Der er nye vacciner klar til brug i kampen mod corona. Hvis du sidder med en følelse af deja-vu efter at have læst det, er det måske, fordi det kun er 10 dage siden, at sundhedsminister Magnus Heunicke (S) meddelte befolkningen, at nye variantopdaterede vacciner var godkendt og klar til det kommende vaccinationsprogram.
Men nu har det europæiske lægemiddelagentur (EMA) indstillet en endnu nyere vaccine fra Pfizer/BioNTech til godkendelse ved EU-Kommissionen. En opfordring, som EU-Kommissionen meget sjældent vælger ikke at følge, fortæller Hanne Lomholt Larsen, der er enhedschef hos Lægemiddelstyrelsen.


























