Der er to måder at gennemføre forhindringsløbet ’Xtreme Mandehørm’ på. Den let trippende, civiliserede stil, som de fleste lægger ud med de første få hundrede meter, hvor byboens krop stadig bilder sig ind, at den kan slippe nogenlunde hygiejnisk igennem og måske ved målstregen stadig skille sig en anelse ud fra den natur, den har bevæget sig igennem. Eller som Steen Pedersen, der bestyrer løbenes koncept, udtrykker det:
»Det er rigtig sjovt at se, for allerede efter 400 meter løber de faktisk igennem det første vand ude på en lidt sumpet mark. Der går de kun i til midten på skinnebenet. Og der tripper de sådan igennem. Men når først de falder, griner de, og: Så er vi sgu klar!«.
Herefter følger det resterende 11,5 kilometer lange amokløb, hvor intet alligevel kan blive mere uhumsk. Og den sidste rest af sippethed damper af.
»Jeg tror, der er noget mentalt i at give slip og sige: Fuck det! Jeg er jo så beskidt, som jeg kan blive. Jeg behøver ikke at bekymre mig om det eller løbe uden om noget eller anstrenge mig for ikke at synke i. For det bliver ikke værre«, siger Steen Pedersen.
.
.
.
.
.
’Xtreme Mandehørm’ – et terrænløb med forhindringer kun for mænd og med efterfølgende fest med gris og øl – blev første gang gennemført i 2008 i Fredensborg. Siden har mudderbølgen bredt sig, så der hver oktober løbes seks steder i landet. I år med omkring 8.000 deltagere, nogle i firmahold, andre fodboldkammerater, naboer eller bare mænd, der vil hinanden det godt – på den beskidte måde.
Politikens fotograf Jacob Ehrbahn har i flere år fulgt løbet i terrænet i Fredensborg og stillede i år sit kamera op efter rutens dybeste vandhul – kaldet ’Tyrens røv’ – og fotograferede deltagere umiddelbart efter dåben.
»Der havde været tre mudderhuller, alle sammen meget sjove, men så kom der endelig et ordentligt dybt et, og så tænkte jeg: Nu skal vi have noget value for money. Og så lavede jeg en bombe«, forklarer en af de portrætterede, Martin Knudsen, der er studentermedhjælper i Ældresagen og deltog med et hold kolleger.
Mudderet gik til livet, siger han. Det var ret tykt. Alligevel gik man let under og måtte hale sig frem i de tove, der var lagt ud.
Normalt når man løber, »går det jo bare ligeud«, som han siger. »Og der sker ikke så meget«.
»Her var der mudderhuller, hvor der ikke var anden måde at komme igennem med end ved at kravle. Der var tønder og halmballer. En sliske ned i en sø. Gamle biler, vi skulle kravle over. Og bomme og presenninger, vi skulle under. Men det sjove var, at vi fik mulighed for at heppe på hinanden og se hinanden i lidt anderledes situationer og kunne snakke om det bagefter i ølteltet«, siger Martin Knudsen, der som mange andre af deltagerne ellers ikke løber.
.
.
Fire ud af ti deltagere i årets ’Xtreme Mandehørm’ har ikke deltaget i andre motionsløb i år. Og kun de færreste løber for at vinde.
»I Fredensborg er der kun en gruppe ud af 12, hvor man kan vinde løbet. Og der er ikke specielt meget rift om at komme i den. De fleste er der, fordi det kun er for mænd, svarer de, og fordi det både er motion og fest«, forklarer løbsansvarlig Steen Pedersen, og at disciplinen er populær illustreres af, at kommercielle forhindringsløb som ’Toughest’ og Raw Reborn’ i år også er nået til Danmark.
Suppe-steg-og-is i grønt
I fire år har ’Bacon Holdet’ sværget til ’Xtreme Mandehørm’ og stillede igen i år op klædt i kropsnære grønne dragter.
»En kammerat og jeg skulle på et tidspunkt løbe en halvmaraton, men blev enige om, at vi ikke rigtig var kommet i form. Og da vi skulle vælge et navn, blev det så lidt suppe-steg-og-is«, forklarer Steven Christensen, der – når ikke han er i grønt (og brunt) er web-editor i et mikrofonfirma.
»Løbet er, hvad man gør det til. For os er det ofte med hovedet først og prøve at se, hvor mange af de mudderhuller man kan brystsvømme i«, forklarer Steven Christensen, der indrømmer, at han løbetræner.
Men kun tre uger op til.
»Det fede er, at det er uprætentiøst. Ikke så selviscenesættende som et halvmaraton. Det er nærmest en modreaktion. Vi løber altid i hold, og den mest langsomme determinerer tempoet, og så drikker vi noget Fernet Branca halvvejs. Hvis det havde været et hvilket som helst andet løb, havde vi nok ikke deltaget«, siger han.
»Og vi havde slet ikke klædt os ud i grønne dragter«.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
SÅDAN GJORDE JACOB EHRBAHN
En lørdag i midten af oktober 2014 baksede Politikens fotograf afsted på cykel gennem en af skovene ved Fredensborg - med en stige, en hvid teltside fra en party-pavillon og rygsækken fuld af fotoudstyr.
Teltsiden hængte han op mellem to træer lige efter et 10 meter langt vandhul. 'Tyrens røvhul' kaldes det - kendt og frygtet som stedet, hvor mange deltagere går ned muddermæssigt.
Når løberne kom op fra hullet, råbte han dem over til det hvide lærred og spurgte, om de havde råd til at give 30-60 sekunder af deres løbstid til fotografering.
De fleste sagde ja. Men de havde IKKE tid til at få deres navn skrevet ned - og det havde Jacob Ehrbahn sådan set heller ikke. Derfor optræder de 'anonymt' på billederne.
Jacob Ehrbahn fotograferede i 4 timer.
.