Se billeder fra Tove Ditlevsens liv og læs udvalgte vers fra hendes digte.
Arbejderbarnet fra Hedebygade på Vesterbro, der allerede som ti-årig skrev digte, og som siden blev en af Danmarks vigtigste forfattere med sine tekster om barndommen, ungdommen, kærligheden, moderskabet og det mørke, der sniger sig ind alle vegne.
Hjemme. På besøg i Hedebygade på Vesterbro i København, hvor Tove Ditlevsen voksede op. Barndommens land og livet i arbejderklassen spiller en vigtig rolle i forfatterskabet, både i romanen 'Barndommens gade' og i digtet af samme navn fra 1942. Digtets mest berømte linjer lyder således: »Jeg er din barndoms gade/ jeg er dit væsens rod/ jeg er den bankende rytme/ i alt hvad du længes mod«.
Baggård. Endnu et billede af Tove Ditlevsen i Hedebygade. Den midterste del af digtet 'Barndommens gade' er kendt af mange, blandt andet fordi Anne Linnet satte musik til i 1986. Men digtet har tre dele. I den sidste del finder man linjerne: »Barndomsgadens brosten/ jeg selv og mine brødre/ som vi levede, dengang vi var små/ lange, røde næser/ og hæse skrigestemmer/ og lege der var farlige og rå«.
Kvinde. I 1955 udgav Tove Ditlevsen digtsamlingen 'Kvindesind', der kom seksten år efter debutsamlingen 'Pigesind'. Her kan man blandt andet læse disse fine linjer om tabt ungdom: »Der bor en ung pige i mig/ der ikke kan dø/ før jeg selv bliver træt af at tro, jeg engang var hende/ hun stirrer imod mig fra spejlet, i øjnenes sø/ efter noget, der altfor ofte er svært at finde«.
Familie. Tove Ditlevsen fik tre børn med tre forskellige mænd. Her ses hun sammen med sin fjerde ægtemand, Victor Andreasen, datteren Helle og deres fælles søn Peter. I 1950'erne og 1960'erne er mange digte skrevet ud fra husmoderens synsvinkel, som de afsluttende strofer i 'Hustruens sang' (1961): »For mænd og børn har trang til eventyr/ Jeg er hans hjertes instinktive kalden/ Mig søger han, sådan som trætte dyr/ Ved aftentide vender hjem til stalden.«
Liv. Tove Ditlevsen var kun 58, da hun tog sit eget liv i 1976. Så hun nåede aldrig den høje alder, hun skrev om i digtet 'Sådan vil jeg ældes' i 1942. Her lyder andet vers: »Alle mine store og perleblanke tårer/ skal funkle som små stjerner i øjets dybe bund/ bag min tindings skælven skal fine, natblå årer/ anes som små drømme, der eengang løb på grund«.
Fest. Med boghandlernes formand i Nimb. Og med en fin kjole på. Sådan en har Tove Ditlevsen besunget i 1939 i digtet 'Min nye kjole': »Når kedsomheden plager mig/ og dagene bliver altfor grå/ så smider jeg det gamle kluns/ og tager min nye kjole på/ Den hang en dag i en butik/ jeg gik derind og købte den/ nu bor den i mit klædeskab/ og er min allerbedste ven«.
Parforhold. Kærlighedens bittersøde væsen står centralt hos Tove Ditlevsen. Her ses hun med ægtemand nummer fire, Victor Andreasen, der var chefredaktør på Ekstra Bladet. Et af hendes kendte, og mere ukomplicerede, kærlighedsdigte er 'Så tag mit hjerte' fra 1942, hvor de to første vers lyder: »Så tag mit hjerte i dine hænder/ men tag det varsomt og tag det blidt/ det røde hjerte - nu er det dit./ Det slår så roligt, det slår så dæmpet/ for det har elsket, og det har lidt/ nu er det stille - nu er det dit«.
Ung. En yndigt rygende Tove Ditlevsen ved en festlig lejlighed. I sin første digtsamling skrev hun om den alderdom, der ventede: »Vig bort, I onde år, der grusomt dræber/ de varme øjne og de friske læber/ kom læbestift og hjælp mig med at lyve/ for jeg vil aldrig være mer end tyve«.
Kolleger. En digteraften i 1961 i Politikens Hus. Tove Ditlevsen flankeret af to andre digtere. Samme år udkom hendes digtsamling 'Den hemmelige Rude', med blandt andet digtet 'Veninder' om venskaber mellem kvinder. Her lyder sidste vers: »Må dette hvide venskab, inderligt/ unævnet, stå og dirre som et digt/ der bærer mellem linjerne et savn/ digteren intetsteds har kaldt ved navn«.