I det fjerneste hjørne af Slagelse Kommune ligger en by med 528 indbyggere, Bisserup hedder den.
I løbet af sommeren 2006 blev (stort set) alle indbyggerne fotograferet. Det blev til en udstilling, som nu er blevet til bogen ’Bisserup – byen der fotograferede sig selv’.
På mere end 300 billeder bliver man på billede efter billede præsenteret for Bisserup-beboerne. På nær bogens sidste billeder, som er gruppebilleder af den initiativrige bys mange foreningsbestyrelser, er alle billeder ens; foran huset står dets beboere.
Når man ser så mange billeder, der er ens fotograferet, er det umuligt ikke at tage de sociologiske briller på. Jeg kan ikke lade være med at lave statistik og sammenligne. Eller forsøge at se mønstre. Nogle konklusioner er lettere end andre. Og mere taknemmelige.
Som det faktum, at det er let at konstatere, at Bisserup-folkene, og lad os bare tage springet fuldt ud og sige, at danskerne elsker hunde.
Der er rigtig mange hunde i de danske familier. Og gamle huse med stråtag, tilbygninger af mere eller mindre heldige tilsnit, havemøbler af alle slags og kvaliteter, fyrfadslygter og udestuer.
Men først og fremmest er der grønt og velplejet. Ikke et eneste hus bærer præg af forfald eller manglende vedligeholdelse. Husene, terrasserne og havegangene oser af tilpashed og omsorg.
Beplantninger og de bugnende bed, græsplænerne og urtepotterne er i topform. Det er et imponerende syn af ordentlighed og passen på.
Men det skulle være mærkeligt, tænker jeg, hvis der ikke også i Bisserup findes det, der findes alle andre steder, nemlig ham eller hende, der skiller sig ud fra gennemsnittet, der ikke får klippet sin hæk, men til gengæld klipper pladerne på sin bil, for derefter at parkere den i forhaven. Hvor udhuset forfalder, og skraldet omkring huset vokser. Måske er det dem, som ikke ville stille op? Eller er Bisserup Jordens reneste og mest velplejede sted?
Det er vidunderligt at se, hvor meget folk elsker det sted, de bor, hvor meget de gør ud af det. For man er ikke i tvivl om, at Bisserup-borgerne letter på låget til gryden med tilfredshed og velstand. Man mangler tilsyneladende ikke noget i den lille landsby, i hvert fald ikke på overfladen.
De gamle bindingsværkshuse er nymalede, pensionistboligerne nye, og glade tilflyttere står foran deres knap færdigbyggede drømmehus.
Normalitetsbegrebet er som den værste eller bedste elastik; det kan bruges til hvad som helst. I Bisserup-borgernes optik til at bekræfte sig selv og hinanden om, at alting fungerer – efter hensigten. Og den er god, nemlig fuld at tryghed og orden. De kommer hinanden ved i en grad så stor, at flere glæder sig til om mandagen, hvor de kan få lov til at komme på arbejde og passe sig selv.
Billederne er et stykke skiveskåret Danmark, som med garanti kunne dubleres andre steder på vores 43.094 km{+2}. Og selv om det kun er et mikroskopisk kig ind i den måde, som danskerne ser ud og bor på, så efterlader billederne alligevel det indtryk, at afstanden mellem Bisserup og (om)verdenen er stor.
Hvem ville ikke synke hen i tilfredshed og selvbeskuelse, hvis alting gik så godt?
Se og læs mere om projektet på: www.bisserup.dk
