Det var måske også lettere, hvis vi ikke fik alle de børn.
Hvorfor ikke holde os til hunde, for ud over, at de ligesom børn skider, fælder og lugter, så er der dog punkter, hvorpå de adskiller sig. For eksempel er det lettere at opbevare hunde, end det er at opbevare børn. Hunde kan trods alt lukkes inde og i kortere eller længere tidsrum passe sig selv. På det område er børnene mere krævende. I hvert fald som vi behandler dem. Eller som vi gerne vil behandle dem. Eller som vi tror, at vi gerne vil behandle dem. På nærværende billede, som fotograf Jens Dresling har taget på Københavns Rådhus, ses nogle forældre med deres børn. Eller også er det omvendt. De har for en kort stund taget ophold på rådhuset, fordi de er utilfredse med kommunens planer om at skære ned på udgifterne til de kommunale daginstitutioner. Faktisk er forældrene rasende; så rasende, at udsigten til en lussing af de store fik overborgmester Bjerregaard til at skrue kraftigt ned for planerne. Selv om hun dog i sit nyhedsbrev bedyrede, at forældrene ikke havde forstået et kuk. Det var ikke sådan, hun udtrykte sig, men det var det, hun mente. De var forvirrede og misledt af onde personer. Andre forældre, for eksempel. Ja, de forældre forstår ikke en brik. Her kan de høre og læse om et samfund, der aldrig har været rigere, og om en kommune, der gerne vil tiltrække børnefamilier, men hvad er det så, de oplever? De oplever det modsatte og forstår ikke hvorfor. Det kan nok så mange overborgmesternyhedsbreve ikke lave om på. I mit hoved er det en kilde til evig undren, hvorfor vi ikke yder de kommende generationer alt det bedste, vi er i stand til. Ikke bare det nødvendige. Først står ungerne på skuldrene af os, men lige om lidt står vi på skuldrene af dem. Om jeg forstår, hvorfor et samfund ikke kan få ind i knolden, at børn og unge er den største drivkraft, et samfund råder over, den største energikilde, at de er den rigdom, al kommende udvikling udspringer fra. Er det, fordi børn er forsvarsløse, at man prøver at banke dem ned i mulden? Heldigvis har børnene forældre, og heldigvis er der gang i de forældre. Billedet af forældre og børn, der har taget rådhuset i besiddelse, er ikke en historie, der ryster vores del af verden, men det er en væsentlig historie, og et billede på de muligheder, som vores samfund heldigvis byder på; vi kan vise vores utilfredshed ved at sætte os på gulvet. Denne gang. Og denne gruppe. De børn, som er blevet unge, og som ikke synes, at ’sid ned’-aktioner nytter noget – tag nu dem, der mistede et hus på Nørrebro, der var deres – de går mere drastisk til værks. Det må være et system og et samfunds pligt at have store ører, og det må også være en kommunes pligt at være klogere og smidigere end alle os andre tilsammen. Alene af den grund, at det forpligter at have ansvar – og at være voksen.
