Smil, du er på

De sociale medier er ligeledes kilde til stress, viser analysen fra Envision. Døgnet rundt kan man se billeder af lykkelige familier, der bager pandekager, mens de smiler til kameraet.

»Det er ikke nok at være en god forælder. Du forventes også bage pandekager, dyrke sport og gøre karriere, og der er så stor fokus på at udkomme på de sociale medier, som du i øvrigt også bruger en masse af din fritid på«, siger strategisk direktør Anne Glad.

De digitale medier er i sig selv et paradoks, viser analysen af de 27 børnefamiliers måde at leve på.

For selvom flere og flere praktiske problemer bliver løst online, for eksempel indkøb, skolekontakt, netbank og opskrifter per mail, så er det blevet sværere at holde helt fri, og det stresser.

»Den digitale uendelighed er også en stressfaktor, og når listen af mails i Forældreintra til forveksling ligner ens arbejdsmail, trækker det tænder ud. Det digitale paradoks ligger i, at nettet i sin natur både er en stressfaktor og en kilde til at undgå samme«, konstaterer analysen Den Digitale Børnefamilie fra Envision.

For nyligt konkluderede en analyse fra centrum-venstre-tænketanken Cevea, at forældre i Danmark arbejder mere end alle andre grupper i samfundet.

Far og mor arbejder tilsammen omtrent 75 timer om ugen, og det er ikke småbørnsmødrene, som er på deltid, ifølge Cepos.

Tænketanken pointerer desuden, at danske kvinder er på arbejdsmarkedet i et omfang, som er tæt på rekord i EU, nemlig næsten 8 ud af 10 kvinder.

--------------------------------------------------------

Rettelse: Analysen, som der refereres til, er lavet af centrum-venstre tænketanken Cevea, og ikke af Cepos.

Vil du ikke gå glip af de nyeste artikler fra Mona Samir Sørensen eller Familieliv og Sundhed, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind på Politiken.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce