De praktiserende læger skal overtage flere opgaver fra hospitalerne som led i regeringens forslag til en reform af sundhedsvæsnet. Her er vi på besøg hos Jørgen Steen Andersen, praktiserende læge i Skovlunde.
Foto: Emma Sejersen

De praktiserende læger skal overtage flere opgaver fra hospitalerne som led i regeringens forslag til en reform af sundhedsvæsnet. Her er vi på besøg hos Jørgen Steen Andersen, praktiserende læge i Skovlunde.

Sundhed

Lysten skal drive lægen til praksis i ny sundhedsreform - men kan den det?

Regeringen kommer med 25 forslag, der skal skaffe flere hænder og sikre større arbejdsglæde i sundhedsvæsnet. Gammel vin på nye flasker, mener Socialdemokratiet.

Sundhed

Den ekstra økonomiske gulerod til læger, sygeplejersker og sosu’er udeblev, da regeringen præsenterede sit forslag til, hvordan den hurtigt vil sikre nok medarbejdere til at indfri ambitionerne i den reform af sundhedsvæsnet, der skal sikre bedre behandling af patienterne tæt på deres hjem.

I stedet appellerede sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) til især sygeplejerskers og yngre lægers motivation og lyst til at løse de nødvendige opgaver de steder, hvor der er brug for dem.

Yngre læger skal motiveres til at vælge et liv eller en periode i almen praksis, der er tiltænkt en nøglerolle i reformen. Den vil blandt andet flytte behandling, pleje og kontroller af et stigende antal ældre med kroniske sygdomme væk fra sygehusene og ud i dels store sundhedshuse, der samler praktiserende læger og andre faggrupper under samme tag, og dels til moderniserede almene lægepraksisser med flere ansatte og funktioner end i dag.

»Vi vælger at gøre det med lyst og ikke med tvang. Patienten skal ikke møde en tvangsudsendt læge, som er på gennemrejse hvert halve år, men en person, der har alsidige opgaver og stor arbejdsglæde«, sagde ministeren, da hun på Christiansborg præsenterede de 25 initiativer i regeringens udspil ’Flere hænder og større arbejdsglæde’.

Dermed henviste hun til Socialdemokratiet, der i sit sundhedsudspil sidste år foreslog en tjenestepligt, der pålægger nye læger at arbejde et halvt år i en almen praksis i en landsdel, hvor der er mangel på læger.

Manglen på praktiserende læger er så udtalt, at omkring 100.000 danskere ikke har en fast familielæge, men er knyttet til en såkaldt udbuds- eller regionsklinik. I tyndt befolkede områder må patienter rejse langt for at komme til lægen, og syv ud af ti lægepraksisser har lukket for tilgang af nye patienter. Det er under dette pres, at regeringen vil have de praktiserende læger til at løse endnu flere opgaver.

Regeringen vil blandt andet skrue op for antallet af introduktionsstillinger til faget almen medicin med 120 i år og 200 næste år, ligesom den vil løfte antallet af forløb i hoveduddannelsen med 160. Den vil give mulighed for, at yngre læger med job på et hospital kan få orlov og prøve livet som praktiserende læge af, ligesom reservelæger skal have lov at blive ansat i en praksis.

Den vil skabe sundhedshuse med attraktive arbejdsforhold for praktiserende læger, og den vil tilskynde læger til at praktisere i yderområder ved blandt andet at hjælpe med køb og salg af bolig, job til ægtefælle for at få de »sten ryddet af vejen«, som forhindrer læger i at rykke ud, hvor de er en mangelvare. Og den vil lade praktiserende læger uddanne mere end én læge ad gangen hos sig som led i den kliniske basisuddannelse.

Et redskab til at få de forslag realiseret er partnerskaber med lægernes faglige talerør, og Praktiserende Lægers Organisation er positiv over for udspillets hovedtræk, mens Yngre Læger glæder sig over afskaffelsen af 6-års reglen, der sætter en tidsfrist for, hvornår en læge skal begynde hoveduddannelsen.

Regeringen vil uddanne 2.000 flere sygeplejersker og vil søge en aftale med arbejdsmarkedets parter om at skabe rammer for, at flere sygeplejersker går fra deltid til fuldtid. Halvdelen er på deltid, og et regnestykke viser ifølge udspillet, at hvis alle på deltid vælger at arbejde 1,3 timer mere om ugen, vil det svare til 1.000 nye sygeplejersker. Samtidig skal sygeplejersker have lov til at udføre flere opgaver på egen hånd uden instruks fra en læge – såsom at vaccinere ældre i eget hjem, sy små sår og tage blodprøver.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Der skal også uddannes flere social- og sundhedsassistenter, og de skal have flere opgaver, der kan give dem bedre mulighed for at gøre karriere i faget.

Ellen Trane Nørby, det virker, som om lysten skal drive værket. Lyst skal få sygeplejersker til at gå op i tid, den skal få læger til at flytte ud, hvor ingen læger er, den skal få unge læger til at tage alle de 320 introstillinger, og den skal få praktiserende læger til at arbejde i sundhedscentre frem for i egen praksis. Hvad giver dig optimisme i forhold til at tro, at den lyst er til stede?

»Jeg tror på, at lysten er til stede. Jeg oplever, at de dygtige medarbejdere i sundhedsvæsnet alle er søgt derind, fordi de har lyst til at gøre en forskel. De står med menneskers liv i hænderne og ser glæden i patienternes øjne, når de gør noget, som kan være ubetydeligt, men som for patienten gør en verden til forskel. Vi har ikke behov for tvang, men for at ændre rammevilkår og øge motivationen«.

Har læger og sygeplejersker et samfundsansvar for at flytte sig og påtage sig de opgaver, som man politisk mener skal løftes?

»Jeg tror godt, at man kan have et samfundsansvar som læge, sygeplejerske og sosu-assistent og samtidig påtage sig opgaver ud fra en lyst til at gøre en forskel. Men for mig er løsningen ikke at blive tvangsudsendt«, siger hun.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Flemming Møller Mortensen, sundhedsordfører for Socialdemokratiet, mener, at regeringens forslag er »gammel vin på nye flasker«, der ikke vil løse problemet med lægemangel. Og en tjenestepligt for læger under uddannelse er ikke anderledes end den pligt, vi pålægger forsvaret og politiet, pointerer han.

Dansk Folkeparti er som udgangspunkt positiv over for regeringens forslag, men skeptisk med hensyn til, om der følger nok penge med til lægerne, der skal løfte mange nye opgaver. De er klar til at forhandle om indholdet.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce