Det er svært ikke at skrue forventningerne en smule i vejret, når Danmarks enfant terrible i kreativ gastronomi vender tilbage til hovedstaden med et storstilet og smukt projekt, hvor unge kommer i arbejde omkring gryderne som en øvelse i teamsamarbejde. Søren Gericke har om nogen forandret det gastronomiske verdensbillede i Danmark, og alle vore store kokke tilskriver ham æren som ophavsmanden bag det store opsving og den udvikling, det danske frontkæmperkøkken har taget. I de smukke lyse kældre på Christianshavn har Gericke sammen med idemanden Kim Nyberg overtaget Restaurant Schiødts og udstyret den med det finurlige navn Grisobasovitz. Når man ankommer lettere nedsmeltet af den sene sommers 28 grader, er det skuffende, at kridttavlens løfter om åben gårdhave ikke holder. Når haven er lukket, skal den slags løfter viskes ud. Vi måtte altså indfinde os i en lun krog i de lyse klosterhvælvinger, hvor interiøret er tilstræbt tilfældigt. En sød, næsten friskfyragtig kvindelig tjener fremsagde aftenens muligheder i form af en fireretters menu, hvorfra man kan plukke efter lyst. Vi valgte to retter hver, fordelt over hele repertoiret. Derudover kunne vi have fået frikadeller med kartoffelsalat. Vinkortet er mere omfangsrigt og priserne i middelleje. Her er den store fordel, at man kan få alle vine i glas, hvilket må give et noget broget budget med alle de sjatter. Ligegyldigheder Den samlede menu lød på varmrøget ørred med salat og Antons dressing, stegt multe med en blanding af friske majskerner, fennikel og æble; kalveculotte med nye gulerødder og en skysovs samt til hovedretterne også kartoffelgratin, afsluttet af en dessert indeholdende mandelkage, syltede sommerbær og hjemmelavet parfait. Priser blev os ikke oplyst, andre end dem på vinkortet, men efterfølgende kunne vi se, at to retter koster 250 kr., når den ene ret serveres som hovedret. Den meget entusiastiske tjener forslog en let Morgon (Les Charmes 1999, Domaine des Pillets), da vi skulle have henholdsvis multe og kalv til hovedret, og fordi temperaturen var høj, fik vi den serveret efter ønske i en isspand. Vi indledte med hver sit glas cava til den rimelige pris af 45 kr., alt mens vi tog os i at sidde og spejde forgæves. Hvad var det, vi sad og spejdede efter? Gericke eller i det mindste Gerickes ånd. Forhåbningsfuldt troede vi, den ville indfinde sig på tallerkenen. Min medspiser fik fint nok sin forret, mens jeg jo senere skulle have dessert og derfor var indforstået med at vente. Forretten var i klassifikationen: traditionel forsamlingshusmad. En skive forglemmelig varmrøget ørred, lidt rimmad laks hvis tilstedeværelse også lod til at overraske tjeneren, nogle meget kedelige bløde agurker i asiatisk lage, der ville have stået sig med mere salt og syre, og en sommersprød salat med en god flødedressing, der indskrev sig midtvejs mellem moderne fransk dressing med grov sennep og en mormordressing med surt og sødt. Kun salaten, hvis dressing havde navn efter dagens kok, havde en tydelig afsender. Ellers var her tale om en ligegyldig madkommunikation, hvor afsenderen var usynlig og ligeglad med modtagerne. Hvor bliver Gericke af? Multen i hovedretten var god, sprødstegt og tilbehøret originalt og lidt frækt. Kalveculotten var derimod skåret på den forkerte led, så kun dens høje kvalitet ophævede problemet, at det er for sejt at skære. Vinen, der var blevet berømmet, var egentlig lidt for kraftig som sommervin, men smagen fejlede ikke noget. Prisen fik vi først på regningen: 332 kr. Min medspiser efterlyste igen det personlige touch af mesteren i køkkenet. Til prisen kan man ikke tillade sig at lade den fordufte helt. Som hun sagde, så indebærer et restaurantbesøg et ønske om at blive hevet ud af hverdagen. Det skete ikke denne aften på Grisobasovitz. Der kan være nok så fine tanker bag projektet. Når vi skal betale priser i den øvre middelklasseende, nytter det ikke, at slaget i køkkenet aldeles overlades til de unge. Det er vel også i konceptets grundide, at mesteren selv skal danne skole. Måske det ville sætte lidt mere personlighed på maden. Det kunne måske forhindre upersonlige retter uden afsender. Tagselvbord Desserten var en velmenende, tung og lidt rodet sag med både skønne syltede bær, vaniljecreme og mandelkage foruden en stor skive parfait-is på en sprød velkrydret småkage. Cirka halvdelen ville have været et renere budskab. Nu døde de syltede gode sommerbær i en overdreven portion creme anglaise, der også helt tog billedet fra den intense mandelmazarin. Her kom erindringer om det store tagselvbord i forsamlingshuset frem på lystavlen. Bortset fra bærrene, hvis balance i syre og sukker var perfekt, glimrede desserten ved et fravær at friskhed. De enkelte elementer var veltilsmagte, men kompositionen overlæsset og igen uden personlig holdning. Mens vi ventede på en regning, fik vi to dobbelte espresso, og den var blandt de bedste fem kopper kaffe, jeg har fået i København. 20 kr. per dobbelte espresso er et fund for den kvalitet. Regningen for to personer med to retter, en flaske rød, to glas cava og kaffe blev 1.000 kr. Med kun en ret og et enkelt glas vin ville det kunne gøres for det halve, men det fjerner ikke manglen på forførelse fra køkkenets side. Uanset de gode intentioner i projektet skal maden stadig kunne honorere gæstens ønske om at blive overrasket og rive os ud af hverdagen for en stund. Med den nuværende standard er her til tre huer, vi gerne løfter på i anerkendelse af det gode initiativ.