Dette er ikke et billede af Folketinget, Pia Kjærsgaard eller Naser Khader.
Selv om det, efter ugens tragiske indenlandske sæbeopera, havde været passende under denne overskrift.
Som skrevet står, er det et billede af Nørreport Station i København.
Forfatteren Søren Ulrik Thomsen, som er stringent i sin kunst, kan måske netop derfor godt lide, når tilfældighederne nogle gange former vores omgivelser. Det kunne man læse i Politiken i onsdags. Når eksisterende bygninger overhales, omringes eller bare fyldes op med uforudsigeligheder. Så sammensuriummet, virvaret, det tilsyneladende uplanlagte og livet i almindelighed folder sig gnistrende, larmende og stinkende ud.
Livet.
Som vi på alle planer gør alt for at styre og kontrollere. For at vores børn kan vokse op og blive lykkelige, vores arbejde give mening, fritiden indhold og årenes sagte arbejden sig hen imod døden kan forløbe i nogenlunde orden – så vi ikke synes, at vi spildte tiden. Kontrol og orden er midlerne.
Rod og grimhed er noget, som systemer hader. For det er billeder og eksempler på ting eller eksistenser, der er ukontrollerbare. Og indbygget i systemet ligger netop: at sørge for orden. Tilfældighederne må ikke råde, for så mister systemet magten. Og mister det magten, så mister det også sin eksistensberettigelse. Altså, orden, kontrol og rette linjer. Og skal de være skæve, så skal de være arkitekttegnede og godkendt.
Hvordan slår vi et slag for den manglende kontrol? Hvordan bevarer vi, skal vi sige 10 procent, uorden, rod og grimhed i vores omgivelser? Tør vi overlade det til – tilfældighederne? Vil ’tilfældighederne’ kunne overvinde systemets ønske om styring? Næppe.
Altså må vi kvalitetssikre rodet, grimheden og den uforudsigelige knopskydning. Kun ved kontrol skaber vi ukontrol.
I Borgerrepræsentationen skal der være et borgerråd, hvis eneste formål er at sikre, at alt roderiet ikke fjernes. De har vetoret, når Nørreport Station skal jævnes med jorden, Sydhavnen jordes og blive til ejerboliger, Christiania normaliseres og resterne af småværkstederne rundt omkring lukkes.
Det er forståeligt, at Søren Ulrik Thomsen ikke vil kaldes slumromantiker m.m. For det er han selvfølgelig ikke. Jeg kan ikke se ind i hans hjerne, men handler det ikke om, at vores omgivelser ikke skal ligne noget, der er lagt på med en kæmpe spartel og en overdimensioneret betonkanon? Vi taler om, at de skævheder og opståede tilfældigheder, som vores øjne møder, er berigende, fordi det bryder med den måde, vi er vant til at tænke på – og se på.
Det handler også om alder, og alder handler om historie. Gammelhed og rester af dengang er vigtigt, det er med til at sætte nuet i perspektiv.
Det er meget svært at tage et grimt fotografi. For fotografier har det med at finde deres egen form inden for den givne ramme. Og det uanset hvem der trykker på knappen. Derfor bliver fotografier af rod og grimhed ofte meget smukke. Snyd med andre ord. Så vil man opleve rent og uforfalsket rod og hvad deraf følger, så er det bare med selv at komme af sted. Nørreport Station, Sydhavnens rester af småskure, for slet ikke at tale om udkanten af de jyske provinsbyer. Og så videre.
Hvordan kan vi kende det smukke, hvis vi ikke kan finde det grimme?
