Thorvaldsens Hus Ligger idyllisk på Gammel Strand, men må nøjes med tre kokkehuer. Men hele stedet har skiftet karakter, og nu er Thorvaldsens Kælder, som jeg så afgjort foretrak for Nouvelle - også af økonomiske grunde - blevet omdøbt til Gourmet Bar - hvad den absolut ikke er. »Men der vil folk helst ikke sidde i dag«, forklarede servitricen, da jeg ringede og bestilte bord netop her. Hun kunne høre, at jeg var desorienteret og ikke havde været på de kanter i en rum tid. »Er du mon klar over, at Nouvelle ikke længere eksisterer som luksusrestaurant, og at hele huset i dag hedder Thorvaldsen. Og du kan sidde overalt, hvor du har lyst, og menukortet er nøjagtig det samme - og også priserne. Og hvis nu ikke det var det herrens vejr, ville jeg da foreslå jer at prøve vores nye, overdækkede gård. Nej, Kyllesbech ser vi ikke mere, den nye restaurantionschef og medejer hedder Maurice Bensimon.« Det var med store forhåbninger og bange anelser, min gæst og jeg tog plads ved det nydeligt dækkede bord med våd gårdudsigt i den tidligere Nouvelle restaurant på førstesalen, og det skal straks siges, at støjniveauet var ubegribeligt larmende og påtrængende. »Sådan er det desværre sommetider«, sagde den venlige, unge tjener, som bragte os to menukort. Jeg tror, at de nye, lavere priser for en tre retters middag i den fine, eksklusive Nouvelle - og 195 kr. er bemærkelsesværdigt lavt, - har lokket mange nye gæster til og er en medvirkende årsag til støjplagen. Gamle dages gæster med gastronomiske forventninger og krav var ikke af den højrøstede slags, de koncentrerede sig om maden og vinen og var villige til at betale pænt for kvalitet, kunnen og service. Burger og foie gras Menukortet ser enormt ud, men det dækker også både frokost og middag og brunch, og her er selvfølgelig en fantasiløs børnemenu, (burgere og fiskefilet er barnets grumme skæbne, den lige vej til en ny fastfood-generation), og her er minsandten en afdeling med burgere i forskellig påklædning og også med guacamole. Og så støder man pludselig ind i en lille delikatesse som terrine de foie gras. De to dyreste hovedretter er Tournedos Rossini med trøffelsauce og en entrecote med bearnaise til 175 kr., og vi møder en bouillabaisse, men der er unægteligt et spring herfra til sandwich, selv om de er med røget laks og grillet kyllingebryst, og til dagligdagens gode salater. Det er, som om man vil kunne det hele, og undervejs har mistet sin identitet, og de mange muligheder nærmer sig et uoverskueligt rod. Måske - måske kommer der en dag en gæst, som bestiller en burger efterfulgt af en foiegras-terrine. Det væsentlige synes at være, at maden præsenterer sig, også gerne som nymodens, men dog ikke for avanceret, ja, som carpaccio og en røget lakserulle med laksefars. Og kald det så nyt eller gammelt, en portion moules marinieres står også på kortet. Min gæst ville gerne spise a la carte og ønskede at begynde med carpaccio og fortsætte med tun, og hun spurgte omhyggeligt til tunen, for var den stegt for meget, var den uden interesse. Måske skulle hun hellere have spurgt, om den havde været i dybfryseren. Men nej, hun kunne være rolig - tunen ville kun få, hvad den havde godt af, hvorfor hun droppede alle tanker om coq-au- vin og lammekoteletter. Grillet burger med guacamole er nemlig ikke lige hende. Og selv tog jeg menuen til 195 kr., der den dag bestod af et stykke røget laks med salatblade, efterfulgt af udmærket ovnstegt lam og kartofler, og desserten var den italienske pannacotta, (kogt fløde ) som er forrygende, når den er rigtig lavet og ellers glem den. Den kræver tid og omhu. Køkken uden hjerte Lige fra de første tallerkener kom på bordet, havde vi en stærk fornemmelse af, at kokkene i det åbne køkken ikke havde taget deres hjerte med på arbejdet - og såmænd heller ikke kunne finde noget så væsentligt for maden som salt og peber. De arbejdede helt mekanisk, rutinemæssigt. »Hvorfor har kokken dog ikke som vi andre stukket en finger i saucen og smagte på den?« spurgte min gæst den gode tjener, da hun var kommet til sin tun, og jeg sad med mit lam. Hun var blevet lovet en svampe sauce med kantareller, og fik mest grøntsags stykker og små, mørke stykker svampe. Tjeneren vendte tilbage med denne besked fra kokken: Saucen smager, som den skal. At carpaccioen ikke havde noget, som lignede smag og trøffelolie dryppene heller ikke, er selvfølgelig ikke hans skyld. »Det er bare utroligt, en carpaccio af oksekød kan smage af så lidt«, sagde min veninde, men der var da fire papirtynde skiver parmesan, trøstede hun sig med. Mit eget stykke røget laks og de fire salatblade var en kort og uinteressant oplevelse - og meget mere er der ikke at sige om det. Men ingen klager over lammet, tværtimod, og der var rigeligt. Til gengæld steg stemmen, da min gæst skulle beskrive sit pænt store stykke tun. Hun fastslog, at det smagte som at række tungen ud ad vinduet, af ingenting. Og vel at mærke tørt ingenting, selv om det ikke var overstegt. Så kokken havde holdt sit ord. Men nogen lystspise var der ikke tale om. Hun levnede. Min gæsts chokoladedessert klarede sig bedre. Der var et stykke chokoladekage, der mindede om en brownie, en skefuld is med chokoladestykker og et lille æggebæger med en form for chokolade-creme brulé, serveret med en ske så stor, at den ikke kunne gå ned i æggebægeret. Igen var der lagt arbejde og tanker i serveringen, men smagen udeblev. Min egen pannacotta var både hvid og rød og grøn og lignede en kunstig blomst. Vi sluttede med to gange espresso til 28 kr., vi havde indledningsvis bestilt en Beaujolais-Village til 235 kr. - en hverken-eller-oplevelse, en af husets tre rødvine til en moderat pris - og så sandelig også af moderat kvalitet. Og regningen blev på i alt 760 kr. Der er som sagt sket store ændringer og fornyelser i det gode hus på Gammel Strand 34 efter ejerskiftet, og også kokkehuerne har været i vaskemaskinen og desværre er de krympet noget. Før i tiden hang der fire på knagerækkken, nu er de blevet til tre - og de er endda ret små.