Hvorfor fanden fandt man ikke selv på at kombinere foie gras, tun og søde kartofler i en terrine, som fuldkommen ville slå benene væk under vennerne? Eller på at lave tilsvarende geniale portionschorizo tilsmagt med kommen til en lille fiks baskisk bønneret ud på aftenen? Der er så mange ting, man aldrig får svunget sig op til. Men så kan man jo gå på restaurant Formel B og opleve det hele udfolde sig til perfektion. Og allerførst kan man jo eventuelt samle appetit i denne syvspaltede anbefaling af stedet. Køkkenudgangen i den lille eksklusive restaurant Formel B på Vesterbrogade har næsten fungeret som en svingdør i relation til de køkkenchefer, der har været på stedet. Sit navn fik stedet af dansk kogekunsts enfant terrible, Henrik Boserup, hvis medietække ofte er kommet til at overskygge hans store gastronomiske talent. Derefter har tilsvarende tunge drenge svinget med piskeris, kokkehuer og stjerner på stedet: Paul Cunningham og Nikolaj Kirk ikke mindst. Og nu er komfuret så blevet overladt til en af de unge, virkelig skarpe talenter: Singh Gill og en stab af unge, kvalitetsbevidste folk. Ambitionerne er til at forstå: Formel B skal være en 'hundrede procent oplevelse' fra man tager i håndtaget, til man igen står på måtten. Og denne aften lykkedes det virkelig at holde gæsterne svævende, mens retter og vine passerede i en smukt timet ballet mellem køkkenet og bordene. »Må vi få lov at holde menuen som en overraskelse? Vi forstyrres tit af vores erfaringer af eller forventninger til, hvordan ting skal smage«, spurgte tjeneren, værten - eller hvad man nu skulle kalde den ret unge fyr i et ulasteligt jakkesæt - da han kom forbi med to cocktails. Det var fint med os. Et besøg på Formel B skal være en totaloplevelse. Det var deres show. Cocktailen var en Cosmopolitan. Hovedingredienserne lime, vodka og tranebærjuice fandt hinanden i et uhyre delikat bittersødt smagsfællesskab. Dekadent servering i en balje af et cocktailglas. Til drinksene ankom et sæt små forrygende appetitvækkere: et shotglas med en fremragende blomkålscreme - kørt på pighvarfond? - virkelig flot. En lille ske med en uforskammet god lille brandade med en æblechutney nedenunder. Og en minicrouton med haché af karljohan-svampe. Wow. Det fik os til at rette ryggen i de lyse læderstole og skærpe forventningerne. Englestadiet Menuens første ret var ristet torsk med løgfondant og muslingeskum. Hovedrolleindehaveren var forrygende. Torsken var bagt til absolut perfektion og befandt sig oven på den såkaldte løgfondant (fondant er en betegnelse, der er snuppet fra dessertkøkkenet eller konditoriet, hvor det dækker over en sukkerlage, der koges og bearbejdes til en cremet masse. I det salte køkken er det kommet til at dække stegning med efterfølgende glasering). Et lille halvt løg var langtidsstegt til englestadiet i hønsefedt - smagen var himmelsk. Muslingeskummet var cremet og dybt i smagen, og minsandten om køkkenet ikke også havde haft tid til at sprødstege en lille dejpakke med muslingekødet og krydderurter. Hurra. I glassene kom en Viogner, Cazal-Viee, St. Chinan, Languedoc, Frankrig. Viogner-druen er vel stadig forholdsvis sjælden. Man tror, man er i Loire, når glasset kommer til næsen i første omgang. Frisk frugt og blomster - næsten som en Sancerre. En dejlig vin. Vi kom også til Loire, men ikke lige på en måde, vi havde forventet. Chateau de Passavant, Coteaux du Layon 1979. How about that? Fantastisk vin, der bærer sin alder ret imponerende. En fornem sødme runder smagen af (vinen er på vinkortet til små 700 kr. flasken). Min snu gæst gættede på foie gras. Men vi havde ikke gættet på så delikat og gennemtænkt en komposition som terrine af tun, foie gras og søde kartofler. Virkelig en begavet sammensætning (en tynd stribe rød peber gemte sig også i terrinen). De brede, sødmefuldte, fede smage fandt hinanden på fornemste vis. Syren kom i form af en lille friséesalat. Endvidere var der to sprøde, nystegte, tynde croutonner af et mørkt hjemmebag med rosiner og abrikoser. Hatten af for kokkene. Smæk for skillingen Så flyttede køkkenet os til Spanien. Elzekaria, en baskisk bønneretklassiker - her på hvide, faste bønner med små stykker ristet bacon, serveret med sprængt and og en hjemmelavet chorizo, der var intet mindre end fantastisk. Sprødt skind, blødt aromatisk farsfyld rundet af med masser af kommen. En glasklar hønsefond kogt til karamelstadiet kantede retten af. Tre korte og tre lange! I glasset: 1999 Pinot Noir fra Hawke's Bay, Kim Crawford, New Zealand. Der er smæk og smagfuldhed i den Pinot, men stadig med elegance nok til at vige pladsen for en endnu kraftigere rødvin. Dén kom i skikkelse af en voldsom spanioler: 1998 Casa de la Ermita, Jumilla. Vi er i det østlige Sydspanien - inde i landet, nord for Murcia. Der var smæk for skillingen i det glas rødvin, men nu var der også kommet rødt kød på bordet: Et stykke smukt, rosastegt kalvefilet, englemørt, var serveret super simplistisk med et stykke stegt, glaseret selleri (fondant), et stykke kalvebrissel, små porrer vinaigrette og kantet af med en smuk, klar kalveglace monteret med den søde vin fra Banyuls. For første og eneste gang denne aften formastede jeg mig til at drysse lidt salt på kødet. I øvrigt var alt perfekt. Retten virkede næsten arrogant i al sin enkelhed. Utrolig smagfuldt kalvekød, fedmen fra brislerne, rodfrugtsmag fra sellerien, syre fra vinaigretten og sødme fra saucen. Hvor svært kan det være. Et minuts stilhed for kalven. Den havde givet det bedste af sig selv. Elegant, let, perlende Osten var en cremet, flot ged i aske, en Valcanay. Den kom med en lille rucolasalat og pære og lidt knust, hvid peber på tallerkenen til at runde fedmen lidt skarpt af. Sødmen kom fra brødet med rosiner og abrikoser. Vi beholdt rødvinen til geden. Glasset var ikke til at vriste ud af hænderne på os. Hvordan slutter man sådan en aften af? Et bombastisk konditorfyrværkeri af 80 pct. chokoladedesserter? Nej. Et studie i tomat fra det søde køkken. En portionsclafoutis (klassisk fransk tærtetype, normalt bagt med kirsebær) lavet med sherrytomater, tomatsirup og en uhyre fin tomatis. Fornemt. Aftenens absolut eneste anke var, at tærten nok ikke helt var sød nok. Der var stadig en snert af tomatsmagen i det salte køkken. Men vi taler nuancer. I glasset kom en klassisk italiener, Moscato d'Asti, fra Prunotto, 2000. Elegant, let og perlende. Der var lige kommet en fantastisk kaffebønne hjem fra Andesbjergene, så den fik vi et pres af i stempelkanden til 35 kr. kuverten. Så var der heller ikke nogen vej uden om at dele en Marc de Champagne til 85 kr. for at runde aftenen ordentligt af i selskab med køkkenets elegante petit fours. Og hvad kostede så sådan en aften i tørre tal? 2.265 kr. (Jo, den gjorde). Ja, det er frygteligt mange penge, men Formel B er heller ikke en restaurant, man dropper forbi for at se, hvad der lige er i gryden. Det er en eksklusiv lille rejse, man begiver sig ud på. Man kan nøjes med fire retter til 425 kr. eller fem retter for 475 kr. De seks koster 525 kr. og den tilhørende vinmenu 425 kr. En fuldblodsaften for to ryger derfor hurtigt op i en tusse pr. næse. Men: Det er pengene værd, hvis man enten har budget til den slags ekstravagancer eller måske hører til i gruppen af kvalitetsnarkomaner, der kan finde på at leve af vandgrød og papvin i en måned for til gengæld at leve misbruget fuldt og helt ud den ene aften. Formel B har med Singh Gill ved roret holdt fast i det tårnhøje ambitionsniveau, der har kendetegnet stedet fra første dag. Og talentet står mål med ambitionerne. Respekt og fem huer til Formel B-teamet på Vesterbrogade