På en måde kan man sige, at Tones halvanden måned gamle søn er et produkt af Politiken.
Det var nemlig en artikel i Politiken, der var årsag til, at Tone købte den app, der skulle sikre hende et sexliv uden graviditet. App'en hedder Natural Cycles og blev godkendt som præventionsform af den tyske, tekniske certificeringstjeneste TÜV sidste år, hvilket gjorde det muligt at markedsføre app'en på tværs af Europa.
I månederne op til, at Tone købte app'en, havde der været meget fokus på at have en 'ren krop', som hun kalder det. Tone var begyndt at dyrke yoga, købe økologisk og generelt tænke mere eller meget over sin kost.
»Jeg tænkte, at det lød sindssygt godt med sådan en app. Jeg gik meget op i, at det skulle være så naturligt som muligt, så jeg blev netop meget tiltrukket af, at man ikke proppede sin krop med hormoner«.
