Gilleleje er en rigtig havn, hvor der stadig landes fisk, og hvor livet går videre, når turistsæsonen er ved at være overstået. Havnen er fuld af liv, og mange falder forbi til en fornuftig fiskedelle og en kold pils på kajen i løbet af weekenden. Med stedets gode tilgang til frisk fisk er det oplagt at se sig om efter et spisested med lidt mere substantiel føde til aften. I selve havnen ligger flere sådanne steder, og et af de hyggeligste med gårdhave til de lune aftener og restaurant på 1. sal med udsigt over havnen er Hos Karen og Marie. Som navnet antyder, er det hygge og god mad, der er temaet. Priserne er som forventeligt i mellemklassen med forretter til ca. 60 kroner, hovedretter til omkring 175 kroner og desserter til 60 kroner. Det vil sige, at tre retter godt nok andrager den nette sum af små 300 kroner. Det forpligter. Al mad skal naturligvis være i orden, men jo dyrere den er, jo flere finesser kan man forvente. Vinene hos Karen og Marie er til gengæld få i udvalg og i den billigere ende, så det er ikke her, man fristes til at sprænge budgettet. Vi indledte vores sollune aften med et glas af husets hvidvin, der ikke længere var den, der stod på kortet. Den var aldeles uinteressant og iskold, så den smagte af endnu mindre. Forretterne havde været svære at vælge, for sandt at sige var der ikke lige nogen af dem, der matchede de ret fristende hovedretter. Lad os derfor begynde med konklusionen. Spring bare forretterne over, for de er mildest sagt udtryk for forvirring i køkkenbegreberne. Til gengæld er hovedretterne mere end almindeligt gode, rigelige i portionerne og udtrykker en enkel og ærlig køkkensnak. Tre af forretterne har naturligt nok fisk som hovedingrediens, men hvorfor den ene af disse skulle byde på stenbiderrogn, der har sæson fra januar til april, har jeg svært ved at forstå, når nu vi sad i hjertet af en fiskerihavn. Så lød den kraftige fiskesuppe langt mere indbydende, men den viste sig at have tabt kraften. Den havde godt nok set nogle fisk, men ikke i tilstrækkelige mængder, og da suppen heller ikke rummede ret meget fiskekød, var den for tynd i konsistensen. Den meget orange farve mindede mig om den krabbeterning, jeg engang i dovenskab forsøgte mig med. Karakteristisk sidder der en orange kant tilbage på tallerkenen, når man har spist, og det gjorde der ved denne fiskesuppe. Æbler, rosiner og tang Den sidste fiskeforret blev det min lod at smage. Det var en ovnbagt laks, hvilket i sig selv kan undre, for laks er blevet standardvare i ethvert supermarked, og her sad vi lige midt i fiskeleverancerne og kunne have fået alt muligt andet. Laksen blev ikke bedre af, at den var lagt i lag og stegt i ovnen med et fyld af æbler, rosiner og løg. Hen over det hele var som pynt drysset noget friteret japansk tang, og så var forvirringen total. Godt smagte det ikke. Forventningerne var nu ganske lave, og de blev ikke bedre af, at vi både måtte vente længe på forretterne og endnu længere på hovedretterne. Køkkenet kan ikke følge med, for vi var ikke de eneste, der utålmodigt kiggede på uret. Heldigvis havde vi bedt om at få kølet vores rødvin lidt ned og fik den derfor først kort før hovedretten. Ellers var vi nok kommet til at drikke den. Det var i øvrigt en ganske fornuftig bourgogne, en Hautes-Côtes de Nuits, 1998, til 295 kroner, og da den var skænket i glassene, vendte det kedelige billede. For nu at matche fiskeforretten havde jeg valgt den langtidsbraisserede lammeskank, der kom med en halv grillet aubergine og et helt bagt hvidløg samt en kraftig og god lammesky. Lammeskanken var mør, saftig og godt krydret i den provencalske retning, og humøret steg betragteligt. På den anden side af bordet blev der serveret stegt havkat, der også havde fået en fuldstændig korrekt behandling, så den var både saftig og spændstig. Den rigelige portion lå på en rigtig gedigen bunke af sauterede sølvbeder, forårsløg og lidt utidige asparges. Som sovs kom en godt matchende jordskokcreme. Begge retter blev fulgt af gode nyopgravede kartofler, der gik deres sejrsgang ved alle bordene. Et hit ved mange borde var i øvrigt forståeligt nok Karen og Maries store klassiske rugmelsstegte rødspætte, og jeg er overbevist om, at jeg næste gang vil holde mig til hovedretterne, der alle så ud til at være gode og rigelige. Gad vide, om de har to forskellige afdelinger i køkkenet, for sjældent har jeg oplevet større forskel i niveau. Coulis eller bare sovs Desserterne placerede sig sådan et sted midt imellem de to verdner, forretterne og hovedretterne kom fra. De udtrykker det sikre, ikke sæsonbetonede folkefestkøkken, som tilgodeser min hang til søde desserter. Chokoladefondant af kraftig chokolade med passionsfrugt-coulis var, som kortet lovede det, en sød og tæt sag, der alligevel fungerede med passionsfrugtens syrlige modspil. Så er det op til den enkelte at holde af passionsfrugt, når haverne bugner af sensommerfrugter. Menukortskriveren kunne måske også lade fremmedordene hvile lidt og bare kalde det en passionsfrugtsovs. Orangeparfait med ristede nødder og karamelsauce var tydeligvis også helt igennem hjemmelavet, og begge desserter viser køkkenets intention om at lave god og gedigen mad. Det lykkes bare ikke i alle kategorier. Der er grundlaget for et godt og hyggeligt spisested, der serverer frisk fisk og kraftige kødretter, men der skal strammes gevaldigt op. Takket være de rigtig gode og velsmagende hovedretter hiver Karen og Marie lige tre huer hjem. Det kan godt være, at 1.009 kroner for to treretters menuer med en flaske vin og et glas til at begynde på lyder som en god pris, men for mig at se er det for dyrt, når forretterne kokser, som de gjorde, og ventetiden nærmede sig en time før første ret og godt en halv før hovedretten. Måske er der for mange retter på kortet, til at køkkenet kan følge med. Hellere to gennemarbejdede sæsonrelaterede retter end fire forvirrede. Enkelhed varer længst.