Disse tre kvinder har lige meget fedt

Fedtprocent. Tre kvinder har samme fedtprocent, men vidt forskellige BMI. Få forklaringen her. Katinka Hustad
Fedtprocent. Tre kvinder har samme fedtprocent, men vidt forskellige BMI. Få forklaringen her. Katinka Hustad
Lyt til artiklen

Denne artikel blev publiceret 25. maj 2014.

De tre kvinder, du ser her, udgør et paradoks. Hvis man bruger BMI-indekset er den ene slank, den anden overvægtig og den tredje meget overvægtig. Men alle kvinderne har den samme fedtprocent — og derfor skal du vare varsom med udelukkende at bruge BMI, som en sundhedsmarkør.

Det afslører den omfattende helbredstest, som Politiken for tre uger siden sendte de tre kvinder igennem på Rigshospitalet.

Fedtprocenten er væsentlig, fordi den fortæller, hvor mange procent fedtet udgør af den samlede kropsmasse. Den resterende masse består af muskler, vand, organer og knogler. Fedtprocenten og fordelingen af fedtet er ifølge forskerne mere retvisende mål end BMI for, om vægten – uanset hvad den er – reelt er sund eller ej.

LÆS ARTIKEL

Professor: Raske overvægtige skal undgå slankekure hvis de vil være sunde

»BMI siger kun noget om, hvor meget kropsmasse, der er, mens fedtprocenten siger, om det er god eller dårlig kropsmasse. BMI kan skjule, om en person er usund eller sund. Fedtprocenten er ærlig tale«, forklarer cand. scient. Morten Zacho, testansvarlig på Center for Aktiv Sundhed på Rigshospitalet, hvor de tre kvinder blev testet.

De tre kvinder har alle en fedtprocent, der ligger højt, men i normalområdet. For en 40-årig kvinde er fedtprocenten normal, når ligger på 20-40 procent, mens en 50-årig kvindes fedtprocent er normal, når den er 25-45.

Rikke Decara

Bente Klarlund Pedersen om Rikke:

»Rikke Decara er overvægtig, men ikke meget overvægtig. Hendes fedtprocent er lidt høj for hendes alder, og hun har lidt mere fedt omkring maven i forhold til hofterne, hvilket ikke er så godt. Heldigvis har hun også fedt på hofter og lår, som er sundt at have. Det værste, i et sundhedsperspektiv, er kun at have fedt på maven. Testen viser i øvrigt, at Rikke er sund og rask«.

Rita Jørgensen

Bente Klarlund Pedersen om Rita:

»Rita Jørgensen er i kategorien ’meget overvægtig’, men fedtprocenten er faktisk normal for hendes alder. Og når man sammenligner hendes fedtprocent med Louises og Rikkes, afviger den heller ikke meget fra deres, selv om Louise er normalvægtig. Det, der blandt andet gør Ritas BMI højt, er hendes muskelmasse. Rita har en enormt kraftig muskelmasse og relativt lidt fedt i forhold til sit høje BMI. Til gengæld har hun mere fedt omkring maven end hofterne, hvilket ikke er den bedste fordeling. Testen viser også, at Rita har let forhøjet kolesterol. Selv om hun uden tvivl er beskyttet af al den motion, hun får, skal hun nok tænke på kosten og komme lidt ned i vægt«.

Louise Monsrud Ekelund

Bente Klarlund Pedersen om Louise:

»Louise Ekelund har en absolut normalvægtig BMI, som endda ligger lavt i normalområdet. Derfor er det også meget overraskende, at hun har en fedtprocent på 37, hvilket er højt for hendes alder. Det er næsten det samme som både Rita og Rikkes fedtprocenter, og de er begge overvægtige.

Louise har en ringe muskelmasse, hendes fedt sidder mest på maven og mindre på hofter og lår. Louise er det, man populært kalder tyndfed. Det er hun blevet, fordi hun bevæger sig alt for lidt. Testen viser også, at Louise som den eneste af testpersonerne har udviklet prædiabetes. Det skyldes i høj grad hendes tyndfedme og inaktivitet. Louise er et rigtigt godt eksempel på, at BMI ikke kan stå alene som sundhedsmarkør«.

Line Felholt

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her