Jeg er opvokset i et hjem, hvor de kulinariske traditioner ved juletid var præget af patriotisme - hvormed jeg mener, at gåsen ligesom i 'Peters Jul' havde fine, hvide manchetter om benene og nød den ære at være pyntet med et lille dannebrogsflag i papir. Og selvfølgelig blev julemiddagen indledt med en lille portion risengrød (en stor, hvis barnet virkelig satsede på at finde mandlen), og i kagekasserne lå der brune kager med en mandel og korendekager efter 'Frøken Jensen'. Men allerede i oktober var kvædebrødet sat til tørring på store fade og plader, den første påmindelse om julen. Og tænk - jeg, der ikke selv orker gå i gang med den tunge og uhåndterlige dej til de skønne, de rigtige, noprede brune kager med mandler og sukat, jeg er så svineheldig at gå til Mensendieck hos en ædel kvinde, der år efter år har foræret mig en stor pose af sine egne, uforlignelige. Engang kunne jeg gengælde med kvædebrød, men nu har jeg droppet det - både fordi det er et slid, også hvis man følger Elizabeth David, og fordi det viste sig, at ingen i familien i dag bryder sig om det. Når man har været igennem de traditionelle højtidsmåltider - og hos os er der ikke noget, der hedder Limfjords-østers som forret og and à l'orange juleaften (men på alle andre dage i året ... tak og med fornøjelse), ja, så er man her i januar rede til at begive sig ud på en længere kulinarisk rejse. Helt til Kina, til Canton-regionen. Og hvor er det dog bekvemt, at der ligger en lille, beskeden underafdeling i St. Kongensgade. Hvad mere er - og ret væsentligt netop nu, hvor der er slået et kæmpestort hul i økonomien - kinesiske spisesteder er gennemgående billige, og Lai Hoo i nummer 18 er ingen undtagelse. Indretningen er særdeles beskeden. Restauranten ligner sig selv og er ikke blevet shinet op som visse andre kinesiske spisesteder, og nogle vil kalde smagen her for dårlig - i år blev vi tvunget til at se på en meget amerikansk Santa Claus med rensdyr og guldmønter. Men hvor mange spisesteder byder år efter år på veltillavede hovedretter til lidt under og lidt over de 100 kr.? Trænger til varme Mit råd er: Kik intenst på fisk og skaldyr, og alene tigerrejer er her minsandten i seks forskellige hovedretter. På det sidste synes jeg nok, at anden i mange variationer er blevet lidt smagløs, kedelig, tænkte jeg efter min sidste servering forleden. Måske er kokken kørt træt? Forståeligt. Kokken er den samme som før, sagde servitricen, der for fem år siden kom fra »mainland China« og har lært sig et forbløffende pænt dansk på den korte tid. Og Lai Hoo har eksisteret i 14 år - og kokken måske lige så længe. Det spørgsmål gled den unge pige let over. En tre retters menu koster i øvrigt 148 kr. Og fire specialretter 250 kr., og de skal bestilles »dage i forvejen«, som Lai Hoo konsekvent har skrevet fra det første sekund. Som bekendt er det iskoldt uden døre - og næsten lige så koldt i Lai Hoos depot, hvorfra vores rødvin kom. Så vi bad om at få den hældt op i en kande og ventede lidt, før vi begyndte at smage på den. Vi ville begge gerne starte med suppe, en kinesisk andesuppe med svampe og strimler af andekød til min gæst og til mig den gode traver, Wantan-suppe med kinarejer og de små og utroligt velsmagende kødboller i et fint, chiffontyndt pastasvøb. Henholdsvis 38 kr. og 42 kr. Og jeg kan meddele, at der er ingen grund til at salte supperne. Svampe-andesuppen med soja var absolut det salteste, også for mig, der bruger meget salt. Men vi kunne virkelig lide vores supper - og trængte til varmen. Vegetarisk and! Der er, alt talt op, 60 forskellige retter på menukortet og også en afdeling med ris, nudler, grøntsager etc., og her fandt vi også en vegetarisk and! Det lyder interessant. Selv om det er alt andet end kinesisk at drikke rødvin, bestilte vi fra Georges Duboeufs vinkort en flaske Chateau de Vierres, en Beaujolais Villages, til 175 kr. Særdeles ræsonnabel pris - og udmærket vin for pengene. Men den var altså kold, isnende kold, hvorfor vi bad om at få den dekanteret, med allerede omtalte resultat. Min ledsager ønskede sig kinarejer med ingefær og forårsløg (120 kr.), og min and med kinesiske svampe og bambusskud - der lignede et stykke læder - kostede 108 kr. Heldigvis var tigerrejeretten særdeles generøs - otte stykker af de store og velsmagende skaldyr - så min ledsager gav mig generøst en med grøntsagerne. Her var beviset for, at kokken stadig kan sin metier, og er i fineste form, mens jeg desværre blev skuffet over anden; atter en rigelig portion, men kedelig. Som om den havde stået og ventet fra i går og var genopvarmet, hvorved også meget af smagen forsvandt. Sesamkugle eller tennisbold? Lai Hoos menukort er ikke meget forskelligt fra, hvad vi møder på andre kinesiske spisesteder, men tilberedningen er - med visse undtagelser - langt over det vante niveau. Og af fisk er her laks og rødfisk foruden skaldyr som kammuslinger og rejer. Af pligt bestemte vi os for (endnu en gang) at dele en dessert, og da min ledsager ikke er begejstret for bagt banan eller banana split - og jeg ikke for is - endte vi med en sesamkugle (40 kr.) uden at spørge videre. Hvor dum kan man være? Det viste sig, at det var en kugle som en lille tennisbold, lavet af rismel og rullet i sesam, og med omtrent samme elasticitet som tennisbolden, men lavet af rismel og rullet i sesam og dybstegt. Ja, der var også en klat chokolade midt i bolden!. Slet ikke noget for os. Så vi nøjedes med isen, der fulgte med, en antagelig is. Pris 40 kr. Vi drak te, og vi drak kaffe, og indledningsvis havde vi begge fået et glas Tio Pepe à 30 kr. Regningen blev på 624 kr. Men det er altså muligt for ikke at sige nemt at få en god middag i Lai Hoo for langt mindre. Og efter min mening vil mindet om middagen vinde meget, hvis man springer sesamkuglen over. Den var alt, hvad jeg ikke bryder mig om, tung, klæg og sød. Hvorfor valgte jeg dog ikke en gang lichees, som jeg holder meget af, spørger jeg mig selv. Den kostede endda 5 kr. mindre. Lad os bare sig, at Lai Hoo ikke kan gøre for, når jeg vælger en anden dessert end den, jeg kender og bryder mig om? Og i øvrigt - hvem går på kinesisk restaurant for dessertens skyld? Lad det være fastslået - kokken kan stadig sit kram.