Man kan sige og mene en masse om forandringen af arkitekturen i den gamle flyvebådsafgangscentral i Havnegade. Efter designerguruens ombygning ligger der et mindre center for gastronomisk udfoldelse med tre restauranter, en deli og en bar, og det mest imponerende er, at her er stuvende fyldt selv i begyndelsen af ugen.
Stemningen er høj, her er storbystil med høj cigarføring, men også pigeselskaber på fødselsdagsudflugt, veletablerede børnefamilier og smarte jetsets. Vi faldt ned i de auberginefarvede lænestole og betragtede livet over et par bobler (italiensk prosecco til 75 kr. per glas). Den italienske restaurant er tredje og sidste sted for anmelderbesøg i dette designerkompleks.
Først og fremmest kan Bacino byde på et flot rum. Selv om det gamle åbne rums idé er væk, er det betagende at sidde helt henne i halvcirklen ud mod vandet og gennem de store åbne glaspartier betragte Vor Frelsers Kirke og havnekanalen.
Rummet er lyst og stilen ukompliceret og indbydende. Den helt igennem og hele aftenen utrolig søde og opmærksomme tjener var der straks for at forhøre sig om vore vandønsker, der var postevand. Menuer til børn og operagæster
Små grissini og lidt friskost samt tomatdyppelse indledte en meget omsorgsfuld serveringspolitik. Og så var der menukortet. Her er en operamenu, der skal bestilles inden kl. 18, til 325 kroner for tre retter, hvilket med det fine tempo, stedet holder, sikkert kan være en god ide.
Så er der den seksretters menu til 525 kr., der skal bestilles af alle ved bordet. Så det var heller ikke aktuelt, da vi ville se så meget som muligt. Der er i øvrigt også en børnemenu, der forbilledligt nok holder sig til italienske klassikere og ikke taler ned til børnene, men som tager alvorligt, at børn vil have enkel mad. Retterne her koster cirka det halve af de øvrige retter.
A la carten spænder vidt, og der er naturligvis antipasti (115-225 kr.), primi (110 kr., hvis det er mellemret, ellers cirka 175 kr.), secondi (155-285 kr.) og desserter (75-125 kr.). Priserne er i den ret så høje ende, og det stiller store krav til maden. Fornem vagtel
Vi indledte med et glas sauvignon fra Friuli, der var en af de få glasvin i den hvide afdeling, ligesom der også kun er et begrænset udvalg af glasudskænkning i rød. Det er for ringe for et sted, der tilstræber en international stil i den prisklasse.




























