Man skal ikke lade sig forlede af titlen. M er i dette tilfælde ikke navnet på den gale forbryder spillet af Peter Lorre i Fritz Langs fantastiske sort-hvide gyserfilm fra 1931. M er navnet på en relativt nyåbnet restaurant på første sal over Ostehjørnets butik i St. Kongensgade. M står for Marquart, hvilket er efternavnet på den unge kvindelige indehaver, der smilende og ukrukket går rundt og betjener gæsterne. Stilen er enkel og stilfuld med svag kubisme i form af mange firkanter i det visuelle indtryk og farverne sort og hvid, der ifølge modeskaberne netop er dette efterårs trend. Her er trods det stilrene både hyggeligt og varmt at være, og gennem de store vinduesflader mod St. Kongensgade signaleres kvalitet og velvære, så man let lokkes inden døre. Her er rigtig dejlig mad til en stærkt favorabel pris, især når man tager i betragtning, at man befinder sig et lille stenkast fra Kongens Nytorv. I køkkenet står Jan Udholm som køkkenchef, og hans fortid i køkkenet hos Restaurant Beghuset og Kanalen ses ganske godt på tallerkenen, hvor maden er præcis, hvad den giver sig ud for at være. Den er enkel, den er klassisk, den er veltilberedt, og så smager den fremragende. Ligesom maden er enkel, er menukortet det også. Her er én menu med to forretter, en hovedret, oste og en dessert, og så kan man vælge fra 2 til 5 retter. Prisen er fornuftig med 2 retter til 299 kroner, og så lægges der 50 kroner oveni, for hver ret man tager ekstra. Det lille vinkort gør også sit til, at bunden ikke slås ud af økonomien. Her er vine fra 155 kroner flasken, og den vinmenu, der er lavet til menuen, er bygget op af enkelte glas, som man kan vælge til eller fra. Glasprisen ligger mellem 45 og 68 kroner, hvilket gør det muligt at sammensætte en menu af tre retter og tilhørende tre glas vin til 500 kroner Det må siges at være helt i orden og stærkt konkurrencedygtigt, når historien nu viser, at stedet til fulde holder, hvad det lover - også på tallerkenen. Mild kanin Serveringen er diskret, personlig og særdeles god til at holde tiden, uden at det virker forhastet. Vi fik således hurtigt en flaske vand, brød budt fra brødkurven med flere hjemmebagte små typer kuvertboller og en lille appetitvækker af stegt brissel i en let krydret tomatsauce. Fordi køkkenet nøjes med det lille menuudvalg, overkommer de at betjene alle gæster professionelt og hurtigt, selv om vi denne fredag indfandt os næsten samtidig alle sammen. Vi valgte hver sin forret, der forbilledligt hurtigt stod på bordet. Er der et tidspunkt, hvor ventetiden tæller, er det ved forretten, hvor sulten nager de fleste. Min medspiser fik en klokkeren terrine i trekantet facon med stykker af kaninkød lagt i lag med 'tømmerstokke' af gulerødder og skorzonerrødder. Det hele var bundet sammen af en klar sky, og smagen var mild og blød. Det blev modspillet harmonisk af en pikant, men ikke overdrevet rødbede-coleslaw, som ud over at oplyse tallerkenen med sin røde let psykedeliske farve var krydret fint med en grov sennepsvinaigre. Det milde kaninkød blev ikke overdøvet, men fremhævet i stedet for at smage af for lidt. Lige så ukompliceret, men velsmagende var min bouillabaisse. Der var tale om en klar skaldyrsbisque smagt til med lidt tomat og fint strimlet fennikel, der med svag lakridssmag gør den slags supper ekstra godt. Hertil et stykke dampet hvid fladfisk og et stykke skindstegt rød mulle, tre dampede blåmuslinger og en lidt trist kammusling. Det lille nye var, at aiolien (hvidløgsmayonnaisen) var rørt med moset artiskok, hvilket gav en passende svag bittersødme i den salte mayonnaise. På kanten af suppetallerkenen lå en nyristet lille tomathvidløgstoast. Begge nød vi et glas Chardonnay, men mens min til suppen var en Reserva, Jackson Estate 1998, blev der til terrinen serveret en 'Le Masche', Bel Colle 2001. Gode frugtige, men med forskellig skarphed tilpasset formålene. Ukrukket håndværk Vinforslaget til hovedretten var ikke 'varmende' nok til regnvejret og den forventede skovdue, så vi fik en kraftigere Chateau Puy-Razac, grand cru 1999, der ikke overdøvede duens renfærdige fremtoning. Duen kom hel, men skåret, så man let kunne løfte bryst og lår af skroget. Så får man både mere smag og ikke alt for fedtede fingre. Lårene kan have svært ved i stegetid at følge brystet, men det gik lige. Til duen var en kantarelflan (æggestand), og der var ikke sparet på kantarellerne. Man sad virkelig med en skovbund og en due, der ville noget sammen. Hertil en sauce salmis, der er en klar urtesky med lidt parmaskinke til at give smagen. Som grønt kom et tårn med savojkål og ristet indmad fra duen, og så var der stegte kartofler til. Det er ikke et innovativt køkken, men det er bundhæderligt og fuldt af smag, der passer til årstiden. Ostene lød gode, men desserten endnu bedre, så der landede vi. Variation over danske æbler passede til denne aftens oktoberfortælling, og så var den ukrukkede og håndværksstilrene dessert helt i top efter mine ønsker. Balance fuldendt Desserten brugte som eneste ret at lave forskellige små indslag, alle med æble som omdrejningspunkt. Som det friske og kølende lå en herlig æblesorbet med mynte på lidt sukkerristede jordnødder. Rent guf. Ved siden af kom en oval lille skål med en hel æblebåd i centrum for en creme brulée, og selv om denne dessert har overlevet sig selv mange gange, var denne bare i så perfekt balance med det friske og tillige en meget fin let æggecreme, så den skulle bestemt ikke undværes. Så fulgte det fyldigere i form af en fin æblekompot med nødder, bagt i en lille forårsrulle, der mest af alt blot i formen var kinesisk, men som i smagen var lig den østrigske strudel. Endelig en god tæt kage med æblestykker og smag af mandler med lidt syrlig æblesirup rundt om. Balancen var fuldendt, og her var ikke mere, end at alle dele kunne spille deres parti til ende. Vi sluttede her og konstaterede, at den form, som M har valgt, tilgodeser både det stilrene og en del af den luksus, som toprestauranterne benytter, uden at pris eller måltid bliver så omfattende. Nabobordet fik kaffe, og dertil kom en række små petitfours, hvilket er nok et kvalitetstegn for dette gode sted. Ved det andet nabobord blev vegetarens problem løst med en hovedret af stegt laks, så køkkenet er også relativt fleksibelt trods den lille menu. Vi endte med en regning på 1.224 kroner, men så havde vi også drukket en dyrere vin og masser af vand på flaske. Nøjes man med 2 retter og 2 glas vin kan det gøres for 400 kroner per kuvert. I afvejning af pris, kvalitet, smag, servering og beliggenhed er det så rørende billigt, at M fortjener fire huer i kategorien af dejlige spisesteder med hvid dug på bordet og velsmagende mad på tallerkenen.