Hun havde vidst det længe - at hun skulle dø. Nu skete det ...

Foto 18. mar. 2017 kl. 21.16

Ivan Boll

Fotojournalist

Tekst: Henriette Lind

Layout: Liv Ajse

Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Christia havde vidst det længe. At hun skulle dø.

Efter fire års kræftsygdom blev hun i slutningen af 2016 indlagt på et hospice, efter at hun havde sagt nej til livsforlængende behandling. Hun ville ikke bruge sin tid på at have det dårligt på grund af kemo, sagde hun: »Jeg ved jo, at jeg skal dø. Og indtil da vil jeg gerne være et så helt menneske, som jeg overhovedet kan«.

Århusianske Christia Maria Jermiin Dieserud insisterede på at tale om døden. Og ikke pakke den væk. Derfor var det også hende selv, der spurgte Politikens fotograf Ivan Riordan Boll – da hun mødte ham på hospicet i forbindelse med en anden artikel – om han ville følge hende med sit kamera. Til det sidste.

Billederne, han tog, blev i begyndelsen af marts hædret ved Årets Pressefoto som en af de tre bedste danske fotoreportager i 2016.

Christias liv endte en klar vinterdag i december.
Fortællingen om hendes sidste tid begynder nogle uger før ...

Det er eftermiddag. Christia har smerter – men er glad.

For 14 dage siden ankom hun til Hospice Djursland på et kortvarigt, såkaldt symptomlindrende ophold – men det har hele tiden været meningen, at hun skulle tilbage til sit hus i Aarhus.

I dag har hun fået at vide, at hun kan blive. På hospicet og på det værelse, der er blevet hendes – stue 11. Til det er slut.

I dét ligger selvfølgelig, at der ikke er så lang tid igen. Det ved hun godt. Men det er ikke det vigtigste nu. Det er roen. Det er at vide, at hun kan blive, hvor hun er.

Christia og hendes mand, Ole, sidder på terrassen foran hendes stue. Hun tænder en cigaret. Og én til. Hvert øjeblik skal nydes, når energien er der.

Det er 20 år siden, Christia og Ole mødte hinanden første gang. Dengang var de i hver sit forhold. Nogle år senere stødte de på hinanden igen. Da var de blevet alene, og gnisten var der stadig. De seneste 13 år har de været et par.

Tiden går. Som tiden gør. Inde på stuen og ude i verden. Dette er natten, hvor amerikanerne vælger, hvem der skal være præsident de næste fire år. Sygeplejerskerne har vendt møblementet på Christias værelse, så hun kan følge med uden at skulle stå ud af sengen.

Christias søskende er ankommet til hospicet. To af dem er rejst fra Norge. De vil være sikre på at nå at sige farvel. Og sammen skal de også have skrevet en liste med Christias ønsker – både for hendes sidste tid, og efter at hun er død.

Hospice Djurslands bygning ligger som en halvcirkel i landskabet. Alle rum har udsigt til bugten, vandet, himlen og det store træ. Man kan se ... langt.

Christia sidder meget ude på terrassen. Hun er 54 år, og nogle gange kan hun godt synes, at det er uretfærdigt, at hun skal dø. Hun bruger dét ord: »Uretfærdigt«.

Men mest siger hun, at hun er klar.

Christia er blevet indlagt på Århus Universitetshospital. Hun ophober væske i kroppen, og det gør, at hun har svært ved at komme på toilettet. Sådan skal det ikke være den sidste tid, synes lægerne, og derfor har de tilbudt hende at få lavet en stomi.

Det er et lille indgreb, men kræfterne er få. Og her aftenen før indrømmer hun, at hun er nervøs. »Tænk, hvis jeg dør under operationen«, siger hun.

Pludselig er hun ikke klar alligevel.

Ikke til at dø her på hospitalet. Ikke nu.

Det er tidligt om morgenen. Christia er den første, der køres ind på operationsstuen. Portøren kigger på den seng, hun har fået lov til at tage med fra hospicet. »Den er godt nok fin«, siger han. »Finere end nogen af dem, vi har her«.

Operationen går godt. Overlægen opererer selv og er tilfreds. Kun lidt over en time tager det.

Det er en torsdag aften. Alting er pludselig forandret, Christia er ved at dø. De seneste dage er hun faldet ind og ud af bevidstheden. Ind og ud af virkeligheden.

På et tidspunkt er hun ude at køre en tur, fortæller hun. En tur gennem Californien sammen med Ole. Han stresser hende, mens hun kører, siger hun – og det skal han lade være med. »Undskyld, Christia, det skal jeg nok«, siger han og smiler. Så kysser hun ham. Det er det, hun helst vil den dag. Kysse ham. Hun kysser ham mindst 100 gange.

Dagen efter kommer Christias søster, og så er det hende, der får al Christias opmærksomhed. Og selv om hun taler i tåger, fornemmer hun stadig, hvem der er omkring hende, og snakker norsk til sine norske søstre og dansk til Ole. Men gradvist forsvinder hun mere og mere ind i sig selv, og en aften er hun ikke længere til at få kontakt med.

Christias søstre og Ole skiftes til at være hos hende. De ved, at de har en lang nat foran sig.  Ole har redt op til sig selv på sofaen. Christia kaster med hovedet og vrider kroppen og siger ord, der ikke er til at forstå. De står rundt om hende, taler til hende. Holder hende på panden og holder hende i hånden. Det sidste, man mister, er hørelsen, har de fået at vide.

Ole er ved Christias side hele natten. Næste formiddag prøver han i et par timer at finde tid til at få sig et bad. Sekundet efter at han er gået ud på badeværelset og har taget alt tøjet af, bliver der banket hårdt på døren: Han skal komme nu. Nu! Han løber tilbage på Christias stue. Ti minutter efter trækker Christia vejret for sidste gang.

Ole sætter sig ud på terrassen, som han og Christia har gjort så tit den seneste tid. Han er lettet. Nu skete det. De har vidst det længe, ventet på det. Og det gik, som det skulle. Det blev, som hun ville have det.

Indenfor har søstrene sat sig for at gå Christias liste igennem. Der skal ringes til bedemanden, inviteres til åbent hus næste dag, hendes facebookside skal lukkes. Det hele skal gøres på hendes måde. Indimellem griner de lidt af det: At Christia altid vidste, hvordan hun gerne ville have det. Hvor bestemt hun var omkring de ting, der skulle gøres.

På den anden side af vinduet ligger Christia stadig i sengen. Ole kigger ind. »Så skulle vi ikke blive gamle sammen alligevel«, siger han. De nåede at være gift i 10 år.

De spiser lidt. Taler om alt muligt. Om familien. Ting, der er sket. Også om noget, der ikke har med Christia at gøre, egentlig. Bare snak – sådan som søskendeflokken så tit har siddet og talt sammen.

Bedemændene kommer ind. Familien går ud. Christia skal løftes over i kisten. Den er lavet af bæredygtigt træ – og hun har selv valgt den og de tegn, den er dekoreret med. Et af tegnene symboliserer det uendelige.

I de sidste minutter inden kisten bæres ud, lytter Ole og søstrene til et stykke musik, som Christia har valgt.

Så forlader de hospicet. Går over parkeringspladsen og sætter sig ind i deres biler og kører efter rustvognen mod Christia og Oles hjem i Aarhus.

Foran huset er nogle af parrets venner mødt op. De hjælper med at bære kisten ind.

Hjemme. Ole står lidt. Det samme gør en nabo. Naboen siger, at han ikke er helt komfortabel med at være i samme rum som kisten. Men på den anden side vil han gerne være der. Så han stiller sig længe i den åbne dør.

»Nu er du her. Og snart kommer folk«. Ole taler til Christia, efter at bedemændene har løftet låget af kisten. Det var Christias eget ønske, at venner og familie skulle kunne komme forbi derhjemme og tage afsked med hende.

Og når de kom, skulle der drikkes vin. En særlig vin, som Christia selv havde været i Italien og hente fire måneder før sin død. Og der skulle spises lasagne, naboens lasagne. Og folk skulle hygge sig, som hun sagde. Det sidste får indimellem latteren frem i køkkenet.

På hospicet havde Christia gjort det meget klart, hvem hun ville have omkring sig, når hun døde. Hendes mor ser hende først nu. »Åh, nej. Vil du ikke vågne op, Christia. Vil du ikke bare vågne ... Jeg er jo her. Kan du ikke komme tilbage ...«. Moren sidder længe ved kisten. Rejser sig. Vender tilbage. Rejser sig igen. Vender tilbage igen.

Endnu en nabo kigger forbi. Under armen har han en gammel rejsegrammofon, og på den spiller han et nummer for Christia.

Nu er der ikke længe til, at bedemændene kommer for at køre Christia til krematoriet. Ole sætter sig lidt ude i haven, hvor han og Christia tit sad og snakkede og røg.  En vild kat, som indimellem har gjort dem selskab, er der også i dag.

Han har taget afsked med Christia flere gange de seneste dage. Men måske er dette det sværeste. Bedemændene lukker kisten. Det er sidste gang, han rører hende. Sidste gang, han ser hende.

Efter Christias død skulle hun »flyves af sted« – sådan talte hun og Ole om det. Ole var piloten, der skulle gøre det – og han skulle have kasket på!  Så det har han selvfølgelig, da Christias skal ud på sin sidste rejse – op til krematoriet. I maj, når træerne blomstrer, skal urnen sættes ned.

Farvel. Rustvognen svinger omkring hjørnet.

Det er søndag. En særlig dag – og en almindelig dag.

Livet er slut, og livet fortsætter.

Læs også artiklen fra november 2016 'Til sidst i vores liv står de dybeste følelser frem' fra Hospice Djursland - der er skrevet af Dorte Hygum Sørensen og med billeder af Ivan Riordan Boll.