Hovedstadens randområder er forholdsvis tyndt besat med spisesteder, der er værd at besøge, og heller ikke beretninger fra Hillerød har ligefrem virket tillokkende. Nu er der imidlertid kommet et spisested, der bestemt er togturen værd og et kærkomment sted for alle de fastboende i Hillerød. I restaurant Den gale coq midt i gågaden er der ikke plads til mange, og det er svært at få bord, hvis man ikke har bestilt i god tid. Årsagen er, at her kan man få god, veltillavet og årstidsvarieret mad til en overordentlig rimelig pris. Kokken er ikke spor gal, men spiller naturligvis på det franske, og selv om kokken ikke er en hane (coq på fransk), kan hun hamle op med mange haner. Hun har bl.a. stået bag gryderne hos en anden kamphane (m/k), Betina Repstock i Alberto K, og det i sig selv er en anbefaling. Konceptet er særdeles overskueligt. Her er to retter for 235 kr. og tre retter for 285 kr. Vinene på det lille, men rigtig velvalgte kort koster fra 165 kr. og op. Alt i alt særdeles overkommeligt. Spisekortet byder på tre af hver i kategorien forret og hovedret, en enkelt osteanretning og to desserter. Carpaccio af krondyr var udsolgt, så vi valgte henholdsvis en bisque af blomkål med confit af and og trøffel og en bruschetta med grillet kammusling, syltet tomat og sprød chorizo. Hvorfor blomkålen ikke må være i en suppe, og kammuslingen ikke kan være serveret på ristet brød, forstår jeg ikke, når det nu er det, der er sagen, men modeord gør sig godt på spisekortene, og Den gale coq er ikke ene om de ordækvilibristiske spisekort. Heldigvis er der noget bag ved ordene. Blomkålssuppen var rygende varm, pureret og rundet godt af med fløde, hvis mildhed fik et spark af en fin lille cylinder anderillette (en form for syltet and i små stykker) med intens saltsprængt smag. Som prikken over suppen var der et skvæt trøffelolie, og så kan jeg ikke få det meget bedre. Samtidig var der rigtig meget godt og tidskrævende håndværk i denne forret, og det er jo noget af det, man godt gider betale for, når man går ud at spise. Kammuslingeretten var simplere i tilberedning, men håndteret helt perfekt. Fire små grillede kammuslinger, der stadig var saftige og friske, lå på et stykke ristet brød og fik en fin smag gennem den sødlige syltede tomat med en vis syre og den fede, salte og stærke chorizopølse. Vi nippede saligt til en flaske Cairanne 2001 fra det sydlige Rhônedistrikt til 345 kr. Langvarig nippen Vi fik lov at nippe ganske længe, for nu var det lille sted prophamrende fyldt, og folk stod og ventede på ledige borde. Køkkenet fik byttet om på nogle bestillinger, så vi røg i den forkerte kø og måtte vente. Det kan ske, og her forstod man at håndtere det. Tjeneren undskyldte og gav et glas vin på husets regning, nu vi jo næsten var kommet til at drikke det meste af rødvinen, mens vi ventede. På den måde vendes en fejl til noget godt. Og heldigvis var hovedretterne gennemgående værd at vente på. Jeg fik en mør, men måske lidt ukrydret braiseret kalveskank. Den lå på en meget stegt, næsten brændt, kartoffelrösti. Øverst en lidt malplaceret skive stegt foie gras, der ikke spillede sammen med den kraftige fond og skanken. Ved siden en superlækker frisk og inspireret 'salat' af æbler og jordskokker, der passede fint til kødet. På den anden side af bordet kom et stort flot stykke bagt vesterhavstorsk, der havde fået netop den varme, den skulle, sammen med pocheret æg, ristet panchetta, rødbede og mild sennepssauce. Herligt at få en klassiker med et tvist med på menuen og ros til køkkenet for den gode håndtering af kulturhistorien. I det hele taget formår køkkenet med kun tre hovedretter at tilgodese mange ønsker. Den sidste hovedret var kantarelfarseret svinemørbrad med glaseret svinekæbe og kartoffelfondant (igen lidt rigeligt med ordmisbrug). Gedigen hæderlig sødme Desserterne kom ganske hurtigt herefter, og køkkenet viste i afslutningen, at det både kan og vil, trods et par småfejl her og der. Mocca creme brûlée med hvid chokolade parfait er ikke nyopfunden dessertkunst, men her var der tale om en gedigen hæderlig sødme og korrekt glasering af æggemassen. Det eksperimenterende var at finde i chokoladeraviolien, som vakte større begejstring på den anden side af bordet end hos mig, og her må forskelle i præferencer ikke tælle negativt. Den kom med et smukt og friskt tilbehør af syltede blommer i et højt shotglas og en god kugle hjemmelavet nougatis, der struttede af karamelliserede mandler. Med to dobbelte espresso og vand lander vi på 1.000 kr., men det er muligt at gøre tre retter med en flaske vin for 2 personer for 750 kr. Her er god valuta og håndværk for pengene, og selv om især min hovedret ikke helt havde fundet sin stil, er her til tre meget store og fremadstræbende huer, der snart snildt kunne blive til fire.