Før man overgiver sig til den overdådige, nærmest luksuriøse æstetik, der opstår i mødet mellem de smukt svungne former, den krystalblå lagune ud for Lanzarote, og lyset, der glitrende penetrerer overfladen, er det måske på sin plads at sige, at den britiske kunstner Jason deCaires næppe har tænkt sin udstilling som en hygge-temapark under havet.
Disse mandsstore figurer 14 meter under havets overflade forestiller flygtninge, der er forlist undervejs til Lampedusa på Sicilien, på flugt fra borgerkrigen i Syrien, fra uudholdelige livsvilkår og ingen fremtidsudsigter.
Det unge flygtningepar tager en selfie, men ansigterne er bortviskede, som om fisk allerede har spist dem, eller som om det næsten er blasfemisk at sætte konkrete ansigter på nogle håb og forventninger, der var dømt til at lide skibbrud på åbent hav.
Der er mindelser til de klassiske kinesiske terrakottakrigere fra Shaanxi-provinsen i nogle af Jason deCaires opstillinger på havets bund.
Hovedgruppen i skulpturopstillingen, 'Lampedusas tømmerflåde' er inspireret af det romantiske franske maleri af Théodore Géricault, 'Medusas tømmerflåde'.
Skulptursamlingen i beton, der vil kunne beses for dykkere og snorklere fra 25. februar 2013, som en del af Europas og Atlanterhavets første undervandsmuseum for moderne kunst, Museo Atlantico, hedder ’Lampedusas tømmerflåde’.
Flere af Jason deCaires tidligere undervandsinstallationer rundt om i verden er for længst blevet yderligere forædlet af tang, alger og fiskeefterladenskaber, der ad åre også vil give de nye formationer en særlig patina.
Tag ikke fejl: det er ikke nogen underholdnings-temapark, de har lavet i Lanzarote. Museo Atlantico handler om en verden, der er tabt, et håb der brast.
'Lampedusas tømmerflåde', opkaldt efter den sicilianske by der tog imod de første store hold af flygtninge, ligger 14 meter under havoverfladen.
Den består blandt andet af en båd med 13 flygtninge, et par, der tager en selfie med den tragiske pointe, at deres ansigter er bortvisket, som noget fiskene har spist – som billedet på den håbefuldt smilende fremtid, der aldrig blev. Meningen er, at fisk, alger og undersøisk vegetation vil komme til at sætte deres spor på kunsten, tolke videre på den, som årene går.
De levende døde, idømt evigt liv i det glitrende vand ud for Lanzarotes kyst.
Der er både noget underjordiske terrakottakrigere fra den kinesiske Shaanxi-provins over det, såvel som en mere bevidst parafrase over Théodore Géricaults berømte dramatiske maleri ’Medusas tømmerflåde’.
Ham her kan man få i søgeren - og vice versa - hvis man dykker eller snorkler i koralrevet ud for Lanzarote.
Nogle af figurerne i den kæmpemæssige installation nedsænkes på deres betonfokler.
De nåede aldrig frem til Europas motorveje i deres søgen efter trygheden nordpå. De druknede i Atlanterhavet.
Sidste sommer sænkede deCaire fire ryttere frit fra Johannes’ åbenbaring ned i vandet i Themsen ud for parlamentet, kun fuldt synlige og dryppende af vand under ebbe. Tålmodigt, næsten gruopvækkende tålmodigt afventende den apokalypse, de siges at indvarsle. Han har også placeret en rundkreds af skolebørn på en sokkel under havet ved Grenada og, mest spektakulært af alt, 500 søfolk i fuld størrelse i koralrevet ud for Cancún i Mexico. Ikke alene er kunstneren selv dykker og snorkler – hans publikum forventes også at være det.
Skulpturer, der om lidt står på havsens bund, som fortryllede i eventyrligt lagunevand.
Jason de Caire laver gipsafstøbning af levende model til sin installation.
- og her ses kunstneren parat til at nedsænke fortroppen af sin flygtningeinstallation i vandet.
Jason deCaire understreger, at ’Lampedusas tømmerflåde’ ikke er tænkt som en hyldest, men som en evig skamstøtte over vores passivitet og kollektive ansvar over for tragedierne.
Indadvendte, bortvendte. Set fra en anden vinkel kan figurerne i båden udstråle nærmest naive fremtidshåb.