0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Anders Legarth Schmidt
Foto: Anders Legarth Schmidt

De unge taler om svære følelser i en fælles samtale med psykologen en gang om ugen. De tager afsæt i sedler, teenagerne selv har skrevet.

Kapitel 4: En sætning på en lyserød seddel rammer paradokset ind, for hvordan tager man imod hjælp, når man ikke vil have hjælp?

En gang om ugen kan patienter på afsnit B 204 blive undervist i at regulere deres følelser. Gennem tyve minutter får psykologen mindet Laura om, at hun nogle gange faktisk gerne vil have det bedre.

FOR ABONNENTER

At være en flue på væggen er et ædelt ideal blandt journalister. Vi skal betragte verden og formidle det, vi opfatter, så nøgternt og objektivt som muligt. Men hvad nu, hvis vores blotte tilstedeværelse ændrer den virkelighed, vi godt vil give et indblik i? Hvad stiller man så op?

Tanken melder sig, da jeg ankommer til børne- og ungdomspsykiatrisk afsnit B 204 på min første dag og lægger mærke til, at flere af de unge gemmer hovederne i hættetrøjer, så jeg knap kan se deres ansigter. Jeg er en fremmed på deres enemærker.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

    Alt om Corona­virus

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden