Læs artiklen senere
Gemt (klik for at fjerne)
Læst
»Ej, nu smitter du jo«, sagde Lillian og gabte derefter selv.
Og hun havde ret. Jeg sad i spisestuen og gabte vrangen ud på mig selv, for jeg var blevet holdt vågen den halve nat af en stædig ventilator.
Lidt over halv to den nat stod jeg ud af sengen og bad om at få den slukket og der blev svaret, at der allerede var blevet gjort opmærksom på problemet og at det vil blive ordnet meget snart. Det generede ikke nogle af de andre beboere! Men helt ærligt - de er jo hundrede år gamle.
Hundrede år og lidt til. Kirsten, som havde ryggen til Lillian og jeg, er 105. Hun sad i sin rævepels og blå øjenskygge og slubrede i sin vanillebudding med kirsebærsaft.
