Bo Bech og Jan Hurtigkarl har i år taget Sydamerika med hjem i gryderne. Politikens anmelder giver dem sjældne fem kokkehuer. En stor personlighed, der ved siden af sit virke som kok og køkkenchef også har fungeret som inspirator og lærermester for adskillige af de yngre generationers fremtrædende kokke. Bo Jacobsen og Henrik Boserup for bare at nævne to. En tredje, som Roy vel dårligt kan have undgået at sætte sit præg på, er sønnen Jan Hurtigkarl, der også for længst har markeret sig som en af vores store madkunstnere. Som sin far har også Jan slæbt adskillige diplomer og priser hjem til køkkenet for talentfuld og tro tjeneste ved komfuret hen over årene (senest vandt han med Bo Bech Årets Ret-prisen 2000 for bedste hovedret). I 1989 slog han dørene op til Jan Hurtigkarl og Co. i Ålsgårde i Nordsjælland, hvor han med skiftende kompagnoner i de senere år har skabt et meget personligt og beundringsværdigt varieret verdenskøkken, med nye inspirationskilder for hver ny sæson. Butikken lukkes nogle vintermåneder, hvor hele køkkenholdet drager mod fjerne himmelstrøg og henter dufte, smage og sanseindtryk med sig hjem til at befrugte de hjemlige kødgryder. Hurtigkarl tvinger på den måde sig selv til konstant fornyelse - og uanset om en enkelt sæsons køkken måske taler mindre til én end et andet, så er det altid en oplevelse at besøge stedet. Det er vel ingen overdrivelse at sige, at et måltid hos Hurtigkarl & Co. har sin helt egen karakter. Variationsgraden, kompositionerne, retternes udseende og anretning har et særligt præg; man har fundet en stil, der er éns egen og den skinner igennem de skiftende, fremmede kulturers gastronomi. Udsigt til svenskekysten De senere år har Hurtigkarl allieret sig med den dygtige Bo Bech, der er køkkenchef på stedet. I år gik turen til Brasilien og de sydamerikanske køkkener, hvorved årets gastronomiske trip er kommet til at hedde Novo Latino. Der kan læses mere om turen på nettet (www.hurtigkarl.dk), hvor der endda kan downloades små film med sydamerikanske markeds- og restaurationsbesøg etc. Restaurantens beliggenhed er et kapitel for sig selv. Svenskekystens nærhed, den høje himmel og det sortladne hav er som altid smukt at beskue, og på de særlig gode sommeraftner kan de heldige bænke sig udenfor under stjernerne. Kortet er i princippet en menu, der skiftes ugentligt. Der er syv retter, og de koster 495 kr. Vinmenuen går for 325 kr. og rummede denne aften tre forskellige glas. Endvidere havde huset en aperitif; en Bossa Nova, til 55 kr. Vi snuppede hele dynen uden så meget snak. Bossanovaen var virkelig en delikat sag: tonic, lime og hvid portvin. Det kan anbefales. Køkkenet lagde ud med tapas variadas - små forretter, der blev serveret på smukke gule og grønne glastallerkener, som Jan Hurtigkarl såmænd også har fundet tid til at lave - den mand er allevegne. Et lille glas med en løgkompot i bunden og en fnuglet skum på lyse rosiner og citrus. En skive kiwi med en salsa af bl.a. blegselleri, agurk og chili ovenpå.(Og jo, blegselleri og kiwi vil faktisk godt hinanden). Der var også en lille fin salsa for sig selv på syltede grønne tomater, sorte oliven og broccoli. Endvidere papirstynde chilikrydrede chips af madbanan. Elegant, eksotisk og meget velsmagende. Vi fortsatte kort efter med to små yderligere tapas: en hjemmelavet minitaco med guacamole og pistacenødder og et stykke bagt sweet potato med chili-mole og syltet citron (uhyre fin kombination). Alt blev selvfølgelig serveret i elegante dukkeportioner - ikke mere end en mundsmag af hver. Første egentlige ret var grønne blommer, skovsyre og jomfruhummertatar: tre fantastiske, sødmefyldte jomfruhummerhaler til hver, rå og grofthakkede, serveret med syltede blommer med en fin syrlighed og et lille kløver skovsyre på toppen. Et studie i konsistenser og syre/sødme-balance. Det kræver de bedst tænkelige og mest friske jomfruhummere at vove sig ud i, men det var også, hvad vi fik. De smeltede på tungen. Gedekid og skumbanan Til de første retter bød vinmenuen på en chilensk Sauvignon Blanc, Vieilles Vignes fra Chateau Los Boldos, 2000. Frisk og saftig og en elegant indledning til de lette og fintsmagende forretter. Vi gik videre til en fremragende fiskeret: et stykke uhyre fin, stegt pighvar, der blev serveret med brændt sneglesmør og berberisbær coulis samt en lille bagt stav af kikærtemel. Fedmen fra sneglesmørret fik fint modspil af den knaldrøde, friske berberisbærcoulis, og fisken var en ren fornøjelse. En ret, der krævede tungere skyts end Sauvignon Blanc i glasset, så vi gik til en argentinsk Chardonnay 1997, Alamos fra Mendoza. Der var saft, kraft og træ i smagen, men den havde ifølge den venlige og kyndige tjener også hygget sig på franske træfade - en flot vin. Hovedretten bød på hvid asparges fra Helnæs (bedre bliver det bare ikke) med majsgryn og sauce på columbiansk kaffe samt gedekid. Den hvide asparges blev altså betragtet som hovedrolleindehaver - og det var den også værdig til. Her var den blevet vendt i lidt brødkrumme og stegt på panden, mens tilbehøret var et stykke perfekt stegt gedekid og en fin sauce, hvori der var små bitte flager af columbiansk kaffe. Det var lykkedes at holde balance, dybde og lethed i saucen på trods af så markant en smagsgiver som kaffe. Fornemt. Vinmenuen var nået til en argentinsk Cabernet Sauvignon, Elsa fra San Rafael 1996. Her var syre og karakter til at slås med både gedekid og kaffe, som ikke er nogen nem opgave. Vi omstillede ganerne til det søde køkken med nogle ret specielle små desserter: et stykke hjemmelavet skumbanan (fandeme jo), en vingummi på anis og æblecider samt en eucalyptus-pastil fra Hurtigkarls og Bechs trestjernede slikbutik. Dernæst kom der en meget speciel ret: kaki-frugt, syltede med carambole og sødskærm (spansk kørvel) og dertil daddelcreme. Jeg fandt mængden af sødskærm lige voldsomme nok for en dessert, men i øvrigt fremstod det hele meget veltillavet og afbalanceret. I den dyre superliga Vi sluttede af med skum af kakaobønner, coulis af cacaobønner samt en sorbet af fromage blanc. Alt var fnuglet. Meget fine, og ikke for søde nuancer af cacaobønnen spillede fint imod den snehvide, perfekt tilberedte sorbet. Vi sprang ud i en dessertvin for nu at runde stort af fra det fine, chilenske hus Errazuriz en Late harvest Sauvignon Blanc. Meget delikat og ikke for tung. En ren fornøjelse. Kaffen kom med et par sidste, små på-tungen-smeltende delikatesser fra dessertkokken, og dermed endte regningen på 2086 kroner. Mange penge, ja, men for dette får man så også en virkelig gastronomisk oplevelse hos Hurtigkarl og Co. Køkkenet er inspireret, håndværket er knivskarpt og niveauet meget højt. Stilen er personlig og vil ikke nødvendigvis begejstre alle, men deri ligger måske ikke mindst dens styrke. Vi befinder os i superligaen af de danske restauranter, som vel ikke tæller mere end 20 spisesteder over det ganske land. Det koster, men de leverer til gengæld også varen næsten hver gang. (Og Hurtigkarl hører ikke engang til de dyreste inden for klassen. Havde vi taget menuen og en god flaske vin, havde vi holdt os holdt os under 1.500 kroner.) I år er det en fornøjelse at sætte gaflen i Bech og Hurtigkarls latinamerikanske køkken. Det er 'turen værd' til Ålsgårde, som Guide Michelin ville have sagt det. Vi sender sjældne Fem Huer op til Hurtigkarl & Co.