MAN SKAL aldrig forsømme en lejlighed til at få taget et gruppebillede. Som regel indtræffer gevinsten ved at have fået dem taget først mange år senere. Måske dukker det op, når man i forbindelse med en flytning roder sine kasser igennem og pludselig støder på ringbindet med skolebilleder eller chartekket med billeder og papirer fra dengang, man gik på højskole. Man dvæler ved billedet, og pludselig kan man høre lydene fra gangene eller latteren fra kammeraten, der boede på naboværelset. Så mange var vi og så unge, tænker man. Pludselig forstår man måske bedre, hvad det var, der rørte sig i en, og hvorfor man tænkte og handlede, som man gjorde. Men det er ikke altid, at der skal gå år, før et gruppebillede giver indsigt og forståelse. Se f.eks. på dette billede af to ægtepar. Et dansk og et amerikansk. Så forskellige i baggrund og opvækst, men så ens at se på. Den gennemførte globalisering, så at sige. Billedet er taget i forrige uge, da statsminister hr. Fogh Rasmussen og hans frue, Anne-Mette Rasmussen, besøgte hr. George W. Bush og fru Laura Bush på deres ranch Crawford. Forstod man det ret, så var det en blanding af statsmandsbesøg og et venskabsbesøg. Billedet bekræfter det sidste. Det forestiller fire mennesker, der står side om side, afslappede og smilende, de rører ved hinanden, og så har mændene næsten ens tøj på. Billedet emmer af indbyrdes forståelse. Selv om det forestiller fire individuelle personer, efterlader det mest et indtryk af én samlet organisme. På trods af, at det er en statsminister fra et af verdens mindste lande (det er os), og en præsident fra verdens mest magtfulde land (det er USA), så forekommer der at være en jævnbyrdighed til stede. (ja, undskyld, men de to kvinder lader vi simpelthen bare stå, de er kun med, fordi de er koner til deres mænd). Bush smiler til sin ven Anders Fogh Rasmussen, som er ved at sige en lille morsomhed. Hvis viddet den dag var stort nok, så kunne det have været om deres ens påklædning, men jeg tvivler. Hvis man læste interviewet med ham i Politiken forleden, så forstår man godt, hvorfor Anders befinder sig så godt. Hvis vi bare kendte Bush lige så godt, som han selv gør det, så ville vi bestemt synes om ham, sagde han blandt andet. Den fornemmelse af kollektiv orgasme, man får, når man ser dette billede, giver bestemt mening, når man har læst vores statsministers udtalelser og hans næsegrus beundring for Bush. Derfor er det for en gangs skyld på sin plads at dementere udsagnet om, at et fotografi altid lyver. For dette billede taler desværre alt for sandt. Her er det på sin plads at sige, at det, du ser, er det, du får. Her er bestemt noget at komme efter. Her ser vi nemlig den ægte, utilslørede og uforfalskede Fogh Rasmussen. Her bliver vi for en gangs skyld ikke ført bag lyset, her gives ikke valgløfter, der bliver glemt dagen efter valget. Aldrig har Fogh været så ærlig. Aldrig har han haft så let ved at være sig selv, og aldrig har han haft sværere ved at skjule det. Det er denne totale overgivelse, der gør dette billede så skræmmende.