Hver eneste dag forsøger fotografer at sætte sig ind i den journalistiske historie, så billede og tekst kommer til at hænge sammen. Ofte prøver vi at få ting med i billedet, som med det samme giver beskueren en ide om, hvad artiklen handler om. Det er ikke altid, det lykkes. Enten fordi vi ikke kan finde et egnet sted at tage billedet, eller fordi personen, som skal fotograferes, simpelthen ikke er med på ideen. Forleden skulle jeg fotografere Nordisk Films direktør Allan Hansen. Jeg kendte ham ikke i forvejen, og journalisten var i gang med interviewet, da jeg kom. Allan rejste sig, sagde goddag og spurgte, om vi lige skulle tage et hurtigt billede. Jeg takkede nej og foreslog i stedet, at vi ventede til efter interviewet og brugte lidt flere kræfter på at lave noget ordentligt. Et billede, som ikke blot var et portræt af en direktør, men som også gav læseren svar på lidt mere end de sædvanlige hvem-hvad-hvor-spørgsmål. Dét foto kunne jeg ikke lave på Allans kontor. For dér var ikke andet end et grimt, gult neonlys i loftet, et skrivebord med computer og et lille vindue. Det er vanskeligt at lave personlige og fortællende billeder sådan et sted. Kontorer over hele verden ligner hinanden. Jeg skulle med andre ord finde et miljø, der kunne få læsernes fantasi til at arbejde i retning af Nordisk Film. Så jeg begyndte selv at associere. Og kom til at tænke på filmruller, klaptræ, lamper, kameraer, biografsæder – og det store hvide dyr fra deres logo. Men ét er at få en ide – noget andet er at overtale den, der skal fotograferes. Her er det lidt som at være hos tandlægen, tror jeg. Folk bliver mere trygge i stolen, hvis tandlægen er god til at forklare, hvorfor et eller andet instrument skal ind og rode rundt i munden på dem. Og sådan er det også, når vi skal overbevise folk om, hvorfor de for eksempel skal bære rundt på en 1 meter stor isbjørn – som Allan Hansen endte med. Nogle gange skal man næsten bruge børnepsykologi – og fortælle folk, at det ikke gør ondt at blive fotograferet, eller at de ser helt vildt pæne ud i tøjet. Samtidig er det vigtigt at være ærlig omkring, hvad man vil. Når folk føler sig godt tilpas, løsner de op. Man skal gøre sig umage med at forklare, at udstoppede dyr og andre rekvisitter ikke skal med for at latterliggøre dem, men fordi det giver liv til billedet – og dermed til personen. Kunsten er ikke at overgøre det. Folk må ikke føle sig fremmede i deres eget portræt. For hvis de ikke kan genkende sig selv i avisen, får læserne også det forkerte billede.