Jamen, egentlig var det enkelt: De ville gerne have et barn. Sammen.
Emily og Kate var i slutningen af 30’erne. De var gift, de elskede hinanden, og i et par år havde de talt om, at kærligheden også skulle være mellem dem i kød og blod - som et barn.
Altså ... et.
Ét.
Men nogle gange får man mere, end man ønsker sig. Eller i hvert fald lige forestiller sig.
Også af det bedste i verden.
Det begyndte med, at de kontaktede en fertilitetsklinik og efter nogle aftener med omhyggelig granskning af udvalget af donorer på nettet – »vi ved formentlig mere om ham end om hinanden«, som Emily udtrykte det – valgte de én. Han var digter, stod der - og så lignede han skuespilleren Keanu Reeves, især på sine barndomsbilleder. Ham skulle det være.
I seks måneder forsøgte Kate at blive gravid. Men håbet slukkedes lidt efter lidt. Derfor foreslog lægen lige inden Kates sidste behandling, at Emily blev sat i gang samtidig. For det biologiske ur tikkede for de to kvinder i slutningen af 30'erne.
Og man bliver jo ikke gravid lige med det samme. I første forsøg.
Jo.
Emily gjorde. Bang, så var hun med barn. Alligevel tog parret hurtigt den beslutning, at Kate, der jo nu var midt i sit sidste forsøg, skulle gøre det færdigt. For Emily var kun var to uger henne – og hvad kunne der ikke ske ...
Emilys telefon ringede, mens hun sad på arbejde. Det var Kate, der indledte samtalen med et »Guess what!!!«. Emily begyndte at hyperventilere og græde og grine hysterisk og kan huske, at hun tænkte: Holy shit, hvad skal vi gøre?
Til New York Magazine har parret fortalt, at de husker deres synkrone graviditetstid som smuk – med dobbelt så meget lykke og dobbelt så mange forventninger. Men også med dobbelt op i morgenkvalme, træthed og hormonelle humørsvingninger.
Og dét der med at gå og håbe på, at partneren af sig selv pludselig sagde: »Ej skat, du ser slidt ud, skal jeg massere dine fødder lidt?« – det kunne man glemme. For ovre i den anden stol sad der én, der havde nok at gøre med at massere sine egne fødder.
