I Jinja, som ligger 80 km øst for Kampala, Ugandas hovedstad, ligger en lille ngo, som hedder Hospice Jinja. I et område på størrelse med Fyn og Sjælland tilsammen er organisationen en af de eneste - hvis ikke den eneste - som hjælper de fattige syge der, hvor de bor.
Og det er vigtigt, for mange i området, som er et af Ugandas fattigste, har ikke råd til transporten til de offentlige sundhedsklinikker og sygehuse, der ofte ligger langt fra de syges hjem.
Juanita Mbabazi er sygeplejerske i Hospice Jinja. For en månedsløn, der svarer til 1.250 kroner, kører hun hver dag rundt og behandler hiv-smittede og cancerpatienter - og hvad der nu ellers viser sig af dårligdomme hos områdets indbyggere.
Kl. 11.14 Eseza Namsanu får taget sit blodtryk. Hun er 77 år og har kræft i halsen. Hun kan ikke tale, da hun har en slange inopereret i halsen. Men da Juanita ankommer, klapper hun i sine hænder og smiler bredt. Eseza var blevet henvist til strålebehandling på Mulago hospitalet i Kampala, hvilket er omkring en dagsrejse væk. Men da hun ankom til hospitalet, var det eneste stråleapparat gået i stykker.
Kl. 11.32 Hospice Jinja hjælper andre patienter end dem med hiv/aids og cancer. Tibakuno Kalori mistede sit ben i en motorcykelulykke, og nu er der gået betændelse i såret. Mange af de syge bliver efterladt af deres familer, folk er bange for, at de smitter. Derfor er de syge ofte ofte meget ensomme, så en stor del af sygeplejerskenes arbejde er også at give omsorg, røre ved patienterne og lytte til dem.
Kl. 12.27 Juanita fører løbende journal over patienterne, så man kan følge udviklingen. Det foregår i bilen.
Kl. 13.29 Arsenalet af medicin bliver fragtet rundt i en almindelig rejsekuffert, der ligger på bagsædet af bilen.
Kl. 15.10 Der lugter af råddent kød, når man træder ind i hytten. Den sødlige stank rammer som en hammer. Ved første øjekast ser det ud som om, Mukada Mukadasi på 33 år har benprotese. Men det viser sig at være en såkald 'våd koldbrand', der er ved at få hans ben til at rådne væk.
Kl. 15.37 En kvinde kan ikke længere holde sig oprejst. Hun skriger, forsøger at tage tøjet af, men bliver holdt fast af sine veninder. Hun skriger igen, mens børnene er stimlet sammen om hende. Så synker hun sammen. »Det er første gang, vi har set hende sådan, hun er normalt en glad patient. Vi frygter, der er gået noget galt psykisk«, fortæller Juanita.