JACOB, Århus. »Hver gang jeg møder et menneske, skal jeg redegøre for mit køn i tyve minutter, før vi kan begynde at snakke sammen om andre ting. Jeg præsenterer mig ofte som dreng – selv om det ikke noget, jeg føler mig tilpas i overhovedet. Fordi jeg er blevet opdraget til at være en dreng – og fordi jeg ser det afspejlet i reklamer og film og i min families tilgang til mig – ligger det meget dybt i mig. Jeg er hverken rigtigt mand eller kvinde, men det har jeg det egentlig meget godt med. Jeg har i perioder prøvet at klæde mig mere efter mit køns konventioner, men har oplevet, at det gør mig mere ked af det, end kommentarerne gør«.
I Danmark er der en forholdsvis stor accept af tanken om, at køn ikke begrænser sig til kvinde og mand. Og det er blandt de yngre befolkningsgrupper, at accepten er størst. Det viser en undersøgelse, Megafon har foretaget for Politiken. På spørgsmålet om hvorvidt der i interviewpersonernes omgangskreds er en accept af, at et menneske kan være ikke bare mand eller kvinde, men også transkønnet, kønsneutral eller andet, svarer 54 procent af de 18-29-årige og hele 56 procent af de 30-39-årige, at de er helt eller overvejende enige. I takt med, at de adspurgtes alder stiger, falder procentdelen for at ende på 40 procent for de, der er 70 år eller derover.
Det samme mønster gør sig gældende i forhold til kendskabet til det flydende køns centrale begreber. Et udtryk som 'queer' er kendt af 58 procent af den yngste gruppe mod 27 procent af de ældste. Mens 'transkønnet' er kendt af 93 procent af de 18-29-årige og 94 procent af de 30-39-årige - mod 70 procent af gruppen på 70 år og derover.
Til gengæld er kønsneutrale pronominer som 'hen' stort set ukendt i alle aldersgrupper. Uanset alder svarer over 90 procent af de adspurgte, at de ikke kender nogen, der bruger 'hen' eller lignende om sig selv.
STORM, Aarhus. »Den normale opfattelse er, at der findes to slags mennesker her i verden, og at de er væsensforskellige. Men det er bare ikke en forståelse, som jeg kan nikke genkendende til. Jeg føler mig bedst tilpas i et androgynt udtryk. Jeg ser og føler mig hverken selv som kvinde eller mand – jeg placerer mig selv uden for det binære kønssystem. Det er en proces, men jeg har fundet ud af, at det er o.k. at bryde med normerne, og gør efterhånden en dyd ud af det, for jeg synes, de er begrænsende, og jeg vil gerne være med til at sprænge normerne og ændre verden, sådan at der bliver plads til flere mennesker«.
VINCENT, København. »Jeg føler mig nok aldrig rigtig maskulin, men jeg kan slet ikke forstille mig at være en pige. Jeg er rigtig glad for det, jeg er, og har ikke lyst til at ændre noget. Jeg går med kvindetøj, fordi jeg synes, det er smukt og sidder flottere på kroppen. For mig er det ikke et politisk statement, og det har intet at gøre med min seksuelle orientering. For mig handler det mest af alt om æstetik«.
BECK, København. »Jeg har indset, at min kønsidentitet har skiftet gennem mit liv indtil nu, og at den måske skifter igen en dag. Faktisk ændrer den sig fra dag til dag og fra den ene situation til den anden – afhængigt af hvad jeg har på, hvordan jeg bevæger mig, og hvordan jeg opfører mig, når jeg taler med folk. Mit køn er flydende, både i sit udtryk og inden i mig. De fleste af os forsøger at passe ind i rammerne for, hvad der er normalt accepteret, men grænserne for reglerne og forventningerne er forskellige i de forskellige sammenhænge. Hvor meget jeg eksperimenterer, justeres efter, hvor åbentsindede mine omgivelser er det givne sted. Nogle gange er det bare lettere at følge normerne og folks forventninger, selv om det kan være ubehageligt, for det kan være endnu mere ubehageligt, at folk er forvirrede over dig eller føler sig provokeret«.
Da fotograf Lærke Posselt begyndte på sit projekt ’Gender Bender’, stod det hurtigt klart, at hvis hun ville fortælle historien om, hvordan unge udfordrer den traditionelle køns-opfattelse, måtte hun vise »en mangfoldighed af udtryk«. Som hun siger:
»Der er så mange måder at bøje kønnet på, både i måden man lever, og måden man udtrykker sig på«. Hun bruger selv udtrykket 'queer' som samlende betegnelse for de mennesker, hun portrætterer i ’Gender Bender’, men hun mener, at sproget begrænser vores mulighed for at forstå netop det flydende køns- og identitetsbegreb, der er kernen i projektet. »Mine portrætter er et forsøg på at skabe et mere åbent møde mellem beskueren og disse mennesker, som er meget forskellige. Det, de har til fælles er, at de ønsker sig at kunne leve og udtrykke sig fri af kategorier og kønsnormer og uden at lade sig begrænse af andres forventninger. For nogle af dem er det et meget personligt projekt, for andre er det også politisk. Nogle af dem, jeg har fotograferet, er queer for at give plads til andre«.
For Lærke Posselt er der ingen tvivl om, at tanken om flydende køn har slået rod hos den generation, der vokser op nu. »Jeg har især oplevet stor interesse for ’Gender Bender’-projektet hos de helt unge. På de gymnasier, hvor jeg har vist det, har eleverne været meget nysgerrige og åbne overfor, at det her er en måde at tænke og leve på. Det er ikke så fremmed for dem, som det måske kan være for os, der er lidt ældre«.
TOBIAS, København. »Folk spørger, om jeg ser sådan her ud, fordi jeg tænder på det. Svaret er nej. Det, at jeg ser sådan her ud, har ikke noget med sex og seksualitet at gøre. Jeg synes, det er flot og fedt, og så er der en identitetsting i det. Jeg har brug for på en eller anden måde at vise, at jeg ikke er en typisk machomand. De fleste mennesker har måske vildt svært ved at forstå, at man kan være sådan her. Jeg har haft den samme kæreste i syv år, og det var faktisk hende, der foreslog mig at udforske det at være drag, fordi hun vidste, at jeg syntes, det var spændende«.
JULIAN, København. »Jeg oplever, at folk tror at jeg er en pige. Jeg synes ikke, det er meget ubehageligt, men jeg synes heller ikke, at det er behageligt. Det er synd, at vi ikke har fantasi til at forestille os, at en person med makeup kan være andet end en kvinde. Jeg går med mascara, fordi jeg synes, det er pænt. Det giver jo mening at prøve at tage sig så godt ud, som man nu synes, man kan«.
MANA, Aarhus. »Helt personligt har jeg det o.k. med de kasser, samfundet har for mænd og kvinder, selv om jeg synes, de er forsimplede og forkerte. For selv om jeg ikke kan leve op til dem, er jeg nødt til at definere mig selv ud fra dem. Det handler om, at jeg gerne vil betragtes som kvinde, og så længe jeg holder mig inden for nogle bestemte signaler, så mener folk, at jeg er en kvinde«.
Mand, kvinde, han, hun, hen – whatever. Sådan lader det til, at en overraskende stor del af de helt unge amerikanere tænker, ifølge en ny undersøgelse fra reserachfirmaet J. Walter Thompson Intelligence.
Undersøgelsen er lavet i samarbejde med ungdomsmediet Vice Broadly, og den har vakt opsigt internationalt på grund af de klare indikationer af, at køn er markant mindre vigtigt for de helt unge – også kaldet Generation Z – end for dem, der er bare ti år ældre: Den gruppe, der er over 28 år og som kaldes 'millenials'.
Tallene viser blandt andet, at mere end en tredjedel af Generation Z er meget enige i, at køn ikke spiller så stor en rolle for, hvem vi er, som det har gjort før i tiden. Det tal ligger på 23 procent blandt millenials. Under halvdelen af Generation Z køber udelukkende tøj, der er lavet til deres køn, vs. 54 procent hos millennials. Og 56 procent af de 13-20 årige kender personer, der bruger kønsneutrale pronominer som ’them’, ’they’ eller ’ze’ om sig selv. Hos millenials er det 43 procent. Undersøgelsen giver et samlet billede af, at tanken om at bryde med den traditionelle binære kønsopfattelse »har solid tilslutning blandt Generation Z’erne«, udtaler Shepherd Laughlin, trendspotting-direktør hos J. Walter Thompson Intelligence til Vice Broadly.
SARAH, København. »I forestillingen om, at det er fedt, at mænd er mænd, og kvinder er kvinder, er der rigtig mange mennesker, der går tabt. Vi er rigtig mange, som ikke passer ind i den bås. Jeg leger med hele kønsspektret og spæner frem og tilbage mellem det maskuline og feminine og måske endda noget tredje. Min protest kommer af en grundfølelse inden i mig, men er også en solidarisk og politisk handling. For ved at bryde ud af boksen kan jeg forhåbentlig give mere plads til, at andre kan gøre det samme. Jeg ville ønske, at vi kunne rumme hinanden uden at skulle definere hinanden hele tiden«.
EHM, Aarhus. »Jeg definerer ikke mig selv som hverken mand eller kvinde, men som et tredje køn. Det virker ret ukompliceret for mig: Jeg føler mig simpelthen hverken hjemme i kvinde- eller mandekategorien. Du kan sammenligne det med, at en firkant og en trekant ikke har samme form. Man kan sige, at jeg er transperson i den forstand, at jeg definerer mig som noget andet end det, jeg er blevet tildelt. Men jeg er altså ikke transmand eller transkvinde«.
CHRISTIAN, Aarhus. »Folk tror, de ved, hvad jeg er for en person, fordi jeg er mand og går med læbestift. Det, synes jeg, er utroligt fjollet. Hvordan, man ser ud udenpå, betyder jo ikke, at man ser ud på en helt bestemt måde indeni. Det, at jeg ser ud, som jeg gør, skal andre ikke forholde sig til, det har jo ikke noget med dem at gøre. Folk tager forhåbentlig det tøj på, de gør, fordi de kan lide det«.