0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Et måltid med overraskelser

Smallegade 41, Frederiksberg.

Restaurantanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Politikens madanmelder giver tre kokkehuer for et måltid med overraskelser i den sommerlige og pæne restaurant Frederiks Have.

Selvfølgelig er vi ikke uvante med, at mange unge kokke omgås ret lemfældigt med de klassiske kulinariske betegnelser - ja, det er meget moderne - tænk bare på 'carpaccio'. Men i Frederiks Have har man momentvis på fornemmelsen, at kokken har stukket hånden ned i en hat med mange gastronomiske navne, trukket et og brugt det efter humør.

Første gang vi fyldtes med undren var, da vi på tavlen på endevæggen læste, at dagens fisk, knurhane og multe, blev serveret med risotto og en provencalsk lasagne. Unægtelig en bastant komposition - og besynderlig. Aldrig før har jeg fået ris og pasta til samme ret. Men nej, det var mig, der tog så græsseligt fejl. For provencalsk lasagne er her i huset en grøntsagsret af peberfrugter, aubergine og tomater m.m. lagt i lag efter samme princip som ingredienserne i en lasagne, og den har ikke en tøddel at gøre med pasta.

Næste overraskelse, jordbærratatouille. Hvad kunne det være? Her i Frederiks Have er det en dessert, som er lavet af røde peberfrugter, tomat, basilikum samt jordbær, og den serveres med økologisk yoghurt. Jeg var så nysgerrig, så jeg afsluttede min middag med den. Egentlig ikke ueffen i sig selv, men ingen af ingredienserne gjorde noget for hinanden.

Efter min og min ledsagers mening ville denne specielle kombination af friske grøntsager og frugt passe bedre til fjerkræ eller et par skiver skinke end som punktum for en sommermiddag. Ja, det er skam svært at være moderne og kreativ kok og ramme plet. Opfindsomhed er nemlig ikke nok.

Pyntende pestopletter
Men lad os begynde forfra og fastslå, at Frederiks Have sidste år fik ny, ung ejer. Han præsenterede sig som Ole og har en fortid på Krogs på Gammel Strand (som nu er overtaget af den tidligere Frederiks Have-ejer), og kokken, der har nogenlunde samme baggrund, hedder Stig.

Frederiks Have, som ligger lidt tilbagetrukket fra Smallegade, er stadig et spisested med atmosfære og vel værd at kende. Jeg har været her ved vintertid, men det er mangefold bedre på en god, selv en halvgod sommerdag, hvor man kan sidde ude i den lille indhegnede forgård under en vandtæt markise omgivet af fyrfadslamper. Så oplever man dansk sommerstemning.

Menukortet lyder lokkende - det gør det jo i dag på alle prætentiøse spisesteder med en kulinarisk poet ved hånden - men som sagt er det også indimellem vildledende og dumdristigt. Vores appetizer var en overdekoreret mundfuld skærising med lidt tapenade, pesto og en skive parmesan, der tog pusten fra fisken - og hinanden.

Men forretterne lød tiltalende nok. Her var stegt vagtelbryst på spinat, en skaldyr risotto med blæksprutter, gnocchi (var det også med fisk?), linemuslinger, husets salat, en gazpacho samt en tian med taskekrabbe, avocado og tomat. Og netop sidstnævnte forret er et godt eksempel på, at man skal spørge sig for, før man bestiller.

En tian er et sydfransk, lavt, ovnfast lerfad - og hvad min ledsager fik stillet foran sig, var en køn og kold lille forret, formet som et tårn, bygget op af avocadotern og taskekrabbe, og i stedet for den lovede kraftige tomatconcassé havde tårnet fået en hat i form af en skive flået tomat (85 kr.). Det var en ret udmærket og let forret med en stribe pesto kanten rundt, men en tian havde den ikke en snus at gøre med.

Det hjemmebagte brød var fortrinligt og med god krumme, og det passede fint til min egen ret almindelige, men tilfredsstillende gazpacho, der faktisk var en del af menuen (78 kr.). Og jeg var alt andet end ked af at få den serveret med skiver af kammuslinger i stedet for de bebudede havtaskekæber. Nogle grønne pestopletter pyntede også.

Udmærket vintermad
Min ledsager havde valgt fisk som hovedret - stegt rødtungefilet, serveret med en frikassé af forårsløg, friske ærter og ærtepuré samt kalvebacon og lardo - det var absolut en udmærket ret. Jeg tog som en udfordring lammeskank (155 kr.), som kan være så dejlig saftig og helstøbt, og her blev serveret med en cassoulet-ratatouille.

Overvældende - men man kan jo levne, og ærligt talt, kun sjældent får man bønner her til lands. Ja, til overflod var der også nye kartofler til begge retter.
Lammeskanken viste sig desværre at have været udsat for en hårdhændet, om end velment behandling. Alt kødet var skåret fra skanken (som jeg savnede) og i små stykker og presset sammen i en fast kubus, der lå dekorativt oven på en blanding af ratatouille og (lidt) underkogte hvide bønner.

Det var en gang robust vintermad og i øvrigt udmærket.
Men lammet var ikke det mest spændende, havde mistet noget af sin saft og spændstighed ved at blive skåret op. Så var min gæst anderledes heldig med sit valg af rødtunge (178 kr.). Den var saftig og velstegt, men hun var bestemt ikke henrykt for de ret store tern af røget kalvebacon, der fulgte med. »Hvad skal de her«, spurgte hun.

Vi havde som ofte før løst vores vinproblem med at vælge en let Beaujolais, når den ene ønskede sig kød og den anden fisk, og vi endte med en udmærket Morgon-les-Charmes fra Bouchard & Fils (280 kr.) efter at have rynket på næsen ad vores først valg, en Fleurie.

Som allerede sagt var min dessert husets jordbærratatouille (75 kr.), og min gæst tog en grappa savarin, som burde være interessant nok, men var på den tørre side, og til den var der søde hindbær og en meget, meget blød frugtsorbet og chokoladecreme. Kaffen var en glæde, stærk, dejlig - vi valgte en dobbelt espresso (44 kr.) og tillod os hertil en lille grappa (70 kr. stykket) Jo, for nu styrtede regnen ned til lise for alt og alle, og vi sad så godt, at ikke en dråbe ramte os.

Regningen blev på 1.103 kr., og Frederiks Have kan trods momentvis slinger klare tre kokkehuer. For de store ambitioner og den løbske fantasi har følge af en solid faglig baggrund. Men det ville da være en fordel med et spisekort, som almindelige mennesker kan forstå.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu