I Askerød ved de besked. De er ude af ghettolisten. Og det er de glade for. Men de ved også besked om statsministerens nytårstale – især hans ord om at ville bryde beton op og rive bygninger ned. Og det er de ikke så glade for.
»Det er bare pynt. Politisk pynt. Man kan ikke fjerne samfundets problemer ved at rive nogle bygninger ned«, siger Sleiman. Han læner sig op af et jernhegn og skuer ud over en flisebelagt tom plads, hvor der indtil for nogle år siden stod en betonbygning. Den blev revet ned, som en af flere, for at gøre Askerød mere venlig at færdes i.
Sleiman holder varmen i sin sorte dunjakke, mens hans ven holder kulden og nysgerrige blikke på afstand bag sin hætte på trøjen. Sleiman Sleiman er navnet, de kender ham alle i Askerød – for hans kriminelle fortid, men nok mest for evnen til at vende tiden med bander og vold til en karriere med musik om netop sin fortid.
De lytter til ham, når han sætter ord på deres indre, mens de står her i aftenkulden. Blikket er fast, replikken er tydelig: »Vores forældres generation kunne politikerne godt tale hen over hovederne på, men det kan de ikke med os. Vi forstår godt dansk, og vi forstår godt, at politikerne bare løber efter stemmer. Vi ved godt, at socialdemokraterne ikke er racister, men at det er en nødvendighed for at være med i kampen om stemmerne. Jeg er ked af at sige det, men de taler om os, som om vi er verdens skrald«.
