Der er efterhånden flere spisesteder, der markedsfører sig ved også at byde på underholdning. Det hele kan opleves i en samlet pakke, og så er det bare, hvorvidt man har samme smag for både mad og musik. Varietéen vendes så at sige på hovedet, så maden bliver det centrale, mens de musiske eller akrobatiske indslag blot er krydderiet. I Teaterkælderen under Det Ny Teater er det tjenerne, der synger barbershop, og det gør de aldeles glimrende. Måske skulle de forsøge at synge lidt for kokken, der godt kunne bruge lidt pep til sin ujævne gang bag gryderne. Lokalet er ganske imponerende, man skal ikke have meget fantasi, før phantomet fra operaen, som gik her sidste år, godt kunne dukke frem bag de rå mure, hvælvinger og jerngitre. Visse varietéregler er fastholdt. Gæsterne skal aflevere deres tøj i garderoben til 15 kr. per person!, og da vi netop kom i hælene på et stort fødselsdagsselskab, kunne vi pænt tage plads i køen og vente. Godt køkkenet ikke er lige så langsommeligt, for så havde vi siddet der endnu. Med overtøjet deponeret begav vi os ind i kælderen, hvis vægge er prydet med mange årtiers teaterhistorie. Relevant og munter læsning trods det kitschede. Vi fik lov at stå nogle ensomme minutter midt i det store rum, før en kvik og sød tjener forbarmede sig over os. Vi skulle egentlig betjenes af tenoren, men han var blevet ganske opslugt af det store fødselsdagsselskab, som vi uheldigvis var landet lige ved siden af. Smarte unge mennesker med trendy frisurer var forsamlet for at fejre en af damerne, og det gik ikke stille af. Middagen aftenen igennem var præget af afbrydelser, når der blev skålet eller råbt hurra. Vi havde ikke bedt om at komme til fødselsdag! Altså vi vidste godt, at der ville komme sang, men uvedkommende og temmelig monomane skålhilsner var vi gerne foruden. Den søde sopran blev ved vor side og sørgede for, at bestilling og levering af mad og drikke ikke blev forstyrret af selskabet. Men tysse på det store selskab kunne hun ikke. Ingen ventetid Der er tre a la carte-muligheder inden for hver kategori, forret, hovedret og dessert (288 kr. for 3 retter), så er der en månedens menu til 228 kr. for to retter og den dyrere Beauty and the Beast-menu til 328 kr. Vinkortets priser ligger mellem 169 og 900 kr. for mere eller mindre specificerede vine. Ikke én får tilskrevet årstal. Gæsterne stiller åbenbart ikke den slags spørgsmål. Da vi var tre, kunne vi prøve både a la carte, den billige og den dyre. Kvaliteten er samme jævne standard i alle tre. Køkkenet er gearet til store serveringer (vi sad ved bord 110), så da alle var tilsagt at møde klokken 18, kunne alle forretter afvikles næsten samtidigt, og ventetiden var forbilledlig kort. Beautymenuen bød på skiver af røget oksetyndsteg med bønnesalat. Fire alt for tykke skiver kød med velkogte grønne bønner og godt med hakket skalotteløg. Løgene gjorde det røgede kød godt, mens de arme bønner ikke havde fået dråben af en dressing at blive skønnere af. Dressingen havde heller ikke fundet vej til min salat, der lå som bund for en såkaldt torsketerrin, mens samme salat som bund for laksetataren i månedsmenuen havde fået al dressingen. Den var så hvinende salt, at den ikke kunne spises. Torsketerrinen var en udefinerbar fiskepuré, der var så hamrende kold, at den ikke smagte af noget. Lidt af kulden skulle have været brugt på den Crozes Hermitage fra Chapoutier (310 kr.), vi bestilte. Ingen vine vinder ved varm opbevaring eller servering. Husets egen vin i hvid blev testet i et enkelt glas (35 kr.). Den var ikke værd at skrive om, syrlig, tynd, og måske havde den været for længe i en åben flaske? Laksetataren var faktisk den bedste af forretterne. Kunstnerisk serveret på den oversaltede salat med en stribe balsamicoreduktion rundt om. Det visuelle udtrykker netop, hvad der var højgastronomisk for 25 år siden. Som sociologerne skriver det, først er Picasso kunst, så bliver han til plakat over hvert hver andet sofaarrangement. Så fik vi et par skønne numre af barbershoppen, og den syngende tjener kunne fortælle, at de ansættes på sangkvaliteter frem for serveringskvaliteter. Det kunne man nu ikke mærke. De var både søde og effektive. Mystik om dild Kort efter kørte hovedretten. Roses som aftenens bedste oplevelse ud over sangen skal brugen af ganske mange gode rodknolde og grøntsager, som var tilberedt med god smag, gode dressinger og god varme. Det er ikke stor kunst at flødekoge jordskokker, men gøres det ordentligt, smager det rigtig godt, hvilket var tilfældet her. Oksefileten i teatermenuen var mør og i form af tre pæne røde skiver. Med jordskokflødekompot og en pommes anna (lille form med mange tynde skiver kartoffel) var det en fin ret og fastholdt, at den billigste menu på mange måder var den bedste. Så langt, så godt. Men sovserne duede ikke. Den samme tynde syrligt sjaskede glace gik til både okse og beautymenuens krondyrfilet og gjorde intet godt for kødet. Krondyrkødet var derimod også i orden, og hertil fulgte en selleripuré med masser af god smag og smør. Desuden en kartoffelkokotte uden videre smag, der dog smagte bedre end min rodfrugtsoufflé med dild. Hvad den dild skulle der sammen med hanebrystet i tomatsjasket sovs, ved jeg ikke, men heldigvis fik jeg en masse ragout af gulerod og kartoffel og andet godt. Så kunne jeg supplere med det hjemmebagte ganske gode brød, hvis jeg var sulten. Kyllingen var stor, men for stegt i den tynde del af stykket, og så bliver den hvinende tør. Desserterne var italesatte øjentjenere. Flot lyder det med nougatbrownie, karamelis og appelsin/myntesirup eller chokoladesymfoni. Men ak, hverken brownie eller chokoladekage i symfonien var bestået i skolekøkkenet. Overbastant og uden markant chokoladesmag. Bedre var chokoladeis og karamelis, men så var begejstringen vist også til at overskue. Inklusive garderobe (45 kr.!) og vand blev det 1.254 kr. for tre personer, hvilket hverken er dyrt eller billigt. Oplevelsen er tilsvarende hverken god eller dårlig, men de søde tjenere og de gode grøntsager hiver kælderen op på tre huer.