Har du nogensinde set et privat billede af Anders Fogh Rasmussen?

Helle Thorning-Schmidt? Mads Mikkelsen? Osv. osv. osv. osv.? Nej, det har du ikke. Du har kun set et ansigt lagt i de rigtige folder, nemlig de folder, der er beregnet på at blive fremvist på den officielle måde. Det private menneske, privatpersonen inden i personen, bliver ikke vist frem. Og skal måske ikke vises frem? Der er individer og grupper i vores offentlige rum, der er ekstremt eksponerede. Politikere, skuespillere, kokke (sic!), politiske kommentatorer og kendisser, der bare er kendisser, fordi de er kendisser. (De har et behov, og vi har et behov, men det er en anden historie …). For dem alle gælder, at de bliver filmet og fotograferet i én uendelighed, men at vi aldrig ser andet end en skal. Ofte en fjollet, overfladisk smilende eller grinende skal. Det accepterer vi, fordi vi godt ved, at de ikke er rigtige mennesker, i det sekund de stiller sig til skue. Det ’rigtige’ menneske, der gemmer sig bag skallen, findes kun i det rum, de har reserveret til sig selv. Et rum, hvor vi ikke kan se dem. Der kan de bøvse, bande og prutte og opføre sig lige så fjollet som alle os dødelige. I det lukkede rum får de ikke stukket et kamera op i sylten – for i det lukkede rum, det vi kalder privatlivet, kan ansigtet falde i de folder, det nu engang har lyst til at falde i. Hvis man ikke er scenevant, så aner man af gode grunde ikke, hvordan man skal agere foran et kamera. Man er forsvarsløs mod den voldtægt, det er at blive fotograferet. For at blive fotograferet er en højst unaturlig situation, hvor man risikerer at blive frataget en del af sig selv. Det er den del, de scenevante har øvet sig i at tilbageholde, hvorimod alle de sande amatører ikke ved, hvordan man skjuler sit sande private jeg. Voldtægt er måske et for stærkt ord, men der findes mange mennesker, der ikke kan lide at blive fotograferet. Det forstår jeg godt og alligevel ikke. For fotografiet er – og det næsten uanset dets periodiske overfladiskhed og dets iboende tilfældighed – stadig et godt redskab, hvis man har lyst til at se, hvordan man ser ud. I hvert fald på et billede. Det giver også en god mulighed for at iføre sig ’de andres’ øjne. »Nå, er det sådan mit tøj sidder«, tænker man, når man ser billedet. »Den bluse kunne godt trænge til en udskiftning, og det samme kunne ansigtet«, noterer man sig i forbifarten. Manden på fotograf Martin Lehmanns billede er udenlandsk håndværker. Han ser på, at vi ser på ham. »Rend mig i røven«, tror jeg han tænker. Det gør vi ikke, vi vil bare gerne se på ham. For måske kan fotografiet af det andet menneske lære os noget om det, der er inden i personens krop. Men det kan det altså kun, hvis der er hul igennem. Hvis masken ikke er på plads, og hvis personen foran kameraet lader os komme ind. Jeg kan godt lide den mand. Han er sig selv og ligner ikke en, der er bange for noget. I hvert fald ikke for at vise os det. Mere af det – også gerne hos dem, der tror, at masken beskytter dem.