Bangkok har 10 millioner indbyggere og over 1.000 skyskrabere. Nogle af os rejser dertil for at se templer i guld, besøge skræddere og spise mad med kokosmælk. Nogle af os køber sex eller fotograferer markeder med blomster og frugter i smukke farver. Derefter gør vi som floden Chao Praya. Vi rejser mod syd. Løber ud af hovedstaden og ned til byer og øer med friskere vand og vind i palmerne.
Jacob Aue Sobol bliver tilbage. Hvor floden danner et netværk af kanaler med flydende butikker og huse på pæle. Centrum har bevæget sig væk fra floden, men kongernes flod har sit eget liv, sin egen livscyklus.
»Når jeg fotograferer, forsøger jeg at bruge mine instinkter så meget som muligt«, har Jacob Aue Sobol udtalt til Magnum Photos, hvor han er medlem. »Det er først, når billederne bliver irrationelle og uovervejede, at de bliver levende; de udvikler sig fra at vise noget til at være noget«.
I bogen ’By the River of Kings’ er billedsproget råt og direkte. Jacob Aue Sobol fotograferer eksplosivt og sanseligt. Hans intense sort-hvide billeder er hans personlige kendetegn. Hans stemme er klar og konsekvent i alt, hvad han gør, og den rendyrkes også i denne bogs 152 sider.
Slægtskabet til læremester Anders Petersen og den japanske Daido Moriyama er tydelige i fotografierne. Et stofligt og kornet dokumentaristisk udtryk fra Petersen med en bemærkelsesværdig nærhed til dem, han møder. Og et grafisk, hårdt og sort-hvidt sprog fra Moriyama. Men Aue Sobol har sin egen stemme, som han stoler på og satser alt på at bruge. Det er ikke klart, hvad han leder efter i Bangkok, men han ved, hvordan han skal lede.
Den, der ser åbningsbilledet i bogen af to børn, der klatrer våde op af floden, vil selv føle vandet på sin krop. Beskueren registrerer hundens våde pels, sveden, når maden bliver lavet i mørke lokaler, huden på den gamle krop ved flodlejet. Som objekterne vikler Aue Sobol publikum ind i elektriske ledninger, eller de finder sig selv siddende på en beskidt trappe, hvor de lægger mærke til de sorte blikke fra børn, gamle, mænd – og kvinder, der måske mest er mænd. De ser dig, og du ser dem.
Det er ubehageligt. Det er smukt, foruroligende og uklart. Der er liv og døde dyr i hårde sorte og hvide nuancer. Der er noget på spil, måske ikke mindst for Aue Sobol, der ønsker at finde ud af, hvem vi er, vi, der bor langs en flod. Overalt i verden.
Der hvor han befinder sig, nærmer han sig mennesker på samme måde. Med en udfordrende ærlighed og viden om, at vi alle ønsker at blive set.
Det er først, når billederne bliver irrationelle og uovervejede, at de bliver levende
En af de smukkeste fotografiske kærlighedshistorier, jeg kender, er Jacob Aue Sobol bog ’Sabine’ (2004). Hans skildringer af Grønland og forholdet til den kvinde, han var kæreste med, er ærlige og udforskende. Fotografierne er ungdommeligt naive og kloge på samme tid. De er også fotografisk søgende i deres uskyldige udtryk.
Hvor ’Sabine’ er en intim og nær historiefortælling, spiller Aue Sobol på andre styrker i ’By the River of Kings’. Alle præpositioner om fotografens tilstedeværelse ved det mørke beskidte vand kan bruges: I, på, bag, ved siden af, over, under.
Fotografens blik giver os aldrig et overblik, går aldrig tilbage. Han fanger, hvad der er lige foran ham eller bag ham. Med hud og hår.
Der er ikke meget tekst i denne bog. Kun et par sætninger om billederne fra floden i Bangkok med fotografens erindringer om, hvad han har set, og de mennesker, han mødte.
Han takker sine assistenter for efterarbejde af 700 sort-hvide film. Han takker sin mor for at hjælpe ham med at vælge ud blandt de 25.000 billeder. Fotografierne er hovedsagelig fra 2008 og tiden efter.
For dem, der se billederne, er det ikke overraskende, at han har fotograferet meget. Han holder et højt tempo. Han fotograferer intenst, insisterende og grænseoverskridende, råt og upoleret.
Både valget af den japanske udgiver Super Labo og billedredigeringen fremhæver Jacob Aue Sobols billedsprog, og løfter den til et endnu højere niveau. Det er udsøgte valg. Ingen af de 109 fotografier er overflødige. Trykkvaliteten er i top.
Dette er mørk og varm poesi. Fortalt og præsenteret på en mesterlig måde.
Ellen Lande Gossner er lærer på fotouddannelsen HiOA i Oslo. Før det arbejdede hun 9 år som fotograf og illustrator på den norske avis Morgenbladet.