I fredags klokken 11 offentliggjorde World Press Photo vinderne af årets konkurrence.

Verden rundt præcis på dette tidspunkt flokkes fotografer, bureauejere, billedredaktører, udgivere og andet godtfolk omkring deres computer, for på dette tidspunkt kan alle billederne ses på nettet.

Som de tidligere år er der altid én, der læner sig ind over bordet, peger på et vinderbillede og siger: »Det dér er da ikke særlig begavet valgt?« Hvortil jeg altid svarer, at en (hvilken som helst) jurys endelige valg, intet har med begavelse at gøre.

Det har med politik, taktik og kompromiser at gøre. Disse uudsagte og underliggende betydningsbærende lag er ofte udslagsgivende for det endelige valg, en dommerkomite træffer.

Alligevel er det ganske enkelt. For nogle år siden, blev den tidligere sekretær for juryen spurgt om, hvorfor et bestemt billede havde vundet. Og han svarede med disse lakoniske ord: »Fordi det fik flest stemmer«.

Et gennemsyn af dette års vinderbilleder, bliver også i glimt et synsmæssigt deja vu. Fotografiet er ikke anderledes end andre kunstarter eller udtryksmåder; det udvikler sig langsomt, og derfor bliver tendensen til en udtryksmæssig gentagelse ofte resultatet.

Men det behøver ikke at være af det onde. Tag f.eks. klassisk musik. For selv om der skrives ny musik, så er koncertsalene og operahusene jo fyldt med ’gammel’ musik.

Blandt operaerne er det italienerne, Mozart og Wagner, der fylder mest, men da vi elsker musikken, er den eneste måde at ’forny’ oplevelsen på at flytte handlingen til nutiden, pifte op med videobagprojektion og lejlighedsvist noget, der kunne forveksles med sex på scenen.

Der skrives ny musik, men det er svært at komme til fadet, for vi elsker det kendte og vi elsker, at vi kan nynne med. (…medmindre den musik de skrev for 100 år side bare er bedre end den der skrives i dag, men det er en helt anden historie…).

I fotografiet er det ikke hver dag, at der opfindes nye udtryksmåder. Én måde at forny sig på, er at konceptualisere sin fortællemåde. I stedet for at være fluen på væggen og spurte efter de mennesker, man er sammen med, så går man den modsatte vej.

Som her Vanessa Winship, som har vundet 1. pris i kategorien Portræt Serie.

Hun har fotograferet skole piger i det østlige Tyrkiet. Dér står de så, alene, to og to eller flere sammen. De ser ind i kameraet, holder lidt i hinanden, og er alvorlige. For det er et stort øjeblik, når ens billede skal tages. Det er enkelt og blændende godt fotograferet.

Fotografen er i niveau med dem, der bliver fotograferet, (hvilket ikke er en så stor selvfølge, som det lyder som), og lyset er Vorherres eget. Blødt kommer det ind af vinduet for enden af gange og smyger sig omkring pigerne. Hvad tænker de på? Er de søskende? Tvillinger?

Det tror jeg, for de har de samme strømper og sandaler på, ja også deres kjoler er ens. Billedet kunne være taget for 100 år siden, for det er tidløst i sin nysgerrighed og sin evne til at formidle det som fotografen så.

Det er der til gengæld mange andre billeder i årets World Press Photo, der ikke er. Tidløse, altså. Krigen i Afghanistan har afløst krigen i Irak som den mest fotograferede rædsel.

Er det fordi hvide fotografer ikke kan arbejde i Irak længere, eller er vi bare trætte af den krig? Eller er det fordi krigen i Afghanistan viser sig at være endnu mere vigtig for vesten end Irak er? Som så ofte før rejser fotografierne flere spørgsmål end de giver svar.

Se selv mere på www.worldpressphoto.com