Regel nummer 1: Et samfund kendes på, hvor mange millioner kroner det bruger på at bure elefanter inde.
Regel nummer 2: Det er lettere at have medfølelse med dyr end med mennesker. Regel nummer 3: Det er mere synd for dyr end for mennesker. Uanset hvad der er synd for dem. Regel nummer 4: Regel nummer 3 træder kun i kraft, når vi taler om dyr, vi ikke spiser. I ugen, der gik, indviede Zoo et nyt elefanthus. Den verdensberømte arkitekt Foster and Partners har tegnet, dygtige ingeniører har regnet, og landskabsarkitekter har tænkt. Så for summen af 280 millioner kroner kan Zoos elefanter se frem til et bedre liv. Og vi, der vil glo på dem, har fået endnu bedre betingelser for at få vores nysgerrighed stillet. Og hvad skulle der så være galt i det? Absolut intet. Se regel nummer 1. Med bygningen har vi jo netop vist, at vi tænker på bæsternes gode og vil gøre alt for dem. Når vi nu har besluttet, at de skal spærres inde. Alligevel er det altid tankevækkende at sammenligne vores forhold til dyr med vores forhold til mennesker. For det er sgu sygt. At man kan få mennesker til at gramse varme hundelorte op i små, sorte plasticposer er et psykologisk kapitel for sig og fortjener vel et ordentligt studie, og at nogle betragter hunden som menneskets bedste ven, får også være. Men at vi ikke synes, at det er synd for kyllingerne, der i titusindvis vralter rundt i mellem hinanden, indtil de på dag 37 får kappet hovedet af, eller at det er synd for de cirka 27 millioner grise, der føder og pisser sig igennem et fængselslignende liv i de danske svinestalde, dét er et mirakel. Mennesket er uden konkurrence klodens mest hykleriske skabning. Med enestående elegance og uden at lukke øjnene for kendsgerningerne crawler vi os igennem den ene absurditet efter den anden. Som for eksempel, at vi i årevis skal høre på diskussioner om det betimelige i at behandle andre mennesker end os selv ordentligt. Hvad koster det årligt at drive de centre, hvor asylfamilier opholder sig? Hvad koster det at vedligeholde skolerne, så de ikke ligner noget fra en horrorfilm? Hvad koster det at investere i de børn, vi stolt har kopuleret os til, født og efter bedste evne forsøgt at opdrage, så de kan få sig et meningsfyldt liv (og forsørge os, når vi er blevet gamle)? Hvad koster det af indsigt i fremtiden og tro på næsten at sikre, at næsten får et anstændigt liv? Og hvor er det lige, at elefanthuset kommer ind, tænker du? Det kommer ind under regel nummer 3. Ja, undskyld roderiet, denne regel dækkes selvfølgelig ind under regel nummer 4. Men meningen er klar nok. Vi elsker at være gode mod dyr (mod de dyr, vi ikke spiser, forstås), for dyrene kan jo ikke klare sig uden os. Det er ikke dyrene, der er dyrenes bedste ven. Mennesket er dyrenes bedste ven. Vi kan både udrydde dem og bevare dem. En sand livsopgave for et ansvarligt samfund. Og så er der dem, vi spiser – det fede ved det er, at de ikke protesterer.
