Iført blaserthedens og arrogancens lette fjed er det let, når øjnene løber over verdens begivenhederne, at komme med udsagnet: Alt er fotograferet. Heldigvis behøver man ikke mange sekunder til at overveje udsagnet, før man med lettelse kan konstatere, at det i bund og grund er noget sludder. Udskift blot ordet ’fotograferet’ med ’skrevet’, ’komponeret’, ’sunget’, ’sagt’, osv., og udsagnets tåbelighed står lysende klart. Alligevel sniger der sig en lille tvivl ind i mig. Ikke, at alt er fotograferet før, det kan selvfølgelig ikke passe, for så stod tiden stille, eller vi befandt os i en cyklus, hvor tingene, bogstaveligt talt, gentog sig. Ingenting gentager sig, men nogle gange sker der ting, som ligner noget, der er sket tidligere. Og det er noget andet end en gentagelse. Men alligevel, altså; det er som om udsagnene nogle gange gentager sig selv. (Nej, jeg tænker ikke på de sidste faser i et parforhold der for længst burde være opløst … se dog at blive skilt).
Deja-vu Det sker, når man lader blikket glide i gennem nogle af de fotografier, som har dokumenteret hændelser og begivenheder, at man nogle gange rammes af en følelse af genkendelighed. Deja-vu. Man får uvilkårligt den fornemmelse, når man ser et givent billede, at det ikke er første gang, man ser billedet. Det føles som at få overrakt en lille honningkagemand, og når man lægger den i sin hånd, opdager man, at hånden i tidligere tider har omsluttet og taget form af nøjagtig den honningkagemand, man nu ellers rører ved for første gang. En sær familiær genkendelighed. Sådan er det for eksempel med nærværende to billeder. Det ene er taget af den algeriske fotograf Hocine og var i 1999 vinder af World Press Photo. Det andet er taget i mandags i Gaza af Reutersfotografen Ibraheem Abu Mustafa. Fælles udtryk På Hocines billede sørger en kvinde over dræbte slægtning (der opstod dengang en kluntet og støjende diskussion om antallet af hvor mange dræbte slægtninge, hvilket grundlæggende ikke ændrer noget ved kvindes udtryk. Hvordan gradbøje sorgen over henholdsvis 2-3-4-5 eller 6 døde slægtninge?). Kvinden fra Gaza sørger over sin dræbte mand, som et Israelsk bombeangreb slog ihjel. Men dette handler ikke om hvem og hvorfor, dette handler om den grundlæggende problematik, nemlig: Har lidelse(-n) et fælles udtryk?. I fagkredse sætter man ofte etiketter på tingene, man udvikler en fælles kode. Dels for at gøre kommunikationen lettere, dels for at afklare begreberne i et forsøg på at skille tingene ad.

Fotografier som de to nærværende kaldes i fotografkredse for ’madonnabilledet’. Af den enkle grund, at ansigterne fortrukket i sorg og gråd, uvilkårligt kommer til at antage et religiøst, måske endda bibelsk, udtryk. Forståelse Sørger disse kvinder på den samme måde, åbent og synligt, fordi de stammer fra den samme del af verden? Græder arabiske kvinder anderledes end andre kvinder på vores klode?