Mette Martinussens restaurantkoncept er en totaloplevelse. Første del af illusionen går på at skabe oplevelsen af en sammenkomst i et privat hjem. Stuen er smuk og enkel i indretningen. Den domineres af en kolossal prismelysekrone (udlånt fra Det Kgl. Teater), der hænger til skue i lav højde over sofabordet. Den mousserende vin var en tysk Riesling Brut den aften, vi kiggede forbi - og appetitvækkeren var foie gras på tyndt, ristet brød. På et aftalt tidspunkt blev fløjdørene slået op, og musikken strømmede ud. Denne aften var det Ella Fitzgerald med Big Band, der spillede første sæt i køkkenet. Vi trådte ind i en stor, lysende spisestue med skyer og blå himmel på væggene og et baggrundsbelyst stofloft. Der var en 4-5 borde i forskellige størrelser. Ved det største var der vel plads til en 10-12 personer. Derudover var der et firemandsbord og et par tomandsborde. Vi snuppede et af sidstnævnte. Muligvis et udtryk for befippet arrogance. Ved de andre borde blandede flere selskaber sig og faldt i snak. Lettere opstemte over at være i samme båd. Deltagere i spektaklet. Spisestuen går direkte ud i køkkenet, hvor værtinden og køkkenchefen i én og samme person var travlt beskæftiget med kniv, urter og spækbræt. Det er kokken Mette Martinussen, som også var en af hovedkræfterne bag den hedengangne, meget roste restaurant Esther og Soya. Med sig denne aften havde hun en anden, kvindelig kok og et par hjælpere eller tre, der gemte sig lidt i baggrunden. Illusionen om det private hjem brydes noget på dette tidspunkt, eftersom det nok er de færreste, der har køkken og spisestue som disse, men den meget anderledes restaurantoplevelse af at være ude at spise på første sal i en gammel patricierlejlighed er der hele tiden. 10 Retter Mette Martinussen havde sammensat en menu på 10 retter denne aften. Retterne er relativt små og det hele, inklusive vine og kaffe, er inkluderet i prisen på de 900 kr. Ballet blev åbnet med sellerifritter med trøffelmayonnaise. Mildt smagende, let panerede og sprøde lå de sammen med en venlig mayo, rørt med lidt kartofler og tilsmagt med friskrevet trøffel. Ikke nogen værst lille forret. Derefter fortsatte vi med en lille pizza med svampe og kastanier. Der var også lidt sauterede svampe ved siden af - efter sigende plukket i en park i Vallensbæk (jeg fik desværre ikke den præcise adresse). Pizzaen var efter min mening lidt for anonym; der kunne godt have været saltet mere og også lukket lidt mere op for karakterfuldheden. Så fortsatte vi med en lille filet af knurhane, stegt på skindet med en fennikelsalat med ansjos og små stykker appelsin. Meget delikat, knasende sprødt skind og et virkelig godt sammensat tilbehør. Til disse tre retter drak vi en almindelig hvid bourgogne fra Marc Moray. En dejlig hvidvin med mere fylde, end man måske skulle tro, når Morey bare klassificerer den med den brede, store Bourgogne-appellation. De næste retter kom inden længe: to variationer over blomkål. Først en uhyre fin blomkålssuppe med små stykker rå blomkål og brødcroutoner. Derefter en fornem blomkålsflan (en cremet stand) med en lille salat af rå blomkål og jordnødder tilsmagt med det mellemøstlige krydderi sumak. Begge dele meget delikate og fint afstemt i smagsnuancer. Dejligt også at se to relativt klassiske blomkålsretter blive taget op igen på denne måde i et moderne, kreativt køkken. Til de to retter drak vi en tysk Bernkastler Badstube. Gylden og svagt sødmefuld - meget flot. To lys på et bord Så nåede vi frem til de egentlige hovedretter, begge over temaet fasan. Først klassisk: fasanbrystet stegt og serveret med persillerod og en meget flot indkogt glace, endvidere fulgte et lille, meget delikat 'æg' af det hvide i porren blandet med lidt revet ost etc. Til retten fik vi et glas god, almindelig rød bourgogne. Den anden hovedret bød på en quasi-indisk fortolkning af fasanen - her var det låret, der var marineret i yoghurt, kaffe og citron og blev serveret i en let cremet, rødlig karrysauce med tilbehør af en salat af fint strimlet sølvløg, chili og koriander. Endvidere fulgte et lille friskbagt nan-brød. Originalt og meget flot tilberedt. Der blev skænket en lækker, saftig Amarone i glasset, ikke helt så voldsom som de klassiske Amaroner, men absolut med rigelig fylde. Vi pustede et øjeblik og lænede os tilbage i stolene mens Otto Brandenburg croonede sig igennem 'To lys på et bord'. En lille osteanretning fulgte hovedretterne: en tynd skive tør og velsmagende pecorino med en lille figenrelish og et stykke ristet brød, bagt med pistacienødder og figner. Med amaronen til i glasset var det de dybe smage af efterår, der fyldte munden. Glædestårer Aftenens første dessert hed Jesper. Det var en ung, lyshåret fyr, der pludselig dukkede op i køkkenet og begyndte at synge a cappella for den måbende forsamling. Han følte sig forsigtigt vej igennem Stings 'It's Probably Me' og 'If it's magic' (Stewie Wonder?) - med fløjlsblød stemme og stor musikalitet. Virkelig en fornøjelse - og meget overraskende. Jesper Stilgren er navnet, og hans band har taget navn efter publikums typiske reaktion: 'De Græd', hedder de. (Og det må sgu være af glæde, hvis han synger lige så smukt hver aften). Desserterne var først en lille, meget intenst smagende chokoladekage med en fornem pæresorbet til. Perfekt konsistens, vidunderlig pæresmag. Og til slut et lille glas iskold pæresaft med en isterning af frossen saft i. En fin og frisk afslutning på en flot efterårsrejse igennem Mettes køkken. Frankieboy sluttede aftenen af musikalsk, og rundt om ved bordene sad folk og smilede venligt ud i rummet fyldt op af god vin, musik og de mange smagsindtryk fra Mettes Gæstebud. For denne aftens mange fine indtryk er 900 kr. virkelig godt givet ud. Det er en meget anderledes og forfriskende original oplevelse at besøge 1. th. Dejligt at opleve, at en dygtig kok som Mette Martinussen går ind og eksperimenterer med selve begrebet at gå ud og spise, og skaber et spisested som dette. De fem huer må gives for totaloplevelsen - om end køkkenet uanset udenomsværker befinder sig på et meget højt niveau. Råvarerne, der bruges, er det bedste, hvad torv, hav og land byder på i sæsonen - og de kommer under en kærlig, kyndig og meget personlig behandling i Martinussens køkken. Det er hverken fusion eller finere fransk madlavning. Det er et utraditionelt, højaktuelt dansk køkken, der står på egne ben. Der må bæres fem huer op på første sal til højre.