Hver fredag sidder cirka en tredjedel af Danmarks befolkning og ser på et tv-program, hvor nogle mennesker skal synge foran tre dommere og et publikum. X-factor fascinerer. Og specielt én mand har tiltrukket sig opmærksomhed. I fredagens udgave af Information kunne man læse Thomas Blachmann tale om god og dårlig smag. Det var befriende, fordi han ligeud sagde, at den gode smag peger fremad. Har perspektiv og vil dig noget. Men det væsentligste var måske, at han ikke havde oplevet stor forskel på hans og publikums holdninger. Og her forudsætter vi selvfølgelig, at Thomas B. har ret i sin bedømmelse af de optrædende. Kvalitet og god smag følges tit ad. I Politikens maskinrum er der dagligt mange diskussioner om, hvad der er kvalitet eller ej. Både inden avisen laves, men i allerhøjeste grad, når den er udkommet, er der mange, der har meninger om resultatet. Fotografier er frit svævende og undsiger sig eksakte målingsmetoder. I sidste uge holdt jeg tre foredrag, og alle tre steder fik jeg spørgsmålet: »Hvordan kan man se, om et billede er godt?«. Mange vil gerne have en opskrift på dette enkle spørgsmål. En opskrift, der kan sikre, at man er sikker på at kunne lokalisere det gode billede – når det materialiserer sig foran en. Men den opskrift findes heldigvis ikke. Der findes kun ledetråde. Derfor er svaret på spørgsmålet et modspørgsmål: »Hvad synes du selv?«. Og altid viser det sig, at spørgeren selv er i stand til at definere det gode billede. Det er selvfølgelig et billede, der fortæller en historie, indeholder følelser, afstedkommer følelser hos den, der aflæser det, er godt komponeret, er æstetisk, har god form, kort sagt evner at kommunikere på det indholdsmæssige og formmæssige plan. Som dette billede, hvor skuespilleren Nikolaj Bro sidder bag scenen på Skuespilhuset og lige om et øjeblik skal på scenen i ’Hamlet’. Fotograf Jonathan Bjerg Møller fik lov til at overvære forestillingen bag scenen. Og også lov til at tage dette billede af Bro. For måske ville han helst have siddet alene, men Jonathan havde pli nok til både at være frembrusende og tilbageholdende på én og samme tid. En rigtig god evne at have som fotograf. Ja, en nødvendig evne. For man er nødt til at buse lidt på, ellers kommer der intet billede ud af anstrengelserne, men samtidig er man nødt til at bevare en anelse ydmyghed. For man er altid gæst i andres rum og sfærer. Ofte privatsfære. Og den skal respekteres. I mandags, for dette billede kunne ses i Magasinet i søndags, diskuterede vi dette billede. Mange var betaget af dets stemningsmættethed, men en enkelt syntes, at det var totalt ligegyldigt. Et dårligt billede med en forsimplet og grim symbolik. Hvad skulle vi sige til ham? Tæske ham? Tvinge ham til at æde restoplaget af Magasinet? Han havde jo ret. Altså sin egen ret. Og var selvfølgelig i sin gode grund til at få det ud af billedet, som han nu fik. (Hvilket altså ikke var ret meget…). Vi andre stod for den gode smag og var vilde med billedet.