Her går man til festdans efter fyraften

Det er torsdag klokken 18.

Kirk Rønler har trukket gardiner foran spejlvæggen i dansesalen oppe under taget i Soulhouse ved Nørrebroparken i København. For den næste time skal ingen tænke på, hvordan de ser ud. Eller hvad instruktøren gør. De skal bare slippe sig selv løs. Det kræver ingen forudsætninger, da der kun er få og simple. Men man skal til gengæld gå til makronerne.

Og det gør de så. Mens Kirk, der selv danser midt i flokken i lædershorts med kig til sort blonde-bh under trøjen, opfordrer til at flirte, ryste røv og føle sig lækre.

LÆS ARTIKEL

»Det er ligesom den fest, man normalt først har klokken 3 på et diskotek, når alle er så fulde, at de er ligeglade med, hvem der danser med hvem. Når man bare ser andre, man møder, i øjnene. Og når man så lige bumper ind i en anden, så snupper vi en rystetur med numsen«, griner Lene Maul Greve, som energisk og smilende indtager parketdansegulvet i sort top uden ærmer.

Hun kan lide den frihed, der er i den amerikanske dansemotionsform Groove, hvor man har nogle uhyre enkle trin, som man så selv brygger videre på.

Uden at stå på række. Uden at skulle leve op til en instruktør, en koreografi eller et nådesløst spejl. Alle cirkulerer mellem hinanden som laks ved fodringstid i et norsk dambrug.

En funky fiskestime

»1-2-3 tap. 1-2-3 tap. Leg med det. Tag de 3 skridt baglæns eller til siden. Prøv at gå funky. Hvordan er funky for jer?«, siger Kirk Rønler, mens stimen sætter sig i centrifugal bevægelse rundt om hende.

For motionsredaktøren er det en smule grænseoverskridende. At vi ikke skal danse noget bestemt eller med nogen. At jeg havde fået besked på at komme i ’afslappet tøj’. At jeg er eneste mand. Til en fest med 15 fyrige kvinder, der bruger store bogstaver, når de taler kropssprog.

SE OGSÅ

Men Kirk Rønler har forsikret mig – og alle de andre – om, at det nok skal gå. At hun styrer slagets gang med sine enkle instrukser. Og at alle bevægelser, kroppen måtte finde på, er helt perfekte.

»Det eneste, jeg ikke vil have, er, at I taler på dansegulvet. Så ryger hele energien«, formaner hun, mens hun skifter til ’Sunny, yesterday my life was filled with rain’.

»Kneedrop, lad knæet falde blødt indad fra hoften, kneedrop, 2, 3, 4«.

Konceptet Groove kommer fra Misty Tripoli, der levede som danser og instruktør i Los Angeles, hvor hun havde succes med et stort træningscenter i Cali, men også var arbejdsnarkoman, spiseforstyrret og skrupforvirret.

Ved at koge dans ned til nogle få trin og princippet om, at alt er okay, så længe du er glad, fandt hun tilbage til sin krop og sin livsglæde. Og det ser i hvert fald ud til at virke her på en helt almindelig torsdag eftermiddag under taget i Soulhouse.

»Nu skal vi prøve noget Big Mama afrikansk dans. 1, 2, 3, 4, 5, 6. Hop. Hop. 1, 2, 3, 4, 5, 6. Hop. Hop«.

Trommerytmerne passer forrygende, så man får ekstra energi på de to hop. Selv motionsredaktøren må overgive sig. Jeg tramper fladt og larmende 1, 2, 3, 4, 5, 6, og så sætter jeg af op under det skrå loft.

Energien og retten til at udtrykke sig på sin egen kropsdialekt, var også det, der betog danseren Mie Moltke (kendt fra ’Vild med dans’), der driver Soulhouse. Hun mødte Misty Tripoli for nogle år siden på et kursus, og her blev Mie Moltke overbevist om, at der er power i at gøre, som man har lyst til, i stedet for at holde sig til standarddansene. Det gælder om at gøre, hvad man har lyst til.

Uanset hvad andre tænker.

My precious

Den fandenivoldskhed har motionsredaktøren brug for nu. For vi skal kravle rundt mellem hinanden, i slowmotion, og gerne kravle over eller under de andre. Det er intenst, og det gør mig genert at skulle inklinere, mens jeg ligger på alle fire.

SE OGSÅ

Heldigvis bryder Kirk forlegenheden ved at give os et forslag til bevægelse indimellem, så man får hjælp til at improvisere.

»Frys«.

»Send en hånd mod himlen«.

»Send en fod mod himlen«.

Den intense stemning afløses af dancehittet ’Going timber’ med Kesha, hvor vi skal danse som rednecks med hælspjæt og armkrog. Og på en eller anden måde er det lettere at lege white trailertrash end at krybe på sin bug som en kontaktsøgende Gollum fra ’Ringenes herre’.

»Swing your partner round and round. End of the night, it’s going down. One more shot, another round. End of the night, it’s going down«.

Røv, røv, røv, røv

Nu smider Kirk Rønler fløjlshandskerne og byder op til dans med Danny T og ’Your booty is delicious’, som ifølge Krik går nogenlunde sådan her:

»5, 6, 7, 8, røv, røv, røv, røv«, hvor man går 8 trin og derefter hopper bagud med bagdelen først. Og støder man ind i en anden, er det god tone at ryste bagdelene mod hinanden.

Dansegulvet eksploderer til Bruno Mars og Uptown Funk, med en energi, der får Kirk Rønler til fuld af anerkendelse at udbryde:

»Fuck, hvor er I dejlige, piger!«.

På dette tidspunkt er motionsredaktøren alt for revet med af stemningen til at blive fornærmet over at blive tiltalt som pige.

SE OGSÅ

Nu skifter stilarten igen til ’It’s got to be perfect’, hvor Kirk opfordrer alle til at skråle med, mens vi twister. Og selvfølgelig gør vi det. Selv om det er torsdag klokken 18.50 og alle er pinligt ædru, lyder vi som en polterabend ramt af halskatar.

Selv om pointen jo netop er, at det ikke behøver at være perfekt. Overhovedet.

Kroppen og hovedet

»Hellere hæslig end hæmmet, sagde min musiklærer altid«, siger Kirk Rønler, der bestemt forstår at få folk til at udtrykke sig. Højt og tydeligt. Verbalt som kropsligt.

Som en af deltagerne, Thea Lund, siger på vejen ud:

»Det er sådan en god og glad energi. Jeg får lyst til at være kreativ, men uden at jeg føler, at jeg skal præstere«.

En anden af deltagerne udtrykker det sådan her:

»For mig giver det en forbindelse fra hovedet ned i kroppen. Som betyder, at jeg bliver bedre til at sanse og fokusere i hverdagen. Det hjælper mig til ikke at være oppe i hovedet hele tiden. Og det gør mig mere sikker i samspillet med andre«.

Siger Pernille Kierulff Hansen om torsdagsfesten under skråvæggene efter fyraften i København, hvor vi tog kroppen på ordet.

På vejen ud haler Lene Maul Greve fat i fotografen og motionsredaktøren og siger, at vi endelig må komme igen.

Og at mænd i det hele taget er velkomne. For så ville festen blive endnu vildere:

»Den her slags dans kan rumme alle, også dem, der aldrig har gået til dans før. Derfor har de mænd, der har prøvet det, været begejstrede. Trinene er simple, og musikken spænder bredt, også hård rock. Så mænd kan trygt prøve deres første dansetrin til sådan en time«, siger Lene Maul Greve.

»Jeg har faktisk tænkt på, at det ville være en genial første date. Så er man da kommet godt i gang«.