Det ord, der går mest igen på restaurant Cucina Veras hjemmeside, er 'ægte'. »Placeret i en lille sidegade - som en ægte italiensk restaurant. I hyggelige, gamle lokaler - som en ægte italiensk restaurant. Med noget for alle sanser - som en ægte italiensk restaurant. Restaurant Cucina Vera byder indenfor i det ægte italienske køkken - som modsat en ægte italiensk restaurant ligger midt i København ...«. Cucina Vera betyder det sande eller ægte køkken - vi er i Italien, og det bliver ganske enkelt ikke mere ægte end på Cucina Vera, hvis man skal tro på, hvad de skriver. Det skal man måske ikke helt, må jeg sige, efter at vi har været forbi for at prøvespise en aften. Der er muligvis god vilje til stede, men det kniber indimellem med udførelsen, og rutinerne i køkkenet er måske sandet lidt til. Kjeld Langes Gade er en af de hyggelige sidegader i Nansensgade-kvarteret. Sådan et sted, hvor der godt må ligge en god italiensk restaurant og sende små velduftende skyer ud i den københavnske efterårsluft. Man modtages af den meget venlige vært, hvis papa-smil tyder på, at han indimellem har en ræv gemt bag øret. Lokalet er småt, i gyldne farver - og man sidder relativt tæt. Priserne er i midterlejet. Forretter går for lidt under en hundredekroneseddel, og hovedretterne ligger omkring hundrede og halvtreds. Og så er der vinen. Som noget fuldkommen enestående blandt de hundredvis af restauranter, der er blevet anmeldt på disse sider, kan man på Cucina Vera ikke købe vin pr. glas. Det er efter min mening komplet uforståeligt. Man ligger ikke i et velhaverkvarter, hvor folk bare knalder en flaske vin af, hvis de kun skal have et glas. Og reglerne for spirituskørsel er desuden lige blevet strammet. Vi havde kun lyst til et glas hvidvin til forretterne og fik møjsommeligt forhandlet os frem til at købe en halv flaske til 85 kroner. Mærkeligt. Go' nok til prisen Cucina Vera har dagligt en buffet med antipasti, som de komponerer en tallerken af til 90 kroner. Den indeholdt lidt forskellige salater, skåret charcuteri, stegte grøntsager og oliven. Ikke voldsomt inspireret - men udmærket. Man blev ikke slået af originalitet eller smagsrigdom i nogen af indslagene - vi var i den jævne afdeling - go' nok til prisen. Brødet, der kom ind, var ikke voldsomt spændende og noget tørt denne aften. Vi undrede os lidt over det, da der i kvarteret kan købes noget af det bedre italienske brød, der bages i København. Selv prøvede jeg fiskesuppen - Brodetto Adriatico til 80 kroner. Det var en forholdsvis tynd suppedas, der ikke smagte af så forfærdelig meget; indholdet var stykker af laks, lidt hvid fisk og en blæksprutte og jomfruhummer, der må have ligget længe i suppegryden. Blæksprutten var som viskelæder og jomfruhummeren kogt knastør. Ikke den store fest lige denne aften, desværre. Vi delte herefter en pastaret - en klassisk gang spaghetti alla puttanesca. Puttanesca er en fantastisk sovs - indbegrebet af det klassiske italienske køkken: Få, enkle ingredienser i den rette kombination frembringer en original, meget velsmagende ret med sit helt eget udtryk. Una puttana er en luder på italiensk - så denne pastasovs er altså ludernes foretrukne i Napoli. Der går flere gode historier om, hvordan den er opstået - mere om det en anden god gang. Cucina Veras spaghetti puttanesca var ikke videre fantastisk. En lidt ordinær tomatsovs dannede basen i sovsen, og de øvrige ingredienser, oliven, ansjoser, hvidløg og kapers, havde ikke fundet hinanden. Den var for groft skåret og for hurtigt eller skødesløst lavet, og så bliver det pludselig en lidt ordinær omgang pasta i tomatsovs med lidt kapers og oliven hist og pist. Til stilfærdigt 8-tal Hovedretterne. Min gæst prøvede Agnello al Pepe Rosa - lam med rosa peber. En udmærket, stilfærdig hovedret med nogle stykker stegt lam i hovedrollen - krydret med lidt rosa peber og rosmarin. Når man arbejder så enkelt, som store dele af det italienske grundkøkken byder, bliver håndværket så meget desto mere afgørende. Man skal stege sit lam, så det virkelig tager farve, og krydre det ordentligt. Det er sådan, at den ene 'ægte' sidegadekok distancerer sig fra den anden. Og aftenens lammeret var til et godt, stilfærdigt 8-tal, hverken mere eller mindre. Tilbehøret var ikke spændende: lidt stegte kartofler og blandede grøntsager - deriblandt noget dampet broccoli, der var så godt som blottet for smag. På min tallerken kom endnu en klassiker ind: Filet al Barolo. Oksefilet i Barolovin. Når de laver sådan en ret i en 'ægte' sidegaderestaurant i en lille flække i Piemonte, kan man smage, hvor mange liter Barolo, der har stået og hygget sig i en gryde med kødkraft fra alle de okseben, der ryger igennem køkkenet. Sovsen er afgørende - for det er i princippet retten. Stegt kød og sovs - færdigt arbejde. Og Cucina Veras sovs hørte denne aften også hjemme i den mere gennemsnitlige ende af spektret. Ydermere havde man valgt at servere retten med en stor, grøn salat. På samme tallerken. Varm rødvinssovs og frisk, grøn salat har det bedst på hver sin tallerken. Her endte det hele med at blive blandet lidt sammen - og våd salat er ikke så sjovt igen. Til hovedretterne drak vi en flaske Montefalco Rosso fra Antonelli, 1998. En udmærket, ret kraftig DOC-vin fra Umbrien til 220 kroner. I den søde afdeling blev det til en tiramisu og en panna cotta. Der var også is på menuen, men tjeneren fortalte, at den ikke var 'ægte' hjemmelavet - og så sprang vi den over. Tiramisuen var i orden uden på nogen måde at være sensationel. Det var panna cottaen til gengæld ikke. Panna cotta er ganske enkelt kogt fløde - som navnet også indikerer på italiensk - i princippet go' gammeldavs budding. Her havde den fået en underlig skorpe, der ikke havde en helt heldig konsistens. Det er svært at finde en nemmere dessert at lave, så den bør sidde i skabet hver gang - ikke mindst på en italiensk restaurant, der gør så meget ud af at servere den ægte vare ... 1070 kroner endte aftenens besøg i Cucina Vera med at koste. Det er lidt for meget i forhold til den ret jævne kvalitet, der kom ind på tallerkenerne. Gennemsnitligt, når det var bedst - indimellem ikke helt godt nok. Har man valgt det forkerte prisleje? Måske er det lige akkurat for billigt til, at køkkenet kan lave retterne 100 procent ordentligt - men samtidig for dyrt til, at man som gæst kan undskylde det med prisen, når de ikke er det. Men at stedet er hyggeligt og kvarteret det helt rigtige kommer man ikke uden om. Vi kan desværre ikke komme højere end 2 huer for aftenens italienske oplevelser. Den ægte vare må være mere ægte.