Der var engang - og selv jeg har oplevet det - hvor man kunne gå i Nyhavn og spise sig mæt for næsten ingen penge i en gang veltillavet skipperlabskovs. Eller som fru Nimb staver det i mit eksemplar af hendes kogebog, oplag 3, fra år 1900, lobescowes. Og med denne parentes tilføjet (Poor Man's Dinner). Sommetider kunne man endda være så heldig at finde laurbærbladet, og selvfølgelig var der også en smørklat og persille på toppen. Nye spisesteder har i dag klemt sig ind mellem de velkendte, af hvilke nogle også lemper sig efter folkets ønsker og egen magelighed. Hvorfor dog byde gæsterne på mere end én fiskeret og én kødret, når de alligevel står i kø? Og - endnu mere desværre - vil man spise billigt i Nyhavn, er tilbuddet nu her som overalt i vort land pizzaer og burgere, og en Valentino og en Klods Hans slås om vores gunst. Ak, så trist og fantasiforladt. Men ikke desto mindre - her er vand, og her er skibe, og på de lunere dage strømmer folk til Nyhavn i hobetal, og støjniveauet stiger fra blæst til orkan. Vi tog turen helt ned til enden af den side, der engang i fordums tid blev kaldt for 'den uartige', til Pakhuskælderen i Nyhavn 71, der som bekendt er et velrenommeret hotel. Og vi havde ladet os fortælle, at her ville vi komme til at spise godt. En sandhed med modifikationer. Men jeg må indrømme, at jeg ikke var klar over prisniveauet: 395 kroner for dagens trerettersmenu. Og så SKAL alt være i orden. Restauranten er smukt beliggende i en gammel kælder med masser af trækonstruktioner af den slags, der får én som mig til at sige både »næh« og »åh«, og stolene er med god rygstøtte og intarsia, næsten, næsten, 'snedkerarbejde', og bordene selvfølgelig veldækkede og sågar med gedigent bestik. Men hermed stopper lovprisningerne ikke. Betjeningen er prima - jeg er lige ved at sige, at de to tjenere og deres kvindelige hjælper denne aften var uforlignelige. Det var en fornøjelse at være gæst her, og tjenerne kendte den hårfine grænse mellem at være lyttende og forstående og dog ikke være til stede. Der er tre forretter, tre hovedretter og tre desserter at vælge imellem, og der gives en form for rabat, når man tager menuen, for eksempel koster hovedretten alene 225 kroner. Mindeværdig indledning Nå, min gæst ville gerne indlede med rogn og have dagens fisk, sandart, som hovedret, mens jeg var pejlet ind på brøndkarsesuppe og farseret Bresse-kylling med jordskokke-humus - nyt for mig. Så vi enedes om at bestille både hvidvin og rødvin, en halv Pinot Grigio, der plejer at være et pålideligt og både let og tørt tilbud fra det venetianske (185 kroner) og også var det, og - mener jeg - en halv flaskes Côtes du Rhône (150 kroner). Vi fik aldrig bestilt en drink - min skyld. For vi skiftede bord, fordi jeg syntes, at det trak skrækkeligt henne under kældervinduet - fra et udsugnings-varme-anlæg. Men det var sandelig ikke noget problem - de søde tjenere og servitricen fik os hurtigt placeret i et lunt hjørne med parketudsigt til et af Vilhelm Arnesens skibsstykker. (Man kigger jo ikke konstant på det.) Hvad mere kan man så ønske sig? Ja, det skulle da lige være den appetizer, som tjeneren bragte os på et smukt, aflangt fad, en skefuld auberginepuré, den, der også kaldes 'Poor Man's Caviar', med lidt hummersauce og et stykke grillet parmesan. Excellent, intet mindre. Mindeværdigt. Forventningerne steg. Min gæsts glastallerken med lakserogn, stenbiderrogn og løjrom samt blinis var også en øjenlyst, en fryd for øjet, og alle tre slags rogn var dejlige. Men - det var nogle vel tykke og lidt tørre blinis, der fulgte med, og det ved jeg selv efter års erfaring, en god boghvedeblinis er pærenem at lave. Selv Irmas dybfrosne, som jeg prøvede for nylig, (og som ikke er pengene værd), er bedre. Men man lader sig ikke gå på af en blinis, når der serveres så dejlige, forskellige slags rogn. Videre til min egen brøndkarsesuppe, den overraskede mig - ja, os - ved ikke at være grøn, men lettere brun-beige og smage som en neutral, hæderlig og meget almindelig grøntsagssuppe af hvad som helst, dog ikke brøndkarse. Og de små stykker frisk trøffel, der var lovet som garniture og også var synlige ligesom trøffelolie-pletterne, smagte heller ikke igennem. Vi - eller rettere suppen - befandt sig på det jævne. Min gæsts sandart var en langt bedre oplevelse, fisken var velbehandlet, og den havde følge af en gang sølvbeder med et par jomfruhummerhaler - sandelig også en køn synsoplevelse. Men den vaniljefumet, der ledsagede fisk og skaldyr, var efter min gæsts mening for dominerende og vanilje slet ikke det rette selskab for fangsten fra havet. Til kyllingen - og det må straks siges, at kokken havde arbejdet intenst med mit Bresse-kyllingebryst, der var farseret med kødet fra lår, og hvad jeg mener skulle være en timianfars. Og portionen var særdeles rigelig. Men kødet på den tørre side. Og jordskokke-humusen smagte mest af alt af den kendte substans, kikærter, som der ikke er noget ondt at udsætte på, ud over at de skal krydres forstandigt og omhyggeligt. Men til gengæld fulgte der nye, danske kartofler og en særdeles velbehandlet, let knasende portion spidskål-forårsløg-løg med retten. Helt i orden, fin, frisk. Generøs udskænkning Vores vine? De var yderst tilfredsstillende, og jeg tror nok, at tjenerne var overgenerøse i deres udregning af begrebet 'en halv flaske', som de skænkede fra en hel. Og det er da set med en gæsts øjne et smukt karaktertræk. Sagde De vand? Jamen, vi drak mange glas af kommunens det bedste. Endelig var det tid til desserterne. Og den kvinde eller mand, der stod for dem, bør have medalje og lønforhøjelse, det er lange tider siden, jeg har oplevet noget så velsmagende og smukt og friskt og let. Og jeg er superkritisk over for alle desserter. Det skal indrømmes, at chokoladebunden med en slags lemon curd på toppen og en appelsin-citron-is (?) krævede en slikmund med den helt store appetit, men de findes jo også. Ingen kritik! Og det sukkerblondespind, der garnerede den, var til at blive i godt humør over. Min egen anretning - med et tilsvarende blondespind - var lettere, meget tynde og sprøde kagebunde af pinjekerner, balancerende på små melonkugler og med en dejlig, frisk is, igen, jeg tror appelsin. Vi sagde nej tak til kaffe og fik en regning på 1.125 kroner for middag og vine. Og køkkenniveauet - så var det fremragende, så skuffende - kan kun beskrives som svingende. Desværre. Mangler der mon en øverstkommanderende? Ja, for der er ingen tvivl om, at der arbejder dygtige kokke i Pakhuskælderen. Det bliver i dag til tre kokkehuer.