Selvfølgelig kan man lære om meget andet end mad og vin, når man går frit rundt som prøvespiser. »Hvor skal du hen næste gang?«, spurgte en kær og vidende ven og ægte natteravn mig forleden. »Til Momus«, sagde jeg, »en café og restaurant i Borgergade, tæt ved Dronningens Tværgade«. »Andet billede i Puccinis 'La Boheme', det sted i Quartier Latin, hvor kunstnerne mødes juleaften for at feste«, lød kommentaren fra den musikkyndige. Men jeg ville da vide mere. Og hvem var så Momus? En berømt 1800-tals maitresse i Paris, en kok eller en populær ret? Han blev mig svar skyldig, ville slå det op i Larousse. Selvfølgelig - den fænomenale Aase i Politikens bibliotek, som jeg fik på tråden, kom lynhurtigt med svaret. Momus er såmænd den græske gud for dadel og spot, på græsk Momos. Så går vi omgående videre i teksten, ud med musikken og mytologien, ind med gastronomien eller, om man vil, kokkehuerne. For dette er jævnt sagt fredagens madanmeldelse i Politiken, og jeg starter med at fastslå, at Momus er et hverdagsspisested, hvor jeg meget gerne vil komme igen, og andre kan trygt gøre det samme. For køkkenet er både gedigent og inspireret, priserne for hovedretter går fra 89 og 99 kr. til 148 kr., og værtinden, Britta Wahlberg, er en begavet og særdeles kompetent og erfaren værtinde med et øje på hver en finger. Hun har drevet Momus i halvandet år og førhen blandt meget andet (såsom at arbejde på en planteskole) stået for Teglkroen i Teglgaardsstræde i dens gode år. Skønt brød og tapenade Lokalet i Borgergade 16 er ikke stort og enkelt og fornuftigt indrettet, og det mest iøjnefaldende er den store samling af moderne kunst på væggene, dels værtindens egne malerier, dels lånte. Vil man spise frokost eller middag, sætter man sig ved et af bordene med dug, men man er også velkommen til at falde ind og tage et glas rødvin, som det viste sig, at en af mine meget gamle venner havde gjort. Og minsandten, to velkendte journalistkolleger løb vi også ind i i Momus. Ja, her så lidt halvtomt ud, da vi kom, men der er åbenbart ret mange, som har fået øje på denne tiltalende og vidtspændende café. Og jeg siger pænt tak til den velfunderede kvinde, der gjorde mig opmærksom på Momus, som jeg har passeret jævnligt uden rigtig at lægge mærke til caféen. Hvad skulle vi drikke, mens vi studerede kortet? Et glas hvidvin, en Martini? Værtinden foreslog et glas hvidvin med Campari - for mig en ny kombination, og vi sagde top. Det er en frisk aperitif, jeg vil kopiere hjemme hos mig selv. Hos Mamus koster forretterne fra 68 kr. til 98 kr., og der var to slags suppe, en rejebisque og den velkendte og gode franske klassiker, baseret på kartofler og porrer, desuden røget Vardelaks på spinat med pocheret æg (lyder mere som en velvoksen frokostret end en appetitvækker nøjagtig som den omfattende tapas til 98 kr. med vistnok seks forskellige anretninger). Kort sagt valgte min gæst Momus' rødbedecarpaccio (58 kr.), der er lavet med skiver af rå rødbeder og en generøs gang høvlet, prima parmesan og en anelse olie plus en smagsgivende og dekorativ cirkel på tallerkenen (Hvad var det?). Selv tog jeg ristet havbras (der stod på kortet som sandart) med selleripuré, lagt mellem et par stegte skiver aubergine og med lidt tomatsalsa, hvilket her hovedsagelig bestod af små cherrytomater (68 kr.) Det var to absolut tilfredsstillende og veltillavede retter, som du og jeg også kan brillere med hjemme i køkkenet. Og så er der ikke sagt et ord om det skønne brød med sprød skorpe og fremragende krumme, som jeg i hvert fald ikke vil vove at prøve at kopiere. Perfekt var det, og det blev serveret med en lille skål med hjemmelavet oliven-mandel-puré, eller om man vil tapenade. Og det er selvfølgelig ikke på regningen. Tiltalende desserter Som hovedret valgte min gode ledsager på min opfordring den dyreste ret på kortet, kalvetournedos Rachel (148 kr.), og Rachel viste sig at stå for små, syltede og let stegte artiskokker og gode, stegte svampe. Mere tør jeg ikke sige. Jeg vaklede mellem en gang spaghetti med tigerrejer og en tomat-chili- sauce og den flødekogte hane med hvidløg i trængsel (118 kr.), og det blev det sidste. Men fire fed hvidløg giver nu aldrig trængsel i mine gryder, der skal mange, mange flere til. Hanen, to udskæringer, var en enkel og udmærket hovedret, men kalvetournedos'en - altså selve kødet - var ret upersonligt og er oplevet mere spændende, hvilket nok mere er kalvens end kokkens skyld. Til begge retter fik vi serveret udmærkede nye, udenlandske kartofler a part, og de var vendt i smør og med hakket persille, men saucen - den smule, der var - var ret så intetsigende og kunne jo have hjulpet på smagsbilledet. Vi havde også mulighed for at vælge dagens fisk til 150 kr., som bestod af havtaskekæber og rødtungefilet og mørbrad med røgede svampe. Vi drak en fremragende, italiensk Salento-vin, en Albarelli årgang 1998 (205 kr.). Der var en ostetallerken med forskellige udmærkede produkter som den spanske manchego, en rødkit og en blåskimmel ost (69 kr.) og selvfølgelig et lille og særdeles tiltalende udvalg af desserter (synes jeg). Her var figner pocheret i rødvin og med flødeskum, en frugtgazpacho, altså en kold frugtsuppe med friske jordbær, hindbær og brombær - vel sød - og i midten af suppen en skefuld hjemmelavet jordbæris og endelig husets hjemmebagte valnøddetærte med marcipan og chokolade, nærmest at ligne med konfekt. Tilsammen fik vi smagt de tre, og regningen siger i alt 116 kr. for udvalget - og ja, de glædede den søde tand. Endelig sluttede vi den udmærkede middag med glimrende stempelkaffe, der smagte af andet end vand og genbrugte kaffebønner, fortrinlig! (52 kr.). Jeg vil erkende, at tre kokkehuer er noget småligt, kvalitet og priser i Momus taget i betragtning, men jeg kridter skoene og står fast. Man kan spise endda meget billigt på Cafe Momus, vælge øl til maden eller den billigste vin, husets til 135 kr. for flasken, og her er hver dag to hoveddretter til knap en hund, som de unge og smarte siger. Men vi kom som prøvespisere vidt omkring på kortet, drak en skøn Puglia vin, og regningen blev derfor på 841 kr. Tre af de helt flotte og struttende kokkehuer til den dygtige Britta Wahlberg og cafe Momus.