Hvorfor vandt billedet af likvideringen af den russiske ambassadør i Ankara årets World Press Photo?

»Fordi det er den lille historie, der illustrerer den store historie. Den lille historie er en mand, der er blevet så vred, at han lader følelserne gå ud over et andet menneske på ekstrem vis. Den store historie er den fortsatte krig i Syrien og de store konsekvenser, den har. Det er ikke en isoleret historie om et drab i Ankara. Så var det aldrig blevet så stor en historie. Det er en likvidering, som binder sig til en global konflikt for rullende kameraer. Det store perspektiv er noget, der går igen i de øvrige vinderbilleder. Det er som oftest et detaljeret øjebliksbillede, som forholder sig til noget større fra sin tid«.

Hvorfor skal det billede vises – risikerer vi ikke at gå gerningsmandens ærinde, når der netop er tale om en likvidering med et større politisk budskab?

»Vi skal altid være meget bevidste om, hvorvidt vi går nogens ærinde. Om det så er amerikanske tropper, der sejler ud i solnedgangen eller lanceringen af den nyeste smartphone. Den overvejelse står vi over for hver eneste dag i både stor og lille skala. Årets vinderbillede er meget voldsomt. Vi bliver vidner til en mands likvidering. Vi ser vrede og afmagt i yderste potens, og vi er tæt på. Men som medie skal vi oplyse og informere og ikke holde afgørende begivenheder tilbage. Årets vinderbillede skal vises, fordi det er et vigtigt nyhedsbillede på dagen, samtidig med at det bliver et historisk billede på længere sigt. Så i både det lange og det korte perspektiv er det et vigtigt billede. Derfor er vi nødt til at vise det«.

Hvorfor er der altid død og ødelæggelse på World Press Photos vinderbillede?

»Det er jeg så glad for, at du spørger om, fordi det er der nemlig heller ikke. De seneste tre års vindere har ikke portrætteret vold og krig. Mads Nissen, som vandt for to år siden, vandt med et billede af et elskende par i Rusland. At man alligevel kan få indtrykket af, at World Press Photo-vinderne altid portrætterer vold, er jo et udtryk for, hvad vi som tilskuere selv ligger i billedet. At vi selv plotter den ind i en kontekst. Et godt billede skaber nye og flere billede på vores nethinde, som får os til at sammensætte en større historie i hovedet. Jo stærkere billedets øjeblik er, jo stærkere og omsiggribende er historien. Det er netop det, der er tale om på årets vinderbillede. Øjeblikket er så stærkt, at vi ikke kan forestille os, at historien slutter der, hvor vi forlader den. Vi kan ikke undgå, at den fortsætter i vores bevidsthed i både sin lille og store form«.

fortsæt med at læse

Her er det! Verdens bedste pressefoto 2017: »Sådan ser hadets ansigt ud«